Den 14. maj 2020 fyldte Nyboder Skole i det indre København 100 år. Såvidt jeg ved, har der ikke været nogen festligholdelse af betydning. Derimod kan man på internettet finde et dokument, der festligholder 90-års jubilæet i 2010 (https://docplayer.dk/docview/27/9638914/#file=/storage/27/9638914/9638914.pdf).

Det er interessant at se billeder fra fortidens skole og hvordan tiden har ændret mange ting, men det er skuffende, at intet er skrevet om eleverne og skolens mørke fortid. Man kan naturligvis ikke bebrejde nutidens lærere for fortiden, og jeg har intet ønske om at bebrejde de døde. Men jeg kan forlange, at skolens ledelse og dens lærere kender til skolens fortid, selvom den er mørk. Det ovennævnte dokument viser en mangel på kendskab til skolens historie, særligt når man tilsidst læser en tale, som blev givet ved 90-års jubilæet. Talen har i realiteten intet med skolen at gøre. Jeg kan se for mig hvordan lærer-kollegiet klapper og trækker sig tilbage til frokost lokalerne på første etage for at nyde snaps, øl og sildemadder — lad os for gud skyld ikke rode i den ubekvemme fortid! Dokumentet bliver først virkelig interessant på side 12, hvor et brev fra Th. Nielsen til skolens inspektør, Hr Inspektør Suhr. Brevet er desværre ikke dateret. Brevet er en klage over “…min søn gentagne gange er kommet hjem med ryggen fuld af røde og blå streger efter spanskrørsslag, forrettet af klasselæreren i 6A…” Min mor skrev et lignende brev og jeg ved, at der var mange andre der gjorde ligeså — men uden resultat! Det var ikke bare læreren i klasse 6A, det var de fleste lærere og skoleinspektøren også. Jeg ved, at straf af ovennævnte slags var specielt for Nyboder Skole — omgivne skoler var mere ansvarlige. Tyskerne beslaglage skolen i 1940 og der var mange steder i korridorerne, hvor man kunne se sorte nazistiske slagord og hagekors igennem lette grå penselstrøg. Det føles som om deres genfærd vandrede i korridorerne.

Tillad mig at fortælle min historie.

Jeg blev indskrevet på Nyboder Skole, da jeg var 6 år gammel, det var i 1952. Det som først kommer i tankerne var skolemaden. Jeg kan huske nogle år senere, hvordan rækker af elever marcherede rundt i skolegården i protest og sang: “Spis og vær glad, spis skolens gamle ostemad!” Hver dag fik vi en pakke med fire stykker rugbrød. Brødet var smurt med et tykt lag af margarine og ovenpå enten fed leverpostej, hårdkogte æg, sildesalat eller ost. Frokosten blev spist i klassen med hård disciplin. Vi fik også en kvart liter mælk med tyk fløde på toppen. Mælkens temperatur fulgte temperaturen udendørs og om sommeren, var den mest udrikkelig. Der var een slags pålæg, som for mange var afskyelig — det var sildesalaten. Salaten var farvet mørk rød og smagte af gammel fisk. Osten var berømt - den var totalt uden smag og efterlod en fornemmelse af fermenteret gummi.

Det var ikke let at smide frokosten ud. I klasselokalet var der een affaldsspand, og læreren vogtede spanden som en kat over et mussehul. Den eneste mulighed var at stikke madpakken ind under skjorten og forsøge at smide den ud i skolegården. Der var flere afaldsspande i skolegården, men der var en anden lærer, som var ansvarlig. Han havde en lang pegepind, hvor spidsen var brækket af og brugte den flittigt, specielt på ryggen af drenge, hvis nogen forsøgte at smide skolemaden i affaldsspanden. Der var grupper af drenge som samarbejdede.  Et hold ville tiltrække lærerens opmærksomhed ved at starte et slagsmål, imens det andet hold ville smide skolemaden ud. Det fungerede godt med de fleste lærere, men ikke med idrætslæreren. Han opdagede hurtigt taktikken og vogtede affaldsspandene i nidkærhed, samtidigt som han bevægede sig med stor smidighed imellem spandene, som en struds der vogter sine æg.

