Uddannelse og opdragelse er dér, hvor såvel kulturens byrde som kulturens gave overbringes næste generation. Det er derfor helt afgørende, hvordan fokus er og ikke mindst hvad det er, der er i fokus i pædagogik og undervisning.

Derfor er det i kulturens livmoder, altså i uddannelse og skole, afgørende at gribe fat om nældens rod og gøre op med den gældende uddannelse- og skolepolitik, hvor nældens rod er dybt begravet i digitalisering og instrumentalisering, som objektiviserer og maskingør mennesker.

Sexisme er netop at objektivisere og maskingøre et andet menneske.

Derfor skal børn og unge lære det modsatte af at betragte sig selv og hinanden som objekter og i stedet for fokusere på, at vi alle, hver og én, nok skal være i verden, men altså ikke i verdens centrum. Som voksne skal man kunne beherske sig selv og sine lyster – hverken være selvudslettende eller abnormt selvcentrerede. Det er den gyldne middelvej, børn og unge skal lære at finde for at blive ordentlige voksne mennesker. Det er skolens opgave at skabe mulighederne for at finde ind til denne gyldne middelvej – og blive dér.

Hvis man skal gøre sig håb om at vende uddannelse- og skolepolitikkens tendens til forbrugerisme såvel af ting som af mennesker, bør man stoppe med at  fokusere massivt på fag og mål og i stedet sætte formålet for uddannelse og skole i højsædet.

Man må spørge: Hvordan bliver man menneske? Et voksent menneske, der kan opføre sig ordentligt og bidrage til demokrati, åndsfrihed og ligeværd?

Hvis den umenneskeliggørelse og den massive maskingørelse af mennesker, som i dag foregår i skolen, skal stoppes, er det bidende nødvendigt at få fokus på ´subjektifikation´ (hvordan bliver man menneske) og ´socialisation´ (hvordan kan man tillade sig at opføre sig over for andre mennesker) - og altså ikke "blot" ´kvalifikation´ (hvordan kan man via fagene blive så dygtige som muligt og positionere sig i konkurrencen med de andre).

Skolen for livet, ikke for konkurrencelivet kunne et motto lyde for en alternativ uddannelse- og skolepolitik.

Den nyligt sammensatte  DLF-ledelse kan med en konkret politik imod sexisme være med til generelt at sætte nye dagsordener og dermed gribe  fat om nældens rod, som er dybt begravet i digitaliseringen og instrumentaliseringen af uddannelse og skole.

Hvis man altså ønsker at gøre op med en usund forbrugerismekultur og bane vejen for at overbringe kulturen som en gave og ikke en byrde til den næste generation.