Blog
4   179

Farvel, Jørgen, og tak for din indsats

Abonner på nyt om Thorkild Thejsen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Vi er mange, der kommer til at savne Jørgen Stampe. Han døde i går efter et halvt års sygdom

Foto: Lars Just

”Jeg har lavet en liste over mennesker, jeg gerne vil nå at sige farvel til, mens tid er”, sagde Jørgen Stampe. Vi havde ikke talt sammen i flere år, men nu meldte han sig i telefonen. Lægerne havde diagnosticeret en aggressiv cancertumor i hjernen, og med afklaret ro fortalte han om sygdommen. Om den forestående operation og om medicinen, som betød, at han ikke kunne mærke sin træthed.

Artiklen fortsætter under banneret

Men han ringede først og fremmest for at tale om fælles oplevelser. Om ”vores med- og modspil”, kaldte han det. ”Du ved, Thorkild, at jeg sætter pris på begge dele”, tilføjede han.

Folkeskolen.dk’s redaktør bad mig skrive nekrolog. Den kan læses her:

Jørgen Stampe er død

Det er svært at sætte ord på et menneskes liv og indsats. Der bliver ved med at dukke minder op. Om Jørgens store indsats, om hans vedholdenhed, hans energi, humør og selvironi.

Jørgen Stampe var medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse i 20 år, og jeg arbejdede på fagbladet Folkeskolens redaktion i hele perioden, så vi har givet hinanden både med- og modspil. Det er blevet til mange gode samtaler - og til alvorlige meningsudvekslinger.

Jørgen brændte for den gode skole for både elever og lærere – den gode skole for alle. Og han var sikker på analysens og samtalens betydning for udvikling.

Jørgen var en god lytter og en god analytiker. Og han kunne i den grad også vise temperament, når han oplevede, at noget ikke var i orden. Som Folkeskolens redaktør gennem 23 år har jeg været så heldig at opleve hele hans register.

Ikke bare vred, men rasende

Det mindede vi hinanden om i en af sommerens telefonsamtaler. I mit langt fra komplette hjemmearkiv havde jeg nemlig fundet et notat fra en af de gange, Jørgen havde været på redaktionen og sige sin uforbeholdne mening. Min håndskrift er en læge værdig, men i transskribering står der i notatet blandt andet:

”Jørgen St kom ind på mit kontor og var, sagde han, ’ikke bare vred, men rasende’. Jeg havde behandlet et punkt ’stedmoderligt, ja direkte forkert og misvisende på lederplads’. Han virkede, i modsætning til, hvad han plejer, meget ophidset. Jeg var ’ensidig, unuanceret’ og var med til ’at bombe den pædagogiske diskussion 25 år baglæns’, sagde han”.

Jørgen kunne ikke huske skænderiet - eller ”diskussionen”, som han så venligt kaldte ordvekslingen - da jeg interviewede ham i april. Hans kommentar lød:

”Det må være en af de gange, jeg lukkede døren, inden vi begyndte at diskutere. Dit herlige notat får ingen klokke til at ringe. Det var – og det er – mit princip, at jeg siger det direkte til den eller dem, jeg er uenig med. Sådan har det så også været, da du bombede diskussionen 25 år bagud”.  

Vi grinede meget, da jeg interviewede ham over telefonen. Og karakteristisk for Jørgen endte diskussionen også dengang i 1990’erne med en opblødende latter, fremgår det af mit notat. Det slutter nemlig sådan:

”Heldigvis kom vi til at grine begge to, da jeg hev min liste frem og fortalte, at med fradrag af hans 25 år, var debatten om skolen nu tilbage ved 1806. Altså ved Reventlowerne og før Grundtvig og Kold”.

Jørgens professionsideal

Til den seriøse del af erindringerne om Stampes indsats hører det, der i 2002 blev til DLF’s professionsideal, som han selv var meget stolt af.

I 2014 interviewede jeg en lang række personer, der har præget DLF. En af dem var selvfølgelig Stampe. Han var formand for pædagogisk udvalg i otte år - det, der nu hedder undervisningsudvalget. Her kunne han rigtigt udfolde sit talent, og der diskuterede og udviklede de det, der blev til professionsidealet. Om arbejdet fortalte han dengang:

”Det starter med, at jeg initierer, at vi skal have en professionsetik. Vi må gøre noget for som fagforening at sætte ord på vores arbejde og vores ansvar. Vi laver en konference og inviterer sociologen Lone Scocozza, som holder et langt historisk foredrag om, at det hænger sammen med lægernes deroute efter Anden Verdenskrig, hvor de ryger meget ind i det her med etiske regler. Og det er ikke kun godt. For hun slutter konferencen med at spørge, om vi stadig vil have en professionsetik”.

