Debat

Nej, nej og atter nej

De fleste indlæg, som anbefaler et ja starter i retning af: "Træerne vokser jo ikke ind i himlen", "Jeg holder mig for næsen, men jeg stemmer ja" eller "aftalen indeholder ikke meget godt, men min vurdering er, at den er en isbryder for kommende forhandlinger, og at et nej ikke vil give et bedre resultat." Det virker ikke helhjertet og mest af alt bygger ja-kampagnen på frygten for et nej.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I kreds 22 anbefaler vi at stemme nej med fordelingen 5 – 1.

Helt ærligt, vi kan da ikke sige ja til det her. Okay, denne aftale vil indgå i overenskomsten og erstatte lov 409, men vi er ikke sikret mod et urimeligt højt undervisningstal. Kvantiteten i din forberedelse er ikke sikret og kommunen er ikke mere forpligtet til at indgå en lokalaftale, end de er nu.

Aftalen giver ikke nogen rettigheder omkring de centrale forhold vedrørende vores arbejdstid. Der er ikke noget værn af betydning, men igen kun en masse ”gode” hensigter om samarbejde, tillid og indblik. Samarbejde kan måske bringe noget positivt med sig på længere sigt, men der er allerede gået 7 år. Vi har brug for en rigtig aftale nu.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

En arbejdstidsaftale handler i min optik altså heller ikke om samarbejde. Den danner en ramme, når samarbejdet, dialogen og forhandlingen er færdig og uenigheden står tilbage. Så træder arbejdstidsaftalen i kraft!

Som vores egen formand Ole Porsgaard skriver i indlægget her på siden "Et nej giver muligheder - et ja cementerer Lov 409": "Man kan vel egentlig også diskutere, om det overhovedet er en arbejdstidsaftale, når der ikke er aftalt noget mere konkret. I mine øjne er det stadig en Lov 409-aftale, men nu med ret til samtale. Måske burde man kalde det en samarbejdsaftale, hvor arbejdsgiveren bestemmer, hvis man ikke er enige. Ingen er forhåbentligt imod samarbejde, men når der ikke er skrevet rettigheder ind, vil skolelederen eller kommunen jo altid få det sidste ord."

Fair nok at vi forfulgte strategien i 2015 med samarbejdspapiret bilag 4 (selvom vi i kredsen også her anbefalede et nej). Fair nok at vi forfulgte strategien i 2018 med samarbejde om professionel kapital, Ny start og lærerkommissionen (selvom vi i kredsen også her anbefalede et nej). Nu står vi så her i 2020, 7 år senere, efter periodeforhandlingen, på bagkant af den længe ventede og lovpriste rapport fra Per B. Christensen fra arbejdstidskommisionen og begejstringen er til at tage at føle på – endda også på ja-siden.

Måske skulle man overveje, at når en strategi ikke virker, så skal man forlade den. Sandheden er desværre, at samarbejdsstrategien er endt i en blindgyde efter 7 år og der er altså brug for at sige fra nu.

Vi skal heller ikke være så bange for at sige nej til den her aftale. Vi ender langt fra sikkert i kamp og konflikt, som ja-siden vil have os alle til tro. For det første overgår vores arbejdstidsforhandlinger til OK21 med forhandlingsfællesskabet og Mona Strip i spidsen. Vi bestemmer dog selv, hvem der forhandler vores del, og en nyvalgt formand vil bibringe nye krav og en ny stil.

Internt fortæller vi toppen af DLF, at et flertal af os er uenige i "samarbejdssporet" og ønsker en anden mere kontant linje overfor KL og Christiansborg. Med et nej-flertal, får vi også udadtil klart og tydeligt vist befolkning, KL og Christiansborg, at vi ikke kan nøjes med en forhandlet hensigtserklæring.

Vi vil have en egentlig arbejdstidsaftale med centralt fastsatte normer, så vi sikrer ordentlige rammer om og fuldt fokus på kerneopgaven - god undervisning, elevtrivsel og tid til forberedelse. Og vi er faktisk villige til at tage kampen!

Og nej, en socialdemokratisk regering kan ikke politisk holde til at lockoute lærerne en gang mere. Folketinget og mange kommunalpolitikere vil også gerne have en løsning på lærerkonflikten fra 2013, og de vil opleve, at det forslag, der ligger nu, det er ganske enkelt ikke er godt nok til, at lærerne vil acceptere det. Der er ingen tvivl om, at de i disse dage sidder med krydsede fingre rundt omkring og beder til et ja fra os, så de kan ånde lettet op stille sig i rampelyset og melde "at nu er krigen slut, lærerne har selv stemt for den - Vi er tilbage på sporet!"

Bedre arbejdsforhold kommer ikke af sig selv og hvis det virkelig ender med en konflikt ved OK21, så er vi klar til det. Som Karsten Bräuner skriver i et super godt indlæg her på folkeskolen.dk "DLF har brug for en som Churchill", så har vi måske brug for at huske, at man godt kan og der nogle gange er brug for at kæmpe sig til tingene. Også selvom udsigterne er dystre.

Churchil, som Karsten skriver, "vidste jo netop, at når kampen først er i gang, så ændrer præmisserne for kampen sig, oddsene ændre sig, styrkeforholdet ændrer sig, psykologien ændrer sig, omverdenens syn på begivenhederne ændrer sig, respekten for underdogen stiger, frygten for overmagten falder, overvejelser om ret og rimeligt bryder frem og kræver at komme til deres ret."

Vi skal først stemme ja til en aftale, når aftalen har ægte værdi og fungerer som værn for vores medlemmer. Vi skal og bør have en landsdækkende central aftale om de vigtigste elementer i forhold til arbejdstid. Der skal og bør være nogle minimumsregler, som sikrer, at alle lærere har en mulighed for at løfte folkeskolen monumentale opgave.

Lad os nu lægge pres på KL. Lad os stemme nej.