Debat

Udsæt valgfagsprøven til næste årgang

Ikke ordentlige vilkår for elever og lærere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har sendt dette til Undervisningsministeriet og undervisningsministeren:

Anmodning om udsættelse af eksamen i billedkunst valgfag.

Jeg skriver til jer fordi jeg synes at der bør vedtages en udsættelse af prøven i Billedkunst valgfag, således at det først er de klasser der starter i 7. efter denne sommerferie (2020), som skal til prøve i 8. klasse. Jeg har læst at også Jakob Mark er i gang med at arbejde for dette, og kan kun bakke op om hans argumenter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Umiddelbart virkede 2 år som lang tid, da det i november 2018 blev besluttet at den 7. Klasse (der startede deres skoleår i august 2019) skal til eksamen i 8. Klasse (2021). 

Men børnene skal jo undervises frem til prøven, og derfor skal skolerne forberedes i god tid. Det ville også være tilfældet hvis lærere og skoler var klar og informeret FØR skolestarten i august, så årsplaner og lokaler kunne være på plads. 

Vi fik FÆLLES MÅL i maj 2019, men skolerne og undervisere fik ikke prøvevejledningen før november 2019, og der var ikke kurser før tidligst januar 2020. Disse kurser orienterede lærerne om hvad der skal prøves i, og dermed hvilket indhold faget skal have, for at eleverne er ordentligt rustet til prøver i slutningen af 8. Klasse. På dette tidspunkt havde vi undervist ½ år.

Ikke alle lærere kunne komme på dette kursus, og corona-nedlukningen har gjort at kurser er blevet aflyst, og at disse lærere fortsat ikke er rustet til målrettet at undervise i faget, samt at kunne afholde prøver til næste år. 

Som undervisere har vi således alle ”trådt vande” frem til vi fik prøvevejledningen samt faghæftet og videre frem til januar hvor nogle af os kom på kursus og fik mere klar besked om hvad det hele gik ud på. Men der er som sagt fortsat lærere som ikke har været på kursus. Og i det kommende skoleår skal det tabte indhentes OG vi anbefales at afholde terminsprøver. 

Som altid er der aflysninger pga. sygdom, kurser og lejrskoler, men nu har skolerne pga. corona været lukket ned, og på mange skoler (hvis ikke alle) er valgfaget ikke en del af nødundervisningen. Det betyder reelt at mange elever ikke har modtaget kvalificeret undervisning dette første år af i alt to år. Det synes jeg ikke er rimeligt overfor eleverne, og heller ikke lærerene. Jeg synes det er vigtigt at alle føler sig ordentligt rustet, især fordi det er eleverne første prøve, og erfaringen fra denne kan præge deres forventninger og erfaringer i forhold til prøverne i 9. Klasse. 

På kurset hørte jeg ligeledes flere lærere lufte frustrationer over ikke at få midler til materialer, og at nogle bliver tvunget til at tage faget, også selvom de ikke har det på linje. Måske kan en udskydelse give skolerne mulighed for at skaffe flere midler, samt lærere, der rent faktisk brænder for/ønsker at undervise i faget.

Jeg er tilhænger af prøven i billedkunst, da jeg er sikker på at det opgraderer respekten omkring faget, og højner det faglige niveau, men jeg synes at det bør få en god start for børnenes, lærernes og fagets skyld!

Venlig hilsen

Sophie Lamprecht

Billedkunstlærer i valgfag på Køge Lille Skole