Dette er sidste chance; hvis ikke vi selv insisterer på, at vores arbejde er mere værd (DLF gør det jo ikke for os) og kræver ordentlige forhold for os og dermed eleverne, så vil andre aldrig kunne forstå det.

Jeg har ingen tillid til de gode intentioner, som den aftale er pakket med.

Hele aftalen bygger på en antagelse om, at KL pludselig er blevet vores ven og at samtlige vage formuleringer vil kunne anvendes nøjagtigt som intenderet og vinde hævd i arbejdsretten. Enhver med bare en smule kritisk sans er klar over, at det er fuldstændig usandsynligt.

Har vi fået den bedste aftale, som er muligt, når vi har accepteret KL's ultimative krav som grundlag, ikke stillet krav selv og i øvrigt baseret vores forhandling på kommissionens anbefalinger, der ensidigt støttede modstanderen og helt fra starten forkastede alle tidligere arbejdstidsaftaler?

Hvis man fjerner flosklerne, så er der intet andet end LOV409 tilbage - bortset fra, at lærerne forpligter sig til samarbejde.

Samarbejdsaftalen er jo på ingen måde en arbejdstidsaftale, for den kan ikke stå alene, men kræver en lokalaftale uden centrale værn og uden at være juridisk bindende.

Og en central aftale om arbejdstid mellem DLF og KL SKAL kunne stå alene; for er man lærer i en kommune, der ikke har pengene, så vil man kun have denne centrale aftale at falde tilbage på.  

Så med dette har man ikke noget, der bare ligner en arbejdstidsaftale: Individuelle samarbejder om arbejdstiden er IKKE en faglig fælles overenskomst.  

Intet loft over undervisningstiden, ingen sikring af forberedelsestiden. Det bliver uden akkorder, kun over 60 timer opgøres. Man diskuterer i praksis ikke sin arbejdsopgave. Lederen fordeler. Man har intet værn.

Forberedelse ER og bliver dét eneste vigtige soloelement, der SKAL skabes plads til denne gang, men der sættes ikke en fast norm for forberedelsestiden. Altså ingen fast tid på eller beskrivelse af den allervigtigste opgave.

Hvem kan stemme det usolidariske forslag ned?  

Der er 45.438 stemmeberettigede lærere – for lærere uden arbejde må slet ikke stemme.

Folk, der har betalt kontingent i 25 år, men pt. er arbejdsledige, har ikke stemmeret!! Det er rystende og usolidarisk. Nyuddannede har heller ingen indflydende på deres kommende arbejdsliv.

Som pensionist har man ikke stemmeret, det er måske forståeligt, men de kan ikke engang deltage i - eller se - de digitale medlemsmøder! Heller ikke der er man åbenbart et rigtigt medlem.

Hvorfor har medlemmer af Hovedstyrelsen stemmeret, hvis det kun er medlemmer, der arbejder under Lov 409, der må stemme?! Det er usmageligt, at de samme mennesker har dømt andre ude fra afstemningen.

Ved sidste afstemning var der omkring 9.000, der slet ikke stemte. Gør det nu i dag – og stem NEJ.

Og hvad med præcedensvirkningen ud i fagbevægelsen, hvis vi stemmer ja? Mon ikke arbejdsgiverne vil kigge interesseret på denne decentrale model uden loft over noget som helst ved fremtidige overenskomstforhandlinger?  

De dårlige erfaringer, som gymnasielærerne har haft ved den aftale, forsøges nu overført til folkeskoleområdet - også her udnytter arbejdsgiverne forringede vilkår for et område og forsøger det overført til andre områder.

Men, kære Hovedstyrelse, alt det vidste I godt. I er også lærere, I kender jeres kolleger - så hvorfor er det så svært at kræve ordentlige forhold til menige lærere, når først man er blevet en del af fagmaskinen? Samarbejdssporet skulle være forladt, da vores forhandlere skulle acceptere KL's ultimative krav. Det var ikke i kongressens mandat. Og I skulle have været vores garanter nu.  

DLF er sammen med andre fagforeninger ved at blive arbejdsløse, fordi folk over hele linjen mener, at al forhandling bør ske i fordragelighed - og har glemt, at vi står på skuldrene af folk, der har sultet og mistet alt for at sikre et mere ligeværdigt forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Vi kan ganske enkelt ikke leve med den decentralisering, at TR - uanset hvor godt han gør det og med den tid han kan få - er ENESTE bolværk. Og når en leder fremlægger en plan på lærermødet, hvem tør tale imod og ønske bedre vilkår? Måske har TR endda nikket ja til planen på… Hvem har så lyst til på et lærermøde at underkende sin TR, hvis man som lærer føler sig presset på sin tid?  

Aftalen ’sikrer’, at hvis det hele bliver for urimeligt, kan vi hente hjælp udefra hos DLF og KL. Men hvilken presset lærer har egentlig lyst til at gøre sig uheldigt bemærket på en skole, hvor økonomien er presset?  

At arbejdsopgaverne skal fastlægges i dialog mellem ledelsen og lærerne, er den klassiske del og hersk-strategi. Alle problemerne med ressourcer, opgaver bliver en konfliktzone mellem lærerne, som ellers burde være hinandens stærkeste allierede. Vi vil ganske enkelt have en mere solidarisk aftale denne gang.  

Hvis som Hovedstyrelsen vælger at tro, at der kommer noget ud af det samarbejde og ikke vil kæmpe mere, så kan man sige ja. Man kan acceptere LOV409 med lederens fulde ret - og intet værn!

Fra ja-siden lyder det: "Jeg tror på, at kommunerne og deres skoleledere ønsker at skabe en god skole…. Jeg tror at de vil vælge undervisning og rimelig forberedelse..." - Jeg tror, jeg tror, jeg tror....

Men vi skal bruge faste, kontante arbejdstidsregler over for uendeligt merarbejde og dårlig ledelse - intet andet kan gøre det.

Samarbejde... ja. Men ikke som noget, vi skal håbe på og tro på som basis for vilkårene i hverdagen.

Ja-sigernes grunde er, om muligt, endnu mindre konkrete end aftaleteksten. Hvordan kan lærerne bruge den her tekst til noget som helst, når nu næste sparerunde kommer?  

For en tynd te er IKKE bedre end ingen kop te: Denne overenskomst bliver den, vi skal bygge videre på. Så foreløbig nej tak - vi prøver en gang til med nye krav frem mod OK21.

Ved et ja er der ingen fortrydelsesmulighed og ingen vej tilbage til en fælles overenskomst, en fælles folkeskole og til solidaritet blandt lærere.

Værdier... og temaer, hensigtserklæringer, håb og hede ønsker at blive forstået gør det ikke.

Vi SKAL fast grund under fødderne nu. Det kan gøres meget bedre end periodeforhandlinger på kommissionens præmisser tillod.  

Lad os prøve igen - uden at acceptere KL's og kommissionens påførte bindinger. Tilbage til bordet, tak.

Vi skal have klare værn, og det er tydeligt, hvor nødvendigt det er, når man læser aftaleforslaget:

Loft over undervisningstimetallet (på ugeplan, ikke årsgennemsnitligt), tid på alle opgaver (ikke kun opgaver på 60 timer; hvilken hån at sætte så høj en grænse) og en fast forberedelsesfaktor (ikke luftige håb om rimelighed).

Husk, at valget er simpelt denne gang. Du kan stemme nej, og så skal kongressen kortlægge sagen ved at spørge medlemmerne om, hvilke krav, de mener, der skal stilles til overenskomstforhandlingerne i 2021.

Og vi kæmper videre indtil sidste stemme er afgivet, for det er sidste chance for ikke at blive bundet af LOV409 for tid og evighed. Det er nemlig fravalget af denne aftale, der bliver et ja til muligheden for fremtidige ordentlige vilkår for lærerne. Det er et utrolig vigtigt signal.

Ledelse og hovedstyrelsen i DLF synes at have det som sit vigtigste formål at kunne sige, at de nu har indgået en arbejdstidsaftale med KL. At man som ledelse i DLF kan fortælle politikere og forældre, at man er lykkedes med at lave noget, der kan kaldes en arbejdstidsaftale.

Politikerne ønsker et ja, så de bare kan vaske hænder og sige: "Godt - nu er det overstået".

Lad et nej blive starten på en ny linje i fagforeningen, hvor vi står fast, kæmper og tager konfrontationen hvis nødvendigt. Vi vil stå meget stærkere til en kamp ved OK21 med et nej.

Husk, at et NEJ er et vink med en vognstang om, at DLF skal forhandle et bedre resultat hjem til overenskomstforhandlingerne i 2021.  

Vi kan stemme nej til ingentingstilbuddet, samle lokale krav og tage en god gedigen, vaskeægte fagforeningskamp mod en arbejdsgiver, der har snydt os i syv år.

Mon ikke, at dét vil give os noget - meget - mere end vi kan få nu? Som minimum vil vi få denne ’aftale’, hvis regering igen skal gribe ind.

Så alt peger på nødvendigheden af et nej.

Og desuden – Michael Ziegler skal ikke slippe afsted med det!