Debat

Bedste afsæt for kommende forbedringer

Debatten fortsætter - og tak for den! Engagementet blandt DLFs medlemmer er nok det allerstærkeste vi har at bygge fagforening på. Det engagement, og så forhåbentlig et flertal for ja til arbejdstidsaftalen vil gøre, at vi har et godt afsæt til at skabe fremtidige forbedringer. Jeg mener ikke, at et flertal for nej vil give os et afsæt, der er lige så godt. Når jeg tidligere har givet udtryk for dette, er det af nogen blevet opfattet som om jeg forsøger at "skræmme" nogen til at stemme ja. Det ønsker jeg ikke at gøre. Jeg ønsker blot at fortælle, hvordan jeg vurderer situationen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der har været mange argumenter fremme for og imod den indgåede aftale om arbejdstid. Flere har også efterspurgt, hvilke konkrete forbedringer der er i aftalen.

Aftalen fjerner Lov 409 og giver følgende konkrete forbedringer:

Du får tid på forberedelsen på opgaveoversigten

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er et ledelsesansvar, at tiden til forberedelse ikke forsvinder og bliver brugt til andre opgaver. Hvis læreren alligevel oplever, at det sker, kan læreren få forberedelsestiden skemalagt.

Aftalen betyder 1-2 færre arbejdsdage om året fordi årsnormen nu er fastlagt til 1924 timer brutto

Alle lærere vil i fremtiden kunne gå 175 timer ned i tid og bevare den hidtidige pensionsindbetaling. Lov 409 betyder at det kun ville være lærere der i dag er 57 år der kan det.

Aftalen betyder at arbejdstiden skal gøres op for den enkelte mindst hver 3. måned, så man kan holde øje med om der fx er forberedelse nok. Lov 409 siger én gang om året.

Aftalen betyder, at elevpauser ikke længere kan indregnes til brug for lærerens forberedelsestid.

Derudover medfører aftalen nye bestemmelser for inddragelse af lærerne og deres tillidsvalgte, som gør, at din kreds, din tillidsrepræsentant og du og dine kollegaer i fællesskab skal høres ift prioritering af ressourcerne på skolen og i kommunen. Det er nyt og et langt bedre afsæt for at vi kan arbejde politisk for fremtidige forbedringer.

Dennis Kristensen - den tidligere formand i FOA siger i et interview til Folkeskolen, at hvis aftalen får et ja fra medlemmerne, så har vi en aftale "Hvor lærerne har fået nogle værktøjer til at generobre indflydelsen på deres arbejdstid."

Aftalen vil på den måde være en vigtig landvinding udover de konkrete forbedringer der er for den enkelte lærer.

Hvis et flertal stemmer ja, så indføres de konkrete forbedringer , og vi kan i fællesskab gå i gang med at forbedre arbejdsvilkårene ved at bruge de nye muligheder for indflydelse.

Hvis et flertal stemmer nej, så fortsætter Lov 409, og foreningen skal på sin kommende kongres beslutte hvordan vi så bedst muligt kan fortsætte arbejdet med at gøre arbejdsforholdene bedre for foreningens medlemmer.

Det er min klare vurdering at vi gør dette allerbedst på baggrund af at aftalen kommer til at gælde i stedet for Lov 409. Så jeg håber, du vil stemme ja.