”Vi har aldrig - som I aldrig nogensinde – haft en aftale som den her.” Den pointe er én af flere, jeg nu har brugt i diskussionen og debatten med medlemmerne om den nye aftale til de faglig klub-møder, jeg som kredsformand i Rødovre har deltaget i. Og den pointe skræmmer, får mange til at spørge, om vi overhovedet kan have den tillid til KL, aftalen forudsætter i samarbejdet. Pointen indgyder også håb og mod på at kunne og ville forandre den virkelighed, som rigtig mange af os har oplevet siden 2013. En virkelighed, der alt for ofte har været præget af ledelsessvigt, mangel på gennemskuelighed og indflydelse, for knappe resurser og et fravær af det samarbejde om folkeskolens udvikling, vores profession har i DNA’et at ville være en del af. I debatten med medlemmerne i Rødovre bliver der draget paralleller, sammenlignet med lokale forhold, husket på solidariteten med de af vores kollegaer, der ikke har lokale aftaler og ordnede forhold, og der bliver sågar diskuteret tidligere aftaler helt fra 1993 og frem til nu. Det er vigtigt, vi får det hele med, for min oplevelse er, at medlemmerne endnu engang viser og praktiserer den interesse og viden, der gør os så afsindigt stærke, som jeg mener, vi er i Danmarks Lærerforening. Det, jeg beder medlemmerne til de faglige klubmøder afgøre, når de skal forholde sig og tage stilling til den nye aftale, er, om de mener, at aftalen er et nyt og bedre fundament at bygge lærerarbejde på end Lov 409. Om aftalen har det i sig, vi i fællesskab mener, er nødvendigt for, både nu og fremover, at der kan arbejdes for forbedringer og nye muligheder for medlemmerne, Om aftalen kan være en medvirkende faktor i den udvikling af folkeskolen, som vi kan stå på mål for.  Og medlemmerne får naturligvis min vurdering. En anbefaling om at stemme ja, jeg står 100 % ved.

Som Hovedstyrelsesmedlem anbefaler jeg også den nye aftale. Aftalen skal efter min mening hverken oversælges eller påtvinges noget medlem. Aftalen skal debatteres på så nøgternt og retvisende grundlag som muligt. Samtidig er det min vurdering, at arbejdet for forbedringer for medlemmerne ikke er gjort med denne aftale, men med denne aftale har vi genskabt et nyt og stærkt fundament, vi også fremover kan bygge rammer for lærerarbejdet op på. Det kommer til at stille meget store krav. Til skoleledere og til de centrale forvaltninger på kommunalt niveau, men så sandelig også til kredse, til tillidsrepræsentanterne og medlemmerne. Aftalen vil først få betydning, når vi i fællesskab og i solidaritet med hinanden på skole-, kommune- og nationalt niveau løfter vores professionelle viden ind i det resursegrundlag, der skal omsættes fra den kommunale resurseudmelding til den enkeltes opgaveoversigt. Det er først, når aftalen omsættes fra samarbejdssporet og bestemmelserne i aftalepapiret, at forskellen vil kunne mærkes for det enkelte medlem. Og det vil tage tid. Forandringen vil ikke komme af sig selv. Det bliver et langvarigt forløb, som stiller krav til os alle – men det ved jeg, at vi kan løfte i fællesskab og solidaritet med hinanden.

For første gang siden 2013 har vi en legitim ret og en stemme, der skal indgå i beslutningerne om brugen af resurser og dermed også om folkeskolens udvikling. Danmarks Læreforening, kredsene og tillidsrepræsentanterne har i aftalen nøglepositioner. Det er vigtigt, og jeg ser det som den største landvinding ved denne aftale. Det begraver definitivt det ledelses- og styringssyn Lov 409 stod for. Det er ikke ledelsesdefinitionen af ”de fremmeste blandt lærere”, der skal høres og have indflydelse. Det er kollektivet. Det er fagforeningen. Heri er der efter min vurdering et løft af vores anseelse og respekten for os som profession, som vi skal gribe og bruge fremadrettet.

Aftalen i klassisk overenskomstforstand indeholder også nogle forbedringer, om end de naturligvis ikke er skrevet af Danmarks Lærerforening selv. De er – som aftaler er og skal være – formuleret sammen med KL. Burde fx bagatelgrænsen være lavere end 60 timer? Ja, og det er da et af de punkter, jeg mener vi skal drøfte på kongressen, i kredsene, på faglig klub, og som vi ikke må glemme. Omvendt ved vi ikke med sikkerhed, at denne grænse bliver et problem, før vi har arbejdet med aftalen og omsat den til dagligdagen hos medlemmerne. Årsnormen, varslings- og opgørelsesbestemmelserne og retten til at få defineret, hvad forberedelse indeholder, at kunne få den skemalagt, hvis man oplever den forsvinder samt at få den estimerede tid på opgaveoversigten har en resursemæssig værdi. Det har den permanente ret til aldersreduktion mod lønnedgang, men med pensionsopfyldning også.

”Resultater for medlemmerne – også på arbejdstiden” var ét af tre områder, jeg i efteråret gik til valg på ved Hovedstyrelsesvalget. Direkte citeret fra en video, jeg lavede, er: ”En arbejdstidsaftale, der genskaber det fælles fundament for det vigtige arbejde, medlemmerne gør hver eneste dag. En central arbejdstidsaftale er for mig både en resursesikring med arbejdstidsbestemmelser og især også en forhandlingspligt på alle niveauer. Jeg har selv været med til at foreslå og kæmpe for en ny start for medlemmerne, for samarbejdet med vores arbejdsgivere og for folkeskolen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at opnå et resultat, medlemmerne vil kunne mærke i hverdagen.”

Jeg mener, det vigtigste, medlemmerne skal kunne regne med fra deres tillidsvalgte, er, at de siger, hvad de gør og gør, hvad de siger, efterlever vores idealer og respekterer vores principper og politikker. Jeg skal i det, jeg er med i, kunne se mig selv og medlemmerne i øjnene og kunne både forklare og forsvare det, Danmarks Lærerforening lægger navn til og sender til afstemning hos medlemmerne. Det mener jeg at efterleve i mit arbejde i Danmarks Lærerforening og i mit bidrag til det resultat, der nu er lagt frem. Med det vil jeg anbefale medlemmerne at stemme ja.