Problemet var og er, sagde Jørgen, at ved at aftale nogle etiske regler, sætter man en barre, og så bliver det ”godt nok” blot at nå over den. I udvalgets fortsatte arbejdet, og på et af deres seminarer satte filosoffen Jørgen Husted fokus på dilemmaerne. ”I dialogen med Husted går det op for os, at det er nødvendigt at sættes ord på, hvad professionen skal kunne og er etisk forpligtet til. I stedet for at tænke i etikregler”, huskede Stampe.

Det spor arbejdede de så videre ad og diskuterede med medlemmer und omkring i hele landet. I 2001 skrev han i Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse blandt andet:

”Udgangspunktet for foreningens udkast til professionsideal er en tolkning af folkeskolelovens mandat. Grundopgaven for læreren er at give sit bidrag til hver enkelt elevs værdifulde vækst og give hver eneste elev mulighed for at forlade skolen med en følelse af, at han eller hun dur – på sin egen måde – og med respekt for og blik for kammeraternes måde at du på.

For at kunne det, må læreren tilbyde sig ikke bare som underviser over for sine elever, men som et nærværende menneske, der ikke kun interesserer sig for barnet som elev, men også som en unik person. Læreren må tilbyde sig som et levende menneske, som også er formidler, vejleder – som en personlighed, der står for noget. Et spændende menneske, der er værd at have som forbillede. En der ved, hvad han gør, der kan, hvad han gør – og gør, hvad han kan. En voksen der kan noget, som barnet ikke kan endnu, men som barnet gerne vil kunne bl.a. på grund af den gode følelsesmæssige kontakt.

Læreren skal også være en professionel, der vedkender sig sin rolle som medopdrager og derfor påtager sig at være rammesætter og en voksen modpol, der både magter at være der og magter bevidst at træde til side, så eleven selv kan komme til at udvikle sin personlighed.”

Et år efter vedtog kongressen idealet. Det kan læses på dlf.org:

Professionsideal for Danmarks Lærerforening

Umættelige krav

Der er meget at mindes, når det gælder Jørgen Stampes store indsats. For eksempel om psykologhjælpen til pressede medlemmer, som blev vedtaget, mens han var formand for organisationsudvalget – det, der nu hedder arbejdsmiljø- og organisationsudvalget.

Fra Jørgens allerførste år - som lærer, som skolevejleder, sikkerhedsrepræsentant og kredsstyrelsesmedlem i Gladsaxe - var han optaget af arbejdsmiljøets betydning. ”Lærerarbejdet indeholder kimen til det mest meningsfulde arbejde i hele verden, men bagsiden af medaljen er retten til at opfylde umættelige krav”, er en sætning han har gentaget i adskillige taler og artikler.

Derfor var han med til at igangsætte det såkaldte projekt Rampa, Rådgivning af Medlemmer med Psykiske Arbejdsmiljøproblemer. Det begyndte som et pilotprojekt sammen med seks lokalkredse, men efter halvandet år blev det landsdækkende, og i DLF’s sekretariat blev der ansat socialrådgivere til at tale med medlemmerne og eventuelt visitere dem videre til lokale behandlere. Succesen var overvældende, ”hvis man kan kalde det en succes, at så mange havde brug for hjælp”, som Jørgen sagde. Men det var en kæmpesejr for ham, Fordi foreningen nu kunne yde meget konkret hjælp til lærere, pædagoger og ledere, der følte sig psykisk pressede i skolehverdagen.   

Men, men, men - en form for religion

Jeg kunne fortælle meget mere. For eksempel om Jørgens evne til at fange en situation og gøre den til en illustrerende eller ligefrem eksemplarisk anekdote. Jeg kunne fortælle om ham om den skrappe debattør på konferencer, som så om aftenen kom anstigende med sin klarinet og var med til at lave mødet om til en fest.

Jeg vælger også at fortælle lidt om Jørgen som den tidligere kommunist, der på én gang kunne tale om det positive, han havde fået ud af tiden i partiet - og om problemerne.

”Jeg var medlem af DKP et år længere, end jeg havde lyst til. Jeg havde været med til at støtte Ole Sohn som formand, derfor blev jeg. Der var fandeme mange gamle stivnakker, der skulle gøres op med”, fortalte han i 2014. ”Og”, fortsatte han, ”jeg var aktivt med i partiets lærerfraktion i årevis. De ti år i træk, hvor vi havde uddannelsespolitisk skoling på Den Røde Højskole med dygtige lærerkræfter som Vagn Rabøl og Hans Pendrup, lærte jeg rigtig meget”.

