I min søgen efter skolefaget musiks ældste historie sidder jeg med en bog og et hæfte mellem hænderne. Bogen er skrevet af Ingrid Markussen, er udgivet sidste år og hedder ’Sagens sande beskaffenhed – Ludvig Reventlows skolereform på Brahetrolleborg 1783-1801, set i lyset af en forældreklage’ og hæftet hedder ’Pades forsvarsskrift’. Jeg vidste i forvejen, at Reventlows tanker om skolens indretning var særdeles progressive for sin tid i 1700-tallets sidste halvdel, og jeg havde tidligere fundet denne formulering om sang i Reventlows instruks til lærerne på hans skoler: Skolen begyndes med Sang og Bøn, men med andægtig Sang og Bøn, ikke med adspredte Tanker og omløbende Øine, som Skoleholderen maa søge at forekomme, ved at formane Børnene til i Forveien at samle deres Tanker, og give dem en passende Indledning. Han vælger et Par Vers (…) som forklares dem, førend de synges, der maa skee langsom, tydelig og kun med maadelig Anstrengelse af Stemmen, thi ikke den er den bedste Sanger, som raaber meest, men de, som synge meest opbyggelig og med Følelse og Indtryk.

Citatet viser, at Reventlow vidste noget om, hvordan man synger, og at han havde en forventning om, at lærerne rent faktisk underviste børnene i at synge pænt og følelsesfuldt og ikke bare indpiskede salmevers, som man måske kunne have haft en forestilling om var tilfældet. Kunne der mon i dette omfangsrige materiale findes beskrivelser af, hvordan man i de reventlowske skoler underviste i sang ’med maadelig Anstrengelse af Stemmen’? Og så en forældreklage? Hører klager fra forældre ikke kun til i vores moderne curlingforældre-tid? Kunne der virkelig forekomme klager fra – hvad jeg forestillede mig var – undertrykte, formentlig mishandlede og groft udnyttede bønder? Der var således flere omstændigheder af nysgerrighed, der førte til, at jeg kastede mig over materialet.

Ingrid Markussen fortæller levende og ubesværet, engageret og grundigt om Ludvig Reventlows skolereform på de tre skoler, der udgjorde Brahetrolleborgs skoledistrikt og om tankerne bag reformen, der var inspireret af den nye filantropiske bevægelse, som satte barnet i centrum. Undervisningen var moderne og fremadskuende for sin tid og skulle være drevet af børnenes lyst til læring fremfor frygt og tvang, og lærerne måtte ikke straffe børnene korporligt på nogen måde. Derfor indskærpede Reventlow da også i sin instruks til lærerne, at:

alle haarde Straf-Instrumenter afskaffes aldeles, ligeledes maa ingen umaadelig Slag, Ørefigen, Stød eller Slag med Haanden, Riven eller Trækken i Haaret, Kniben i Ørene og saa videre paa nogen Maade have Sted.

Markussens historiefortælling er særdeles nærværende bl.a. i kraft af hendes undersøgelser af en lang række håndskrevne breve og dokumenter, ikke mindst skoleprotokollerne fra godsets skoler. Vi kommer til at kende og holde af denne Ludvig Reventlow, som uselvisk forsøgte at frigøre og oplyse bondebefolkningen, ikke blot i forhold til skolegangen for almuens børn, men også ved en række landboreformer samt ændringer af fattigvæsenet og som var demokratisk tænkende og handlende længe før det for alvor blev moderne. Vi er hos ham den ulyksalige dag i starten af 1796, hvor han helt uventet modtager en alvorlig klage over en af lærerne i sit grundigt gennemtænkte og tilrettelagte skolesystem. Han måtte ovenikøbet lide den tort, at klagerne - som var forældrene til 17 af børnene i Haagerup Skole - ikke henvendte sig direkte til Reventlow med deres utilfredshed, men i stedet gik til provsten, som gik videre til biskoppen, som sendte klagen til landets højeste skolemyndighed, Det Dansk Kancelli, som i et brev til Reventlow udbad sig en forklaring. Det var et højst uforudset og kujonagtigt bagholdsangreb og tillidsbrud.

Men Reventlow vil til bunds i sagen – ’sagens sande beskaffenhed’, som han formulerer det – og oprulningen af sagen, som varede det meste af et år, er fuld af intriger og konflikter og er fængslende som en kriminalroman samtidig med, vi får en indsigt i den pædagogiske og didaktiske tænkning hos den anklagede skoleholder Johannes Pade. På Reventlows opfordring havde skoleholderen nemlig udarbejdet et håndskrevet forsvarsskrift, som Ingrid Markussen beundringsværdigt har transskriberet og gennem Gærup Skolemuseum udgivet i et særskilt hæfte. I forordet til denne transskriberede udgivelse fra 2019 skriver Markussen: Pades forsvarsskrift er et enestående dokument i dansk skolehistorie. Ikke tidligere har vi mødt en lærer, som så indgående beskriver den undervisningsmetode, han benytter sig af. Det er en oplysningspræget undervisningsmetode, som nok har sin basis i religiøs tænkning, men tager afstand fra kirkens traditionelle udenadslære.

Hvad Pade var anklaget for af forældrene til de 17 børn i Haagerup Skole, skal jeg ikke afsløre her, men blot nævne, at opklaringen bl.a. trækker tråde til Pades i øvrigt dygtige forvaltning af sin lærergerning og langt ind i hans egne private gemakker. Vi hører Pades stemme, bøndernes, gejstlighedens og selvfølgelig Reventlows, men Ingrid Markussens historiefortælling er ikke bare en masse navne, begivenheder og årstal, men virkelige menneskers tanker, idéer, visioner, handlinger og følelser. Vi kommer helt ind i hovederne på nogle af de centrale personer, der kom til at spille en væsentlig rolle i den tids dannelses- og uddannelsestænkning og som udgjorde en del af klangbunden under de senere skolelove i 1814.

….nå ja, om der så stod noget om sang og musik? Næh, ikke ét eneste ord. Sang og musik VAR vigtig i Reventlows skoleprojekt, dog ikke som decideret fag, mere som en alment dannende samværsform, men det er en helt anden historie.

Ingrid Markussen: Sagens sande Beskaffenhed Syddansk Universitetsforlag 2019 447 sider

Pades forsvarsskrift Ved Ingrid Markussen Gærup Skolemuseum 2019 53 sider