Debat

Skal vi nedlægge forældres klagemulighed eller arbejde på at styrke den lokale forvaltning af loven og give skolerne den støtte de har brug for?

UNG UDEN MOBNING har dagligt kontakt til forældre til mobbede børn. Børn der har oplevet det, som mange børn er mest bange for, kan ske i skolen: at blive mobbet og være den, der står udenfor fællesskabet og ovenikøbet ikke at kunne få den hjælp de har brug for. I 2017 så Den Nationale Klageinstans Mod Mobning dagens lys og nu evalueres resultaterne og faren for nedlukning truer. Når vi nu ved, at der er fejl og mangler i behandlingen af klager, er den bedste løsning så at fratage forældres mulighed for at klage?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På landets skoler arbejdes der med at sikre en tryg skolegang for alle børn. Dog er det stadigt svært for mange skoler at opfylde de lovkrav fra Undervisningsmiljøloven der omhandler de problemer der kan opstå i børns fællesskaber som fx mobning.

Vi reagerer på artiklen https://www.folkeskolen.dk/1853901/omdiskuteret-mobbeklageinstans-skal-kigges-efter-i-soemmene-evaluering-afsloerer-flere-problemer-med-forvaltningen fordi en eventuel nedlukning af Den Nationale Klageinstans mod Mobning vil have konsekvenser for mobberamte børn og deres forældre, som dermed bliver frataget deres mulighed for at klage over en skoles indsats for at stoppe forebygge og håndtere mobning. Vi genkender i UNG UDEN MOBNING til problemet at forældre af skolen ikke oplyses om muligheden for at klage til Klageinstansen over skolens håndtering af mobning. Og får dagligt henvendelser der handler om tilfælde hvor skoler ikke handler fyldestgørende i forhold til at stoppe mobning eller lignende. Der er en naturlig 'kommandovej' når forældre søger hjælp til deres barns mistrivsel i fællesskabet: Først taler de som regel med lærerne, dernæst sender de besked til skoleledelsen og bestyrelsen og først derefter til kommunens skoleforvaltning - der i mange tilfælde sender klagen tilbage til klagebehandling hos skolelederen på den skole hvor mobningen foregår. Jeg kan svært forestille mig, at indkomne klager der behandles af den institution og ledelse, der bliver klaget over, skulle være det bedste vi kan tilbyde de børn og forældre som står i en altovervældende svær skolesituation?

I evalueringen af Klageinstansen foretaget af Epinion viser det sig, at der sker forvaltningsretlige fodfejl i ’dokumentationen, behandlingen og afgørelserne’ i sager om mobning. Det er fx mangelfuld skriftlig dokumentation i forhold til, hvad ’ledere eller lærere har set eller aftalt i forbindelse med en elevs mistrivsel eller en forældrehenvendelse, hvilket besværliggør Klageinstansens arbejde i en grad, hvor sager må afvises grundet manglende skriftlig dokumentation.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Forklaringen på dette er, ifølge skoleledere og skolechefer i evaluering, at man på skoleområdet ikke er vant til at arbejde efter de forvaltningsretlige principper og at der indenfor skoleområdet er tale om en mundtlighedskultur. Det rejser spørgsmålet om vi burde arbejde på at ændre den kultur fremfor at nedlægge en klageinstans? Bedre dokumentation vil i øvrigt tilgodese de skoler der mener, at de har gjort præcis som de skulle, hvilket ifølge artiklen er svært at påvise i dag. Det kan være vanskeligt at danne sig et overblik over god forvaltningsskik, men bør vi som minimum ikke kunne forvente, at det dokumenteres når en forælder henvender sig om mobning i forhold til hvilke handleplaner og aftaler der laves? I første omgang på skolen når læreren, skoleledelsen og skolebestyrelsen klagebehandler og senere hen i forvaltningen?

Når vi hører fra forældre, at der i nogle tilfælde efter henvendelser til skolen ikke reageres eller i værste fald, at problemerne skubbes ind i barnet og ind i hjemmet, så er det i strid med Undervisningsmiljølovens §1c der forpligter skoler til at igangsætte en handleplan ved mobning ’eller lignende’. Så selvom en skoleledelse ikke vurderer at der er tale om mobning er skolen stadig forpligtet til at handle på barnets mistrivsel i fællesskabet i form af en (akut) handleplan.

Vi kan med rimelighed antage at handleplaner der ikke dokumenteres i forhold til formål, indhold, ejere og aftaler om opfølgning, i en travl skolehverdag ikke har de bedste forudsætninger for at blive fuldt til dørs i tilfredsstillende grad.

Når der ikke sker fyldestgørende dokumentation på en skole eller i en skoleforvaltning, så opstår der mindst tre bekymringspunkter:

For det første er der overvejende risiko for, at et barn i mistrivsel ikke får den hjælp, det har brug for. Det er et problem fordi vi ved, at mobning kan have som konsekvens, at barnet ender med en overbelastningsreaktion, stress, angst, skolevægring m.m. Og at risikoen for dette stiger jo længere barnet befinder sig i situationen uden at få hjælp. De menneskelige konsekvenser er dermed alvorlige og kan række mange år ind i barnets fremtid.

For det andet risikeres der, at forældrenes klagemuligheder fratages grundet manglende skriftligt materiale som er det, der danner grundlag for Klageinstansens sagsbehandling. Forestil dig, at læger ikke førte patientjournaler og at vi derfor lukkede Patientklagenævnet så lægen i stedet selv skulle behandle indkomne klager? Forældre der står med et barn der er så påvirket af skolemiljøet at det ikke har været i skole i 6 måneder har svært ved at finde overskuddet til at komme igennem et komplekst klagesystem. Derfor bør der sættes rammer for og minimumskrav til dokumentation samt sikres let adgang til klagemuligheder. En sag der ultimativt ender hos Ombudsmanden vil heller ikke der kunne behandles hvis dokumentationen mangler, så dokumentation er altafgørende.

For det tredje er der muligvis tale om et brud på ombudsmandslovens §21 der ikke kun omhandler om en myndighed handler i strid med den gældende ret, men også, om de ”på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver” hvilket indikerer om myndigheden har handlet i strid med god forvaltningsskik (kilde: Ombudsmanden)

Vi anerkender at der påhviler skolen mange opgaver og at der i den lange række af prioriteringer og krav afspiller sig kampe om hvad der skal tages hånd om først. Vi møder heldigvis også skoler der med stor velvillighed og kompetence  sætter ind på området – og flere og flere beder om hjælp til arbejdet fra UUM eller andetsteds som fx DCUM.

Når strategier, principper, strukturer, processer og handleplaner er på plads og bekendt hos skolens medarbejdere giver det ro. Ro fordi der er overblik over rammerne for trivselsarbejdet. Ro fordi der er styr på hvad der skal gøres når mobning eller lignende opstår. Det kan og skal ikke være op til den enkelte medarbejder at skulle finde ud af, hvad rammerne for deres arbejde er når problemet opstår.

UUM har bud på løsninger som vi mener bør overvejes før det besluttes at nedlægge Klageinstansen. Klageinstansen har for mange familier har været altafgørende for, at de og deres barn har klaret sig igennem den voldsomme situation de har befundet sig i. Derfor foreslår vi at vi retter blikket mod følgende løsningsforslag:

Strukturer og processer til klagebehandling på skolerne (og i forvaltningerne) vil lette arbejdet lokalt på skolerne. Det bør ikke være den enkelte lærers ansvar at finde ud af hvad der forventes af dem når de står med forældreklager om et barn i mistrivsel. Anvendelighed i praksis og ukomplicerede processer bør være i fokus.

Vi tror på, at både skoleledelser, skolebestyrelser og skolelærere ønsker at beskytte børn mod mobning og at de ønsker at arbejde trivselsfremmende. Derfor foreslår vi at vi tilbyder skolerne hjælp og støtte til arbejdet frem for sanktioner. Sanktioner giver kun mening hvis der var tale om modvilje men det er ifølge vores erfaring på området ikke tilfældet. Lokal og nærværende hjælp bør derfor være i fokus så den enkelte skole er klædt på til at løfte ansvaret i forhold til trivselsstrategier, antimobbestrategier og handleplaner mod mobning samt implementeringen af samme. Vi er flere organisationer der kan hjælpe med denne opgave.

Mere fokus på forebyggelse. Der er meget der taler for at arbejde proaktivt for skoletrivsel og for sunde fællesskaber med plads til alle. Det er trods alt lettere at forebygge mistrivsel for børn end at reparere et barn der er blevet ramt af mistrivsel. Vi må og skal gøre mere plads til det forebyggende arbejde på skolerne – det er en investering i vores børn og unge der kommer mangefold tilbage. Derfor er netop forebyggelsesarbejdet en central del af opgaven hos UNG UDEN MOBNING (som er støttet af Socialstyrelsen)

Powered by Labrador CMS