Blog
0   8

Sydhavskonger og inuitter og khoikhoier

Abonner på nyt om Litteratur, lærdom og læreruddannelse i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Når man læser børnebogen "Sørøvere i Grønland" i 2020 er det ikke kun den spændende sørøverhistorie, der er værd at følge. Det er også den helt uproblematiske omgang med racebetegnelser, racefordomme og beskrivelserne af etniske minoritetsgrupper, der er spændende læsning. En af nordboerne er blevet fredløs (han har gjort en pige gravid, en pige af langt højere socialklasse end han selv er), og nu er han flygtet ud i isørkenen, hvorefter ingen har set ham. Eller nogen har set ham, det står således: ”Men der er flere, der har set ham. Han holder til med en flok skrællinger, og om vinteren bor han vist i den forladte fjeldgård i bunden af Østfjorden. Folk heromkring kalder den for Kolgrims gård, og ingen bryder sig om at komme på de kanter.”

Sydhavskonger og inuitter og khoikhoier

Pippi er ikke specielt skoleparat, det bliver hun aldrig, men den dag hun forsøger sig som skoleelev er eleverne ved at lære multiplikationstabellen. Det finder Pippi er spild af tid, og hun siger: ”Jeg har klaret mig godt uden nogen pluttifikationstabel i ni år, siger Pippi. Så det gør jeg såmænd nok også i fremtiden.” Hun ligger heller ikke søvnløs ved tanken om, at hun ikke kan antallet af hottentotter i hele verden: ”… tænk om jeg netop har lært, hvor mange hottentotter, der findes, og en af dem så går hen og får lungebetændelse og dør – så er det jo forgæves alt sammen. Og så sidder jeg der og er overhovedet ikke ”En Virkelig Fin Dame.”

Sådan står der i en (min) ældre version af Pippibøgerne. Nu er både hottentotter og negerkongerne ændret, så fortællingen om Pippi ikke hindres for læsere, der hellere vil læse, hvor mange khoihoiere der findes. Uanset om man pluttifikerer eller lægger sammen, så er antallet af khoikhoiere i hele verden et sted mellem 55.000 og 100.000; mens der kun findes en enkelt sydhavskonge, der er far til Pippi. Der er mange, mange fortællinger til såvel børn som voksne, der kunne have brug for en renselsesproces, hvis man skal undgå at genere nogen. Pippibøgerne har fået luget ud i de betegnelser, der kunne støde nogle læsere. Halfdans Rim og Remser er også blevet renset for hottentotter og negerdrenge.

Alt bliver venligt og vasket.

Artiklen fortsætter under banneret

Sådan er det ikke i Kirsten Bangs børnebøger, der udkom i årene 1944 – 1996. ”Sørøvere i Grønland” fra 1963 er en af hendes bøger fra Grønland. Som uddannet lærer rejste og underviste hun i Østgrønland i et par år før Anden Verdenskrig. ”Lars i Østgrønland” er en del af ”Junior-serien”, hvor også ”Sørøvere i Grønland” er med.

Kirsten Bang rejste overalt i verden, hun havde stor kærlighed til det grønlandske folk, og hun interesserede sig særligt for menneskene i de mange lande, hun besøgte. Det er godt at vide, når man læser børnebogen fra 1963. Den indledes sådan: ”Denne fortælling foregår i Grønland omkring år 1420. På den tid levede endnu efterkommere af de islandske og norske tilflyttere, der i Erik den Rødes kølvand omkring år 1000 drog over til den nyopdagede store polarø, der engang lå ubeboet hen.” Så er man ligesom sat ind i en tidsramme, og hovedpersonen Erik Thorkelson, bonden på Foss, skutter sig i kulden og venter på at sønnen vender hjem fra jagt. Han venter også på bedre tider, han venter på præsten, og han venter som alle i bygden på et skib fra Island. Der kommer skib, men det er sørøvere, og det er i sig selv en spændende historie.

Når man læser bogen i 2020 er det ikke kun den spændende sørøverhistorie, der er værd at følge. Det er også den helt uproblematiske omgang med racebetegnelser, racefordomme og beskrivelserne af etniske minoritetsgrupper, der er spændende læsning. En af nordboerne er blevet fredløs (han har gjort en pige gravid, en pige af langt højere socialklasse end han selv er), og nu er han flygtet ud i isørkenen, hvorefter ingen har set ham. Eller nogen har set ham, det står således: ”Men der er flere, der har set ham. Han holder til med en flok skrællinger, og om vinteren bor han vist i den forladte fjeldgård i bunden af Østfjorden. Folk heromkring kalder den for Kolgrims gård, og ingen bryder sig om at komme på de kanter.”

Skrællinger er de indfødte, der er hedenske og øver troldom og giver sig af med troldtøj. Nordboerne møder dem til tider i ganske fredelige sammenhænge, men der er ingen samhandel eller kommunikation mellem dem, førend Akraluk (en skrællingedreng) bliver bindeled mellem de to folk. Akraluk kommer med Erik Thorkelsons søn (der hedder Thorkel, hvad ellers?) og det viser sig, at han er snild og snar og redder en farlig situation, da sørøverne ankommer med skib og søger at plyndre bygden.

Alt ender godt. Det kan roligt skrives, thi der kan ikke være mange, der har ”Sørøvere i Grønland” på læselisten. Ved bogens slutning står Throkel og Akraluk ved rælingen på det, der førhen var et sørøverskib. Nu sejler de mod Island og nye muligheder. Alt er godt.

Det spændende i bogen er, at man udover spændingsfortællingen, også får et indblik i en tid, hvor man havde et andet verdensbillede og en anden forståelse af menneskenes forskellighed. Kirsten Bang er ikke racist, hun var levende optaget af mennesker overalt i verden, men hun skrev børnebøger i 1950’erne og 1960’erne, og dengang så verden således ud, når man var børnebogsforfatter i Danmark.

Bøger er en del af kulturhistorien. De må læses ind i konteksten, hvori de blev skrevet. Derfor er det interessant, at der ryddes ud og skrives om i Astrid Lindgrens og Halfdan Rasmussens tekster. Netop de to store forfattere skriver (som Kirsten Bangs) med afsæt i en humanisme, der søger at gøre verden til et bedre sted for børn, voksne og alt levende.

Hottentotter og negerkonger og skrællinger er en del af den kulturelle kontekst. Bøgerne kan snildt læses med sydhavskonger og inuitter og khoikhoier, men det giver ikke helt det samme blik tilbage i verden.

P.S. Kirsten Bang (1908 – 2003) rejste overalt i verden og har skrevet om det i sine mange bøger. Hendes første lange rejse gik til Østgrønland, hvor hun var huslærer. 60 år senere besluttede hun sig for at gense det sted og de mennesker, som hun skrev sine første bøger om. Filmen ”Gensyn med Østgrønland”  er Kirsten Bangs oplevelse af den forandring et lille folk har gennemgået i hendes egen levetid. Det særlige ved filmen er dog Kirsten Bang. Uanset hvor og hvornår i verden hun lærer mennesker at kende, Ammassalik, Holte eller Nepal, så er de først og fremmest netop mennesker.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.261 andre er allerede tilmeldt

Historie- og samfundsfagsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for de to fag. I samarbejde med foreningen Falihos.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.400 andre er allerede tilmeldt

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
358 andre er allerede tilmeldt