Debat

Nej

Derfor skal du stemme "nej".

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF og KL har indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Aftalen skulle gerne være et kompromis mellem de to parter og en ramme, der sikrer lærerne mulighed for at lave en god undervisning. Samtidig skal den også være så tydelig, at den kan bruges i tilfælde uoverensstemmelser mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Aftalen har intet af det ovennævnte, og vi bør derfor stemme klart nej. Den ligger meget tæt op ad den forhadte lov 409, og med uforpligtende ord som ”samarbejde” og ”tillid”, men uden nogen form for sikring af den nødvendige forberedelsestid, er det reelt en blåstempling af lov 409. Det er faktisk svært at se, hvad det er DLF er kommet i gennem med.

Mange fremhæver nødvendigheden af at få en central aftale, og det er de færreste naturligvis uenige i. Men det er som om, det at få en aftale er blevet vigtigere, end selve indholdet. DLF og KL har ikke kunnet blive enige i 7 år, så mon ikke lærere kan klare det lidt endnu, hvis det skulle blive nødvendigt. Hvad vi ikke kan klare, er at sige ja til en aftale, som på ingen måde kommer os i møde. Dertil kommer, at nogle kommuner muligvis vil opsige deres lokalaftale, hvis der kommer en central aftale.

I aftalen er der gode intentioner og formuleringer om samarbejde, men er det overhovedet nødvendigt, at det står i en aftale. Er det ikke en forudsætning for at kunne lave en god skole, at vi alle kan samarbejde om opgaven? Hvordan kan vi været nået dertil, at det er et fremskridt, at vi er enige om, at vi skal samarbejde? Nogle vil sikkert fremhæve, at der er kommuner og skoler, hvor samarbejde ikke er en naturlighed, men hvis det er sandt, og det tror jeg, det er, så vil disse skoler og kommuner nok heller ikke opleve de vage formuleringer i aftalen som en forhindring for at fortsætte, som de gør.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I aftalen er beskrevet, at undervisning kræver forberedelse, og at denne forberedelse kræver sammenhængende tid og ikke må ligge i frikvarterer. Tænk at det overhovedet er nødvendigt at skrive det…! Hvis vi ikke får nogen sikring af vores forberedelsestid, ender det med, at eleverne sidder og glor ned i en portal, hvor forlaget har truffet alle valgene for læreren. Det får vi ikke dygtige elever af.

Det står beskrevet i aftalen, at det ikke er meningen, at vi skal rende og tælle tid, og det har mange af os nok en vis sympati for. Men at lederne fremover ikke skal sætte tid på opgaver under 60 timer i opgaveoversigten er uforståeligt. Det er en kendt praksis, i den kommune hvor jeg er ansat, at nogle ledere ikke sætter tid på alle opgaver, også selvom de kender tallene. Hvordan en sådan manglende åbenhed på nogen måde er befordrende for tillid og samarbejde, det forstår jeg ikke. Men nu er det blevet en del af en central aftale.

Man fornemmer allerede nu en begejstring blandt politikere, hvis det lykkes at få ro i Folkeskolen, for de ved, hvilken betydning det har, for at få skolen til at lykkes. Et ”ja” er derfor vores vigtigste og måske eneste våben.   

Der skal meget mere på bordet, hvis jeg skal stemme ”ja”.

Stem ”nej”.

PS: Min lærerkreds anbefaler et "nej". 

Powered by Labrador CMS