Gennem tiden er mange nervøse folkeskoleelever vandret ind til mundtlig eksamen i dansk for at præsentere deres dansklærer og censor for den kendte historie om Danmarks Guldalder. En periode, hvor litteraturen og malerkunsten i særlig grad blomstrede og arbejdede i nationens tjeneste. Det er historien om skabelsen og konsolideringen af en fælles national identitet baseret på Gud, Konge og Fædreland, med sproget, herunder det billedlige, som formidler.

Periodens kunstnere var på forskellige måder optaget af det universelle i en national forståelse. I selskab med en panteistisk gudsopfattelse søgte kunstnerne det sande, det gode og det skønne i Danmarks kultur og natur. Johan Thomas Lundbyes "Gåsetårnet" fra 1842 illustrerer tankegangen eksemplarisk. Himlen, tårnet og det danske kulturlandskab symboliserer forbindelsen mellem Gud, kongemagten og fædrelandet.

Wilhelm Marstrands maleri af barnepigen Justina, er i den forbindelse et smukt og tankevækkende eksempel på, hvordan store fortællinger om vores kulturhistorie ofte skjuler parallelle spændende narrativer fra samme tidsperiode.

Maleriet kom for et par år siden på auktion hos Bruun Rasmussen, efter at have levet en anonym tilværelse i en privat samling hos et medlem af familien Marstrand, som faktisk oprindeligt bestilte kunstværket hos Ottos bror. Maleriets officielle titel er: ”Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have”.

Det er på mange måder interessant, fordi det blotlægger en national fortælling, som ikke passer naturligt ind i den traditionelle historie om Guldalderen. Danmark var på dette tidspunkt en kolonimagt med besiddelser på de Vestindiske øer, hvilket betød at danske familier flyttede til kolonierne for at udnytte øernes økonomiske potentialer og derved samtidig varetog Danmarks interesser. Der er altså tale om en mere global dimension i den ellers geografisk nationalt definerede romantiske periode. Det er formentlig I forbindelse med familien Marstrands hjemrejse fra øgruppen til Danmark, at de måske har taget deres barnepige med.

Derudover ligger der i maleriets motivvalg et radikalt anderledes syn på treenigheden af det sande, det gode og det skønne, idet den etiske fordring her besvares med et rørende humanistisk budskab.

I forbindelse med Bruun Rasmussens auktion, var der pænt meget omtale af maleriet. Udover det faktuelle omkring maleriets tilblivelse, var det primært historien om slaveri, undertrykkelse, fremmedgørelse og overklassens fremvisning af eksotiske barnepiger som statussymbol, der blev italesat. Justinas røde sjal blev eksempelvis beskrevet, som en form for symbolsk undertrykkelse af Danmarks kolonier, hvor nannyen er fastholdt i sjalets omklamrende favntag.

For mig at se er det så langt fra sandheden, som man næsten kan komme. Fortællingen om undertrykkelse og slaveri er altid relevant, men svær at læse ind i Marstrands familieportræt. Det samme gælder Romantikkens panteistiske idealer.

Maleriet viser tværtimod på forunderlig vis, hvordan en dansk familie havde en helt anden forståelse af dansk nationalidentitet. Vi ser i Marstrands maleri en pige, som kunstneren har malet på en måde, så hun i den grad fremstår som et menneske med ret til at være en del af fællesskabet på trods af sin hudfarve. I modsætning til traditionelle romantiske motiver såsom "Gåsetårnet", er maleriet et blændende personportræt, hvor hovedpersonen i kraft af sin rejse fra Vestindien til Danmark bidrager med noget betydningsfuldt, der rækker langt ud over nationale grænser og landespecifik historieskrivning.

Justina står i centrum, fordi hun repræsenterer en humanistisk fordring. Det sande, det gode og det skønne personificeret i kraft af Justinas væsen, relationen til pigerne og ikke mindst hendes skønne udseende. Familiens mor, far og søn er placeret langt tilbage i billedet, så vi tydeligt kan se hovedpersonens store betydning for Otto Marstrands døtre. Det vigtige er her mennesker og deres relationer baseret på kærlighed, respekt og omsorg.

Det fremgår flere steder i mediernes omtale af maleriet, at man ikke har kunne finde et fotografi af Justina. Man kunne få tanken, at hun repræsenterer en fiktiv personificeret hyldest til de barnepiger, som har været en del af familien gennem børnenes opvækst i Vestindien. Navnet Justina betyder forresten retfærdighed, hvilket kunne tolkes i retning af oplysningstidens idealer om frihed, lighed og broderskab.

Justina udstråler nærvær, empati og intelligens, medens hun iklædt Danmarks nationalfarver opmærksomt ser ud på den, som betragter billedet. Pludseligt indser man, at vi her har at gøre med en uforbeholden kærlighedserklæring til et personificeret etisk ideal, som har haft stor betydning for en dansk familie. Derved bliver det også tydeligt at familien Marstrand har haft andet i deres værdigrundlag end danske konger, bøgetræer eller specielle gudsopfattelser.

Maleriet bliver derved på forunderlig vis et modigt globalt humanistisk manifest fra en tid, hvor opmærksomheden ellers var rettet indad og bagud i værdiforståelsen.

Maleriet er derfor også yderst interessant at inddrage i danskundervisningen, fordi det giver mulighed for at aktualisere og nuancere den traditionelle fortælling omkring Romantikken på en måde, som ellers kan være en svær øvelse, når eleverne skal forstå, hvilken relevans kunst faktisk kan have.