Debat

Vi er Danmarks stærkeste fagforening, og vi skal ikke være bange for nogen.

Vi bør stemme ja til A20, og vi skal bruge den til at skabe en alliance med KL. Den skal være vores fælles platform, når vi skal sikre lærerne ordentlige arbejdsforhold. Først gennem gennemsigtighed og rimelighed og siden gennem forbedret økonomi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har besluttet mig for at stemme ja til arbejdstidsaftalen A20. Jeg stemte ellers nej til kommisionen i 2018.

Alt hvad vi taler om når det gælder arbejdsforhold trækker tråde tilbage til 2013. Det værste år i dansk skolehistorie - uden sammenligning.

Vi blev ofre for en smædekampagne, et politisk komplot, økonomisk pression og til sidst et lovmæssigt overgreb af uhørte dimensioner. Jeg får tårer i øjnene af at skrive det, og alt i mig gibber efter at gribe til vold og smædetale mod Corydon, Ziegler, Antorini, Vilhelmsen og de andre bødler over folkeskolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Nu skriver vi 2020 og i det store hele er vi ikke kommet videre på midtbanen, nemlig de overordnede overenskomstforhandlinger. Til gengæld har vi kontraangreb i gang på fløjene. I den ene side er folkestemningen (og dermed politikernes meninger) rykket voldsomt til vores fordel, som følge af de stadigt tydeligere negative effekter af skolereformen og Lov 409. Og i foråret blev de spillet helt fri af en lærerstand, der i Coronaskolen har vist hvordan det kan være, hvis vi får magt som vi har agt.

Op langs den anden fløj har lærerkredse i over 80 kommuner nu lavet lokale aftaler som i større eller mindre grad afværger de værste følger af Lov 409. Lokalaftaler, som flere steder har været med til at mildne det mildt sagt anspændte forhold mellem kommune og lærere. Det har nemlig vist sig at det også for kommunerne har været en fordel med aftalte forhold, frem for en ridefogedinspireret leder på hver sin skole, med fuldt fokus på ledelsesretten og alt dens væsen.

Inde på lægterne - eller måske ligefrem trænerbænken - ser jeg en lærerflok som er engageret i at genrejse folkeskolen. Det kan godt være at det lige nu udmønter sig i en heftig, og til tider uskøn, debat om hvorvidt den foreliggende A20 kan bringe os videre med det projekt. Men bag de hårde ord gemmer der sig jo kolleger der uanset side brænder og græder for folkeskolen. Der er så meget hjerte at enhver fra de gule fagforeninger ville blive helt mundlam over at se det.

Kan A20 så bruges til noget?

A20 indeholder nogle små forbedringer i forhold til tydeligheden i vores opgaveoversigt. Den indeholder nogle små forbedringer på rettigheder f.eks. en permanentgørelse af (den desværre lidt udvandede) seniorreduktion. Det er ikke de ting, der imponerer mig.

A20 indeholder også et samarbejdsspor, som er det bølgerne nok går højest omkring. Der er ingen minimumstimetal og indhegnede puljer. Derimod er der en pligt for kommuner og ledere til at synliggøre prioriteringen mellem alle de ting jobbet indeholder og vægte dem konkret.

Økonomien er akilleshælen.

I ved det godt men: Det skyldes at Lov 409 er den reelle finansiering af skolereformen, som udvidede timetallet med ca. 15%, uden at tilføre ekstra midler. Udover at det er uretfærdigt og ulovligt at gøre dette, så har det også ført til 7 års skænderier blandt os lærere, fordi ingen forhandlet aftale kan vinde pengene tilbage, og skolereformen bliver ikke sat til afstemning blandt os.

Pengene kommer ikke, for der er ingen steder at tage dem fra. Derfor skal timetallet sænkes igen. Det er ikke noget vi kan tvinge igennem alene, så vi har brug for stærke allierede. Den stærkeste vi kan finde er KL, og efterhånden er de nok også klar til at kæmpe for en skole der passer til ressourcen.

Jeg tror på at kommunerne og deres skoleledere ønsker at skabe en god skole med god undervisning. Jeg tror at de vil vælge undervisning og rimelig forberedelse over A.P. Møller projekter og diverse indsatsområder som er groet frem på ´konsulenters skriveborde - når først konsekvensen af deres egen prioritering bliver tydelig.

Jeg tror også på, at Danmarks Lærerforening, med en organisationsgrad omkring 95% og et tæt lokalt netværk, er stærk nok til at løfte den opgave der ligger i at skabe gode forhold via samarbejde. Vi er Danmarks stærkeste fagforening, og vi skal ikke være bange for nogen!

Alligevel så tror jeg ikke vi kan kæmpe ressourcerne tilbage til folkeskolen, uden at vi kommer til at trække sammen med KL - det er jo også i deres interesse at have en folkeskole med en ressource der svarer til ambitionen.

Jeg ser A20 som enden på begyndelsen. Den skal være vores platform, når vi skal sikre lærerne ordentlige arbejdsforhold. Først gennem gennemsigtighed og rimelighed og siden gennem forbedret økonomi.

Det var svært at skrive dette - overgrebet i 2013 fylder stadig meget for mig, og jeg må decideret tvinge min logik frem i førersædet når jeg skal skrive om KL som en allieret. Men det skal de blive.

HUSK AT STEMME!

MVH Kresten D. Andersen, TR Klostermarkskolen i Roskilde og KS-medlem i Roskilde Lærerforening.

Powered by Labrador CMS