Anmeldelse

Kreativitet i mellemrum

Sprudlen i skolens skygger

Gennem et antropologisk feltstudie får forfatteren blik for den hverdagskreativitet, som nogle elever folder ud uden at opnå anerkendelse - til ugunst for både dem selv og undervisningen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var Erik, der sprang frem i erindringen, da jeg læste denne bogs cases om elever, der udfolder stor kreativitet i sprækkerne i skolens fokuserede hverdag. Erik beholdt vinteren igennem vanterne på i de frikvartersafbræk, som timerne udgjorde. Derfor måtte han skrive stort og fyndigt og, viste det sig, med enorm intensitet. Da vi lærere fik øjnene op for det, han skabte, blev han den kraftigste motor for klassens arbejde med skriftlig dansk. Oprørsk, grænsesøgende og overraskende var han i sit udtryk. Og jeg tænker på, at hvis vi ikke havde fået blik for hans talenter, så havde vores danskundervisning holdt sig på det jævne.

Fakta:

Titel: Kreativitet i mellemrum

Forfatter: Margit Saltofte

Pris: 250

Sider: 180

Forlag: Aalborg Universitetsforlag

I sit feltstudie i de ældste klasser på en friskole afdækker forfatteren her, hvordan en grupper elever, mestendels drenge, der føler sig lidet anerkendt i skolefaglig sammenhæng, uden for klasserummet henter inspiration i blandt andet standupkomik, satire, improvisation og musik og på den baggrund skaber et helt særegent univers, som få lærere, men ganske mange elever, har øre for.

Normalt beskrives denne gruppe af deres lærere som uengagerede, dovne og destruktive, mens deres adfærd i det frirum, de skaber for sig selv, er en ganske anden historie.

Jeg tror, at forfatteren har fat i et godt spor, ikke mindst fordi jeg selv som både lærer og skoleleder er blevet fanget af kraften i disse "oprøreres" adfærd, men mine erfaringer ligger tilbage i en tid, hvor skolen ikke var krampagtigt målstyret, og hvor man ikke søgte at effektivisere selv elevernes pauser i skolelæringens tegn.

Forfatteren introducerer begrebet mellemrum som det sted, hvor de utilpassede elever kan udfolde sig. Men hvorfor opfinde et nyt begreb, når vi har begreber som pauser, frirum, frikvarterer eller sprækker. Jeg finder ingen inspiration i "mellemrum", men derimod i anvendelsen af begrebet "teller", som er bredere end det danske "fortæller": "Teller" handler bredt om at deltage; både om at udtrykke sig og om at mærke, sådan som de skoleudskældte drenge her gør i deres skabelsesprocesser.

Forhåbentlig vil forfatteren bidrage med nogle praksisrettede kronikker om sine opdagelser, så vi kan få øje for de mange resurser, der gemmer sig i institutionsrummets sprækker. For bogen i sig selv er så teoritung og præget af akademiske omveje, at den næppe opnår at udvide synsfeltet for os, der skal få øje på dem, der sprudler i skolens skygger.