Undervisningsmateriale til svage læsere - dem der havner i 'gul' kategori i ordblindetesten - er blandt de formål, som kan få støtte af årets overskud fra tips og lotto.

Lottomidler til bevægelsesindsatser og til ordblindeprojekter

Årets såkaldte udlodningsmidler fra tips og lotto og Klasselotteriet til Undervisningsministeriets område går til indsatser for ordblinde børn, unge og voksne og til undervisningsmaterialer, der skal støtte lærerne i at integrere bevægelse i fagene.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Finansudvalget har netop tiltrådt det såkaldte aktstykke om fordelingen af den del af overskuddet fra Danske Spil og Klasselotteriet, som er afsat til undervisningsformål. Der er godt 14 mio. kr. i år, hvoraf 900.000 går til administration. De resterende godt 13 mio. afsættes til projekter, som interessede kan søge om midler til. 

Projekterne skal i år være inden for disse fem kategorier:

1) Elever med ordblindhed

Formålet med temaet er på alle Børne- og Undervisningsministeriets uddannelsesområder at understøtte undervisernes arbejde med elever, der er udfordret af ordblindhed, samt at modvirke, at disse elever klarer sig dårligere end andre elever i uddannelsessystemet.

2) Voksne med ordblindhed

Der er behov for at få udviklet inspirerende undervisningseksempler og eksemplariske forløb til brug for undervisningen af voksne ordblinde. Materialet skal give undervisningseksempler til anvendelse i virksomhedsrettede forløb og må gerne understøtte praksisrelateret læring og indeholde pædagogiske overvejelser om anvendelse af kompenserende it.

3) Inklusion af ordblinde i værkstedsbaseret undervisning på FGU og erhvervsuddannelserne

Støtte til ordblinde elever i undervisningen er ofte møntet på den boglige undervisning. På FGU og erhvervsuddannelserne foregår en stor del af undervisningen imidlertid i værkstederne, hvor der er behov for at udvikle materiale til underviserne, der understøtter dem i at inkludere ordblinde elever i undervisningen på lige fod med øvrige elever.

4) Understøttelse af svage læsere

Elever der testes svarende til 'gul kategori' i Ordblindetesten på grundskoleområdet er svage læsere uden dog at være ordblinde. Der er behov for undervisningsmaterialer og -forløb til denne elevgruppe i grundskolen, der kan understøtte elevernes deltagelse i undervisningen.

5) Bevægelse i grundskolen

Der er behov for at udvikle konkrete materialer og undervisningsforløb, der integrerer bevægelse i den faglige undervisning som det pædagogiske personale kan anvende i undervisningen for alle elever i grundskolen.

Læs mere

Ansøgningsmateriale på uvm.dk