Uheldigvis så var der spioner. Det var almindeligvis piger som følte sig tiltrukket til en lærer. De holdt hans hånd, når han gik på inspektion omkring i skolegården. Hvis disse spioner opdagede en elev, der ikke havde spist sin skolemad i klasselokalet og forsøgte at gemme den, blev eleven rapporteret til læreren. I skolegården blev eleven tvunget til at sidde på en bænk og færdigspise sin skolefrokost under observation. Når eleven havde spist frokosten, blev han straffet af læreren med en lussing. Nogle modige elever ventede på straffen og forsøgte at brække sig over lærerens bukser og sko. Hvis de lykkedes, og det gjorde flere, ventede en afstrafning med spanskrør eller hånd. Flere forsøgte at smugle skolemaden ud i skoletasken, uden at spionerne eller lærerne opdagede det. Frokostpakkerne var ikke tætte og mange gange fandt jeg mine lærebøger fyldt med sildesalat.

Fysisk afstraffelse var normalt i Nyboder Skole. De fleste drenge tog det i en stiv arm, så at sige, fordi som tiden gik udviklede de offentlige afstraffelser sig til en manddomsprøve. Det mere bekymringsvækkende var de endeløse latterliggørelser. Det udviklede sig foran den sorte tavle. En lærer syntes at nyde latterliggørelse, hvis en elev ikke kunne udføre et regnestykke eller skrive en sætning korrekt. Læreren ville rejse sig op fra sin stol og med kraft skubbe eleven bort og så udføre opgaven selv. Eleven blev sendt ned på sin plads med en hånlig kommentar. Der var specielt en lærer, som drev disse ydmygelser til det ydereste. Han ville bede en elev læse en tekst ved tavlen og for hvert ord ville han banke sin knytnæve hårdt ind i elevens skulder. Der var visse elever, som han bevidst søgte at ydmyge og afstraffe. Mange gange så undrede jeg hvorfor.

Mange lærer havde den sorte bog. Den blev brugt som undertrykkelse. Når en lærer kom ind i klasselokalet, ville han holde bogen højt i hånden og nærmest råbende sige: “Når jeg holder denne bog op, betyder det stilhed!” De fleste lærere gjorde og sagde det samme, så man må formode, at det var en del af skolens pædagogiske filosofi. En særlig nidkær lærer ville kalde en elev op til katederet og opremse alle de synder, som han havde noteret i den sorte bog. Men før han afsluttede opremsningerne, ville han lange en lussing så hurtigt, at det var en overraskelse. Igennem tiden var der en konkurrence imellem drengene om, hvor mange lussinger man kunne holde ud og særligt hvor god man var til at undgå at blive ramt! En større dreng var hurtig nok til at stoppe lussingen med sin arm. Efter dette var han tvunget til at holde sin arme nede under afstraffelsen. Der var en elev, som var særlig hurtig, hans navn var Peter. Når læreren langede lussingen, flyttede han sit hoved bagover med et ryk. Lussingen ramte ikke, men læreren langede en ny med venstre hånd med samme resultat. Nu blev læreren vred. Med sin venstre hånd greb han fat i Peter’s skulder og pressede sin tommelfinger dybt in i kødet. Vi kunne se, at det gjorde ondt. Læreren holdt ham fast og forsøgte en lussing med højre hånd. Instinktivt lod Peter sig med kraft falde ned på gulvet og lussingen ramte ikke. Læreren mistede tålmodigheden og sparkede flere gange i Peter’s ribben og skreg: “Gå tilbage til din pult!” I skolegården blev Peter hyldet som en helt!

En læser kan måske få det indtryk, at det var kun mandlige skolelærer, der gav fysisk afstraffelse. De kvindlige lærer gav ikke mange lussinger eller brugte spanskrør, men de anvendte deres lange negle. Jeg vil ikke beskrive detaljerne, men jeg så flere gange elever bløde og jeg kender smerten i armene ganske vel. Lærerne var ikke nødvendigvis midvejs i deres karriere eller nær pensionsalderen. Den værste lærer og hans kone, der også var lærer, fik mindst tre børn i de otte år jeg var der. Der var mange af mine lærere, der formodentlig ville fortsætte i skolen langt op i halvfjerdserne.

I femte klasse blev eksamen vigtig. Det var nu intelligensopdelingen blev gennemført. Dem der bestod eksamen, blev sendt til mellemskolen i den såkaldte “bog-linje”. Dem der dumpede blev relegerede til den fri-mellem i den såkaldte “dumme-linje”. Mange i dumme-linjen forlod skolen ved afslutningen af sjette klasse, hvis de havde en læreplads eller søgte arbejde i landbruget langt borte fra København. Elever fra flådefolket, der boede i Nyboder og som dumpede, forsøgte at hænge med. I skolegården og i lærernes adfærd blev opdelingen gennemført. Efter frikvarteret blev eleverne med disciplin opstillet i klasser og under gårdvagtens kommando marcheret ind i korridorerne til klasselokalet. De yngre klasser først og så bog-linjen. En pause fulgte hvor de elever der var stillet til side for en forseelse, blev offentligt afstraffet som en advarsel til andre. Ganske ofte blev de resterende elever, alle i dumme-linjen, mindede om deres lavere stilling. Der var ingen anden chance. Derefter blev dumme-linjen kommanderet til at marchere ind til klasselokalet.

Disciplinens hellige gral var skoleinspektørens kontor. Skyldige elever blev sendt der, hvis de havde mere end tre forsyndelser i den sorte bog, medmindre at læreren foretrak at udføre afstraffelsen selv. Venteværelset havde en bænk med vinyl overtræk. På væggen overfor var et guldrammet ordsprog med nogle Islandske ord nedenunder. Det sagde: “Dem som lever uden disciplin dør uden ære!” Ved siden af hang der en indrammet plakat. I midten var en sort rektangel med en hvid tekst og omkring tegninger af alle Danmarks konger. Teksten lød: “Once upon a time — a thousand years ago — there was a king in Denmark named Gorm the Old” og så noget mere. Jeg blev sendt til Skoleinspektørens kontor så mange gange, at jeg lærte teksten udenad. Det var min første introduktion til det engelske sprog.

Afstraffelsen i skoleinspektørens kontor var simpel. Det var næsten som om han udførte proceduren i søvne. Han gentog ordet “disciplin” mange gange, imens han hammerede sin knyttede næve i bordet. Så nævnte han, at hvis min ulydighed fortsatte, så ville jeg blive sendt til Sølvgade Skole, et sted der specielt var bygget for umulige elever som mig! Men han brugte ikke spanskrør eller lussinger som afstraffelse på kontoret. Istedet så fik jeg en eftersidning, det vil sige at blive en time efter skoletid i et specielt klasselokale med en lærer. Der var mange andre elever dér. Her skrev jeg hunderede gange: “Jeg må ikke……..” I mit tredie skole år fik jeg mere end 50 eftersidninger - min mor samlede alle sammen i en dåse. Efter ottende klasse slap jeg bort til Sølvgade Skole. Det blev min redning. Skolen var fantastisk og lærerne engageret på en helt anden måde. Den beskrivelse jeg havde hørt mange gange fra lærerne i Nyboder Skole var usand.

Adskillige år senere mødte jeg tilfældigt min skoleinspektør fra Nyboder Skole. Jeg underviste på universitetets feltstation i Frederikshavn. Efter en lang dag med undervisning gik jeg en tur ned til havnemolen. En ældre mand lænede sig mod en lav mur og så ud over havet. Der var noget bekendt ved ham. Nervøst introducerede jeg mig selv og sagde: “Er De ikke Hr Petersen (fiktivt navn) skoleinspektør på Nyboder Skole?” Han så på mig og sagde: “Ja, det er mig og jeg kan huske dig. Du var en af de dygtigste elever i bog-linjen!” Jeg slugte en klump og sagde: “Nej, jeg var i dumme-linjen til og med ottende klasse!” “Nej, svarede han, det er umuligt. Jeg kan huske det tydeligt. Hvordan kan du undervise på universitetet og så være i dumme-linjen?” Jeg forstod nu, at ethvert forsøg på at få anerkendt fortidens synder, er dømt til at mislykkedes!