Debat

Uhørt arrogance

Det største problem i læreres og elevers hverdag mødes med ligegladhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pernille Rosenkrantz-Theil er skeptisk overfor Statsministerens forslag om at sætte to kommuner fri til at gøre med folkeskolen, som de vil, og udtaler i den forbindelse:

"Lærerne vil få mere tid til at forberede sig, og alle vil blive glade. Men det er jo ikke sikkert, at det vil have nogen effekt på elevernes læring, det er jo ikke derfor, vi vil se de her ting".

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Nej, det var ikke undervisningsministeren, der sagde disse ord, og hun har ikke udtrykt skepsis overfor bemeldte initiativ (undskyld Pernille!). Men jeg gætter på, at du, kære læser, lige nåede at mærke vreden boble op.

Det var heller ikke Niels Egelund, en repræsentant fra Dansk Industri eller en Ceposmand. Det var en skoleleder. Og ikke nok med det. Det var den officielle talsmand for alle danske skoleledere, Skolelederforeningens formand siden 2014, Claus Hjortdal, der sagde det til Folkeskolen.dk ( https://www.folkeskolen.dk/1856427/skolelederne-har-ingen-fidus-til-frihedsforsoeg-i-esbjerg-og-holbaek )

Skolelederforeningen har for nogen tid siden offentliggjort ikke mindre end 40 forslag til forbedring af folkeskolen. Ikke et eneste af disse forslag forholder sig blot antydningsvist til det suverænt største problem i folkeskolen: Den lange skoledag og den deraf følgende manglende tid til forberedelse. Formand Claus Hjortdal har forsvaret de lange skoledage mere indædt end nogen anden, undervisningsministeren medregnet, fra dag 1.

Vi står altså i den situation, at den stærkeste modstand imod et opgør med den formentlig mest destruktive enkeltfaktor i læreres og elevers hverdag, kommer fra skoleledernes forening.

Hvis Hjortdal har sine medlemmer bag sig her, ser det sort ud for samarbejdet omkring den nye arbejdstidsaftale.

Powered by Labrador CMS