Karakterer kan måske nok skabe glæde hos nogle elever - men hos andre et massivt forventningspres, påpeger SF.

Undervisningsminister: Slut med forsøg med karakterer i 7. klasse

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil ikke igangsætte nye forsøg med karakterer i 7. klasse, når de nuværende forsøg på skoler i fire kommuner udløber efter dette skoleår. SF vil give skoler frihed til helt at droppe karaktererne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når forsøgene med at give elever standpunktskarakterer i 7. klasse udløber på en række skoler i Helsingør, Vesthimmerlands, Ringsted og Næstved kommuner efter dette skoleår, er det slut.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har nemlig ingen planer om at give tilladelse til nye forsøg med karakterer i 7. klasse eller klasser derunder.

Det meddeler ministeren i et svar til SF's undervisningsordfører, Jacob Mark.

Dermed efterkommer hun - i hvert fald i første omgang - opfordringerne fra SF-ordføreren til at sætte en stopper for forsøgsordningerne med tidlige karakterer til eleverne, når de nuværende forsøg er udløbet.

SF: Bedømmelsesfri rum i stedet for

"Det er en skidt udvikling, at flere og flere skoler har fået lov til at til at indføre karakterer tidligere og tidligere. Alt i tiden peger jo på, at man skal skabe mere bedømmelsesfrie rum, så karaktererne fylder mindre", siger Jacob Mark til folkeskolen.dk

Ministeren oplyser i svaret, at der i alt er givet forsøgsgodkendelser til fire igangværende forsøg med standpunktskarakterer i 7. klasse efter folkeskolelovens forsøgshjemmel

Det drejer sig om Espergærde Skole, afdeling Tibberupskolen i Helsingør Kommune, Østermarkskolen og Løgstør Skole i Vesthimmerlands Kommune, Byskovskolen, Campusskolen og Vigersted Skole i Ringsted Kommune - samt alle folkeskoler i Næstved Kommune.

Fire kommuner giver karakterer i 7. klasse: Her er deres erfaringer 

Samtidig understreger Pernille Rosenkrantz-Theil i sit svar, at de nylige forlængelser af forsøgene i Helsingør og Vesthimmerland udelukkende er givet ud fra "lighedsmæssige betragtninger", så forsøgene her udløber på samme tid som på skolerne i Næstved.

Undervisningsministeren begrunder sin beslutning om ikke at igangsætte nye forsøg således:

"Det skyldes, at de igangværende forsøg har givet de ønskede erfaringer og viden".

Evaluering: Det virker efter hensigten

Det fremgår dog ikke af hendes besvarelse, om hun har overvejelser om at tage nye politiske initiativer på baggrund af erfaringerne fra de fire kommuner.

Men ministeren har i et tidligere svar til SF'eren Theresa Berg Andersen oplyst, at Vesthimmerlands Kommunes egen evaluering af forsøget viser, at det har virket efter hensigten, fordi det har "virket forløbsafklarende for eleverne frem mod uddannelsesparathedsvurderingen".

"Generelt viser kommunens evaluering, at der er opnået de ønskede erfaringer og viden ud fra forsøget", lød det fra undervisningsministeren i maj.

Forsøg: Lærere glade for karakterer allerede i 7. klasse 

Karakterfri hverdag i Aarhus

SF-ordfører Jacob Mark er tilfreds med, at der ikke igangsættes nye forsøg med karakterer i 7. klasse eller lavere. Han opfordrer samtidig til, at skolerne i stedet får mere frihed til helt eller delvist at droppe karaktererne.

"Vi mener, at man skal gøre det samme som Aarhus. Hvis man skal gøre noget med karakterer, så skal man give mere frihed til at indføre bedømmelsesfrie rum på skolerne", siger han.

I Aarhus har en række folkeskoler taget hul på et forsøg med karakterfri hverdag. I stedet skal de arbejde med andre former for evaluering og feedback.

Rådmanden for Børn og Unge i Aarhus, Thomas Medom (SF) har tidligere forklaret, at formålet er at flytte fokus fra karakterer til fagets indhold. "En mere karakterfri hverdag kan være et redskab til at lette det massive forventningspres, de unge lever i", lød da fra rådmanden, da Aarhus-forsøget blev sat i gang.

Skoler erstatter karakterer med feedback 

 

Powered by Labrador CMS