Michael Ziegler selv blev spurgt en time efter resultatet forelå: Hvad skal der ske i din egen kommune, Høje-Taastrup; regner du med, at I nu vil indgå en lokal aftale?

Han svarede: "Denne aftale skal kunne stå selv. Det har Anders Bondo jo også sagt."

Ja, for en pligt til at indgå lokalaftaler for kommunerne blev jo ikke engang skrevet ind i samarbejdsaftalen. Så den kan stå for sig selv og svaje i vinden med de tynde hensigtserklæringer og al retten til at blive hørt.

Jeg er ikke helt færdig med at tænke over resultatet endnu...

For nu skal vi bare lige komme os over, at 2/3 af de stemmeafgivende lærere var ligeglade, uvidende eller - et meget lille antal - overbeviste om, at det bedste våben var den totale opgivelse af al fagforeningsmæssig kamp. For nu at lægge en arrogant Anders Bondo-vinkel på det!

Hvorfor stemte de 24.115 medlemmer ja?

Mange folk på skolerne meldte allerede inden afstemningen om mangelfuld orientering fra TR; at på skolerne vidste mange efter eget udsagn 'ingenting', og flere steder havde TR/AMR slet intet møde indkaldt til.

At til gengæld havde flere TR’er gået og agiteret for et ja - sådan i krogene; ”nej-sigerne forstår ikke,” blev der sagt,” hvad det er, vi overhovedet stemmer om...” Vi andre havde misforstået, osv.

Om unge lærere, der ikke vidste, hvad en overenskomst overhovedet var, men det havde i hvert fald ikke noget med dem at gøre! Om unge, der intet kender til fagbevægelsens historie, som spurgte, hvad der ville ske ved et nej - sådan helt lavpraktisk - og om, hvad mulighederne ved OK21 ville være.

Det har virkeligt været et gennemgående problem, at uanset hvor meget afstemningen ville komme til at betyde for medlemmerne, så har rigtig mange ikke haft overskud til at sætte sig ind i tingene på grund af lanceringen af Bondo og Zieglers forslag.

Hele processen omkring det - med skjulte forhandlinger, der, efter hvad vi vidste, var blevet afbrudt mellem DLF og KL; for så pludselig derefter på MEGET kort tid blive gjort til en envejsdebat inden afstemningen i et kaotisk forløb, mens lærerne startede skoleklasserne op - aftalen skulle åbenbart lukkes, inden nogen nåede at udbrede talen om de afledte konsekvenser.

22,2% af lærerne valgte ikke at stemme. Det føltes virkelig overraskende, at det ikke var alle stemmeberettigede, der var interesserede i at afgive deres stemme.

Når nu der var så mange kolleger, som havde mistet retten til at stemme, fordi de er enten har forladt folkeskolen helt, er midlertidigt ledige pga. stress eller læser til lærer og skal arbejde i folkeskolen i fremtiden, så er der en hel masse kontingentbetalende medlemmer, som ikke har stemt!

Det syntes jo helt uforståeligt. Men disse 22,2%, der ikke stemte - ca. 12.000 medlemmer - fandt åbenbart ikke aftalen god nok til at stemme ja og opgav at kæmpe imod.

12.000 blanke stemmer i afmagt over det stærkt manipulerende forløb: "Vi kan ikke forhandle igen" (Mona Striib-uvisheden), "Vi kommer kun til at forhandle løn, og ingen andre krav samles ind”, "Vi spørger kun kredsformændene i givet fald, ikke medlemmerne". Kort tid til debat og i den mest travle opstartsperiode, "her er forslaget, men se! Jeg går af nu"; fokus pokus, formandskamp i fokus.

Selve erkendelsen i slutløbet af, hvilke grupper af kontigentbetalende medlemmer, der ikke måtte stemme og bidrage med et "Nej tak, det er den her slags kommende ledersamtaler om tid, vi er gået ned på i første omgang", har også bidraget til lede og foragt for processen.

Man kan nemt føle sig til grin som lærer, når man læser overskrifterne på artikler om ja’et. Der er vitterligt ingen medier, der har haft set nuanceret på aftalen, før eller efter afstemningen. Ingen større dagblade eller tv-nyhedsredaktionen har interesseret sig for den kritiske faglige vinkel, man burde kunne forlange. Den fjerde statsmagt... Er UVM og KL fredet mon?

Det kunne være interessant at høre ja-sigerne om, hvad deres overvejelser har været. Er det virkelig kun ”jeg orker ikke en konflikt” eller ”jeg har ikke råd til at miste en ny månedsløn”; det kunne være interessant at høre, om det også er andet end resignation.

Vi får at vide, læg nu din skepsis til side, og det obligatoriske, "Nu skal vi se fremad!"

Er det ikke sjovt - eller tragikomisk - hvad 24.115 faktisk stemte ja til?

’Samarbejdsaftalen’ forpligter ikke engang en kommune til at skulle indgå en lokalaftale (for det ene år ad gangen), og der findes heller ingen definition på sådanne; så enhver lille ændring kan kaldes en lokalaftale.

Der er fortsat ikke noget maks. timetal for lærerne, og der er stadig ingen forberedelsesfaktor - begge dele burde være kernepunkter i en reel central aftale, og med 'samarbejdsaftalen' er det blevet cementeret. Lokalaftaler vil fortsat dreje vilkårene skævt landet over.

Aftalen forpligter dog ledelsen til at indskrive et estimeret tal for den samlede forberedelse (individuel OG team) i opgaveoversigten, men gad vide, hvilke tal vi typisk får at se der? Næppe 350 timers individuel forberedelse som ved fx A05; tallet kommer nok ikke meget op over 200 timer.

Således virker det, som om det nu kun bliver interessant at lede efter fordele for sig selv i aftalen; man ser på, er der for den enkelte isoleret set noget, der kan blive MIN overlevelse... I Ziegler-land er det alle mod alle, enhver er sig selv nærmest.

Men NEJ, vi tror på værdien af solidaritet. Og vi skal nok finde vores ben igen.

DLF bliver nødt til at anerkende, at 1/3 af medlemmerne (af de stemmeberettigede medlemmer) var imod aftalen, og det må have nogle konsekvenser i forhold til strategien fra DLF’s top.

Kunne der være en idé i at fastholde fokus på svaghederne i aftalen? At blotlægge kommunernes kommende forsøg på anvende alle hullerne i  schweizerosten. Tænk, hvis vi samlede erfaringerne med samarbejdsaftalen fra alle kommunerne - midt i deres del og hersk-lokalaftaler.

Lærerne knokler i morgen som i dag afsted for at nå deres alt for mange lektioner. Vi er mange i det hele taget i det offentlige, som løber stærkere end godt er.

Kravene vokser uden tiden til at opfylde dem følger med. Og børnene fanges i politikernes spind og spil… Vores inklusionsbørn lider fortsat under det hæsblæsende tempo i undervisningen, de ’almindelige’ børn keder sig til døde.

Hvorfor vi stadig fortsat kæmper for bedre vilkår? Vi kæmper for vores børn og deres fremtid.

For vi andre kan bare finde et andet job. Børnene er tvunget til at blive i KL’s regime med samarbejdsaftalens følger.