Blog
31   109

A20 står og falder med DLF’s inddragelse af aftalens modstandere.

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Det er af afgørende betydning, at navnlig modstanderne af aftalen nu oplever, at foreningen lytter til dem. Det er hos dem, viljen til at tage de nødvendige, uundgåelige konfrontationer, der venter forude, skal hentes

Endelig, tænker mange lærere nu. Med jaet til den nye arbejdstidsaftale (A20) ophæves den undtagelsestilstand, skolen har befundet sig i siden 2013. Nu kan roen sænke sig over folkeskolen, og lærerne kan få fred til arbejdet.

Intet kunne være mere forkert. I syv år har lærerne ikke haft nogen stemme på arbejdspladsen. De har ikke engang haft et forum, hvor de kunne rejse deres problemer. Med A20 i hånd har lærerne nu igen adgang til mikrofonen, når skolens og den enkelte lærers arbejde skal lægges til rette. Spørgsmålet er imidlertid, om de tør bruge den.

Artiklen fortsætter under banneret

Det problem, der ligger til grund for den lange strid, står uløst tilbage. Skoleledelsen har stadigvæk det samme antal lærere til at varetage den samme mængde undervisning. Hvis ledelsen er uvillig til at frigøre tid til forberedelse ved i videst muligt omfang at skrue ned for de arbejdsopgaver, der kan reguleres indenfor rammerne, er der lagt op til nye konfrontationer, så langt øjet rækker, undervisningsministerens sidste udmelding om de lange skoledage in mente.  

Man skal gøre sig klart, at det for mange skoleledere er en helt ny rolle, de skal finde ind i. Hvis de er ansat efter 2014, har de aldrig oplevet at skulle drøfte noget med lærerne, medmindre de selv ønskede det. De har vænnet sig at udstede ordrer og følge dem op med intimiderende ledelsesadfærd, herunder tjenstlige samtaler og trusler om fyring overfor de stadigt færre lærere, der har vovet at ytret sig kritisk. På disse skoler – og her tror jeg desværre, at vi taler om et flertal af skolerne – er lærerne efterhånden så forskræmte, at det er et åbent spørgsmål, om de overhovedet tør bruge de rettigheder, de får i medfør af A20, i praksis. De ved af bitter erfaring, at deres ledelse slår ned på dissidenter, og den magt har ledelsen stadig, om end det ikke vil kunne ske lige så åbenlyst som hidtil; men der findes et utal af måder at gøre livet surt for en ansat på. Lærerne skal lære at ranke ryggen og stå sammen overfor disse ridefogeder, hvis tid nu bør være omme.

Det er svært at få øje på lærere, der har armene oppe over de garantier, A20 giver dem. Den almindelige begrundelse for jaet er, at nu må vi se at komme op af skyttegraven og få lidt mere ro på, for vi holder simpelthen ikke til det her mere. Det kan jeg sagtens forstå, men lige om hjørnet lurer resignationen. Hvis den vinder, vil A20 gå over i historien som dengang, lærerne endelig kyssede støvlen.

Det må ikke ske. DLF kan ikke køre A20 i hus med en resigneret lærerstand, der har trukket følehornene til sig og lukker sig om sig selv for at få fred. Derfor er det af afgørende betydning, at navnlig modstanderne af aftalen nu oplever, at foreningen lytter til dem. Det er primært hos dem, viljen til at tage de nødvendige, uundgåelige konfrontationer skal hentes. Et stort problem ligger i, at modstanden er stærkt underrepræsenteret, ja nærmest usynlig i organisationen.

På den baggrund er det skræmmende, at der lige nu i DLF-kredse breder sig en myte om, at omkring en tredjedel af lærerne er mere eller mindre ledelsesresistente og bare stemmer nej, hver gang de bliver spurgt. Denne myte er dødbringende for A20 og for DLF. Standses den ikke, vil den nære resignationen og få udmeldelserne til at vælte ind. Den er desuden usand. I 2011 stemte fx 3,7% nej, og i 1995 stemte 67% nej.   

Det er, som om DLF selv ikke helt har forstået, hvad det er, der sættes i værk med A20. Det her er ikke en almindelig overenskomstmæssig aftale, hvor uoverensstemmelserne parterne imellem er klaret af, hvorefter man kan navigere relativt lidenskabsløst i fredspligtens ånd frem til næste aftale. A20 er en aftale, som pålægger skolelederne at etablere en løbende, respektfuld samtale med lærerne, også når de bliver kritiske, og det er en ny rollefordeling, som mange både lærere og ledere vil have svært ved at håndtere.  

Men hvem har nogensinde sagt, at det her skulle være let?


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