Foto: Les Kaner

Lærerne har ved urafstemning fået en arbejdstidsaftale, men ingen fejrer det. Hver tredje stemte nej. Mere end 12.000 lærere fandt ikke aftalen god nok til at stemme ja, trods anbefaling fra en samlet hovedstyrelse og så godt som alle lokale kredse af Danmarks Lærerforening.

Det bør selvfølgelig kalde på en omfattende selvransagelse hos os tillidsvalgte, som nu står med en splittet medlemsskare.

Men det er for letkøbt at stoppe der. For selvransagelsen bør være langt, langt større i Undervisningsministeriet og I Kommunernes Landsforening. Her glæder man sig over aftalen og taler om, at det er godt, at der nu kommer ro om arbejdstiden i folkeskolen.

Bag ordene og aftalen findes imidlertid et samfundsproblem langt større end lærernes arbejdstider.

For grunden til at ingen lærere fester, er den samme som grunden til at 12.000+ stemte nej. Folkeskolen er ude af balance. Forholdet mellem den tid læreren underviser, og den tid læreren har til at forberede undervisningen, er røget af sporet. Kvaliteten følger efter.

Da vi alle har gået i skole, ved vi, uanset hvad vi ellers mener om lærere, arbejdstids, fagforeninger eller undervisningsministeren, at en velforberedt lærer, er en god lærer. Og en uforberedt lærer vil få problemer med at holde niveauet. Det vil sprede sig til alle de andre problemer, der kan være i en klasse: uro, utryghed, stress og dårlig læring. Kære dig der læser dette. Du ved det er rigtigt. Du kan nok endda sætte navn på begge de lærere.

Så sådan har det altid været?

Forskellen er, at nu er ubalancen allestedsnærværende sat i system. Lærere underviser i gennemsnit 4 lektioner mere om ugen end før 2013. Tiden til at forberede er maximalt det halve pr lektion. Der findes ikke PR buzz ord, der kan dække over, at kvaliteten vil falde, andre problemer vil stige tilsvarende. Der er selvfølgelig meget, der fungerer godt, men er du i tvivl om det generelle billede, så finder du svarene i undervisningsministeriets egen evaluering af folkeskolereformen fra sidste år. Ingen tegn på bedre folkeskole dér. Og ingen betyder i denne sammenhæng ingen.

Dertil kommer et tiårs målrettet indsats for at øge antallet af elever i klasseværelserne i den danske folkeskole, så det nu er ganske almindeligt med 28 elever i alle klasserne, også i de små børns klasser. Heraf følgende endeløse klassesammenlægninger og skolesammenlægninger. Læg dertil en inklusionsreform som øger kravene til alle i klasselokalet, og ofte ikke hjælper de, der burde hjælpes. Jeg går ind for inklusion, men på betingelser, der har en chance for at føre til succes. Elevernes timetal er øget, mens antallet af lærere er faldet med over 5000.

3 kæmpe forandringer over et årti.

Alt i alt en folkeskole, der er ude af balance.

Tegnene på ubalancen er ganske tydelige. Søgningen mod privatskoler er stigende. Mest markant i kommuner der ikke har de største budgetter til folkeskole. Det samme gælder lærerne. De skifter job som aldrig før. Mange søger helt væk fra faget. Skoler får påbud på det psykiske arbejdsmiljø og tilfælde af trusler og vold mod lærere er stigende. Resultaterne i læsning, folkeskolens måske vigtigste læring, er faldende for første gang i 20 år. For blot at nævne nogle af de tydeligste tegn.

Når jeg skriver du, skriver jeg til dig der læser. Men jeg skriver også til et særligt du. Jeg skriver undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Jeg skriver til dig, fordi du har nøglerne til at vende denne udvikling. Dæk dig ikke ind under, at det nu er et kommunalt anliggende. Nogen af de grundlæggende ting koster dig ikke penge: De lange skoledage for små børn, den understøttende undervisning alle alligevel prøver at komme af med. Hvis det koster dig og dit parti lidt politisk stolthed, så er det faktisk en meget lav pris at betale.

Og jeg skriver til dig gode lærerkollega. Om du har stemt ja eller nej, så lad os stå sammen om, at folkeskolens ve og vel fortjener en plads i landspolitikken. Kvaliteten i undervisningen er et fælles samfundsanliggende.

Johan Elkjær

TR

Blågård Skole, København