Men han egen fortælling stopper ikke der. Der følger som så ofte nuanceringer med. Jørgen var 31 år, da han meldte sig under de røde faner, og det var godt at have tyngde i sine livserfaringer, inden mødet med de garvede frontkæmpere, opdagede han: ”Jeg var heldig, at jeg ikke kom ind i DKP som ung. I 1973 var jeg 31, så masser af gange har jeg gået på tværs på de møder, vi i øvrigt holdt nede i vores kælder. Jeg har været så heldig, at jeg har kunnet holde min personlige integritet hele vejen igennem”.

Men Jørgen var også glad for det fællesskab, han havde fået lov til at opleve. ”Men”, fortsætter han så, ”jeg vil godt skrive under på, at det også var en form for religion. Men hold da kæft, hvor var det vigtigt at få de dimensioner med fællesskabet ind - i modsætning til det individualistiske og snobbede miljø, jeg oplevede på Virum Statsskole. Det var fantastisk vigtigt at synge nogle sange sammen. Fællesskabet var vigtigt. Det gav styrke”.

Profession handler også om åbne diskussioner

Men tilbage til fagpolitikeren Jørgen Stampe. Jeg vil slutte med at fortælle om hans forhold til fagbladet Folkeskolen. Da han var formand for pædagogisk udvalg, delte redaktionen ikke alene adresse med DLF’s sekretariat. I nogle år holdt vi til på den etage, hvor Jørgen havde kontor, og ikke helt sjældent kom han hen og satte sig på gangen ved vores kaffemaskine. Både for at læse vores mange aviser, men, som det er fremgået, af og til også for at diskutere eller kritisere det, der havde stået i bladet og på folkeskolen.dk.

I april i år interviewede jeg ham om vores uenigheder og om han opfattelse af Folkeskolen. Han var som altid klar i spyttet. Om den redaktionelle uafhængighed sagde han:

”Jeg gik og går ind for, at lærernes fagblad skal rapportere om hele skolen, og at journalisterne skal skrive nuanceret og kritisk om de pædagogiske og fag- og skolepolitiske uenigheder. Der skal være plads til alle stemmer, både når det gælder fagpolitik og pædagogik, derfor skal redaktør og redaktion være uafhængig af foreningens ledelse.

Ja, jeg har været stolte på jeres, på Lærerforeningens og lærernes vegne, når I på Folkeskolen har fået den ene fornemme pris efter den anden for jeres kritiske journalistik. At være en profession handler også om åbne diskussioner, derfor skal bladet og det tilhørende netmedie være frit, men selvfølgelig også kunne kritiseres”.

Som tidligere redaktør var det selvfølgelig chokolade for øregangene, så det var svært at være kritisk interviewer. Mit opfølgende ikke-spørgsmål lyder derfor lidt spagt: Jeg husker et par gange, hvor du har været meget utilfreds med mig eller en af journalisterne.

”Og så har jeg svaret jer, som regel med et indlæg eller ved at fortælle jer det direkte. Når jeg var uenig med Martin Rømer, med Jørn Østergaard eller Anni Herfort som formænd, har jeg fortalt dem det. Og når jeg har været uenig med dig som redaktør, har jeg sagt det til dig”.

Jeg forsøgte igen med dette spørgsmål: Er der ikke forskel på at være uenig med dine politiske mod- og modspillere og med redaktøren?

Jørgen svarede sådan:

”Ikke for mig. Jeg har sagt min mening begge steder. Der er selvfølgelig principiel forskel på at skændes med Jørn om UFØ’re-aftalen og med redaktøren om, hvad der har stået i bladet. Jørn var tidligere elektriker og tænke i tid. Han forstod simpelthen ikke, at lærerarbejde ikke bare kan tælles op. Der var jeg enig med Henrik Nielsen, der også var med i hovedstyrelsen en periode. Han brugte en analogi om skuespillere. Når Henrik var i teateret, så han om forestillingen var god, men han var ligeglad med, hvor længe skuespillerne havde forberedt sig. ’Det samme gælder for lærere’, sagde han. ’Der skal være tid og plads til at forberede undervisningen’.

For fagbladet gælder, at der skal være tid, plads og frihed til, at journalisterne kan gå i dybden med alle de komplicerede forhold, der virker ind på undervisning og på lærernes muligheder for at udføre deres arbejde”.

Tak for din store indsats, tak for at have kendt dig, Jørgen.

Vi er mange, der kommer til at savne dig, dit engagement og din stemme i debatten om skolen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

De bedste professionsbachelorprojekter og pædagogiske diplomprojekter

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.270 andre er allerede tilmeldt

Det faglige netværk Lærersenior er for lærere, som er pensioneret eller på vej dertil. I samarbejde med fraktion 4 - pensionisterne i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
710 andre er allerede tilmeldt