Debat

Tanker om et Nej eller et Ja.

Tillid og samarbejde. Det er de to ord/grundpiller den nye aftale mellem DLF og KL står på. Vi skal altså have tillid til hinanden og gennem samarbejde nå frem til den bedste aftale for regeringen, kommunerne, skolen og lærerene.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nuvel, så lad os se på hvilke tiltag der er gjort for at genoprette tilliden mellem Regeringen og KL på den ene side og DLF og lærerene på den anden side. Det er jo gratis at sige, at man vil genetablere tilliden og samarbejdet, mens det kræver noget mere at opbygge tillid og samarbejde ved at vise at man gør noget andet end sidste gang.

Det er vel uden tvivl bevist i bogen ”Søren og Mette i benlås”, at lockouten af lærerene i 2013 var planlagt længe i forvejen, baseret på udtalelser fra partitoppen i DF og SF samt ”en lille fortalelse” af Helle Thorning. KL stod med alle kortene på hånden fordi regeringen blandede sig i overenskomstforhandlingerne, og sammen skrev de drejebogen for lockouten med Bjarne Corydon som ”Gamemaster”. DLF havde ingen chance overhovedet.

Pernille Rosenkrants-Theil har så heldigvis efterfølgende klart og tydeligt sagt ”undskyld” og taget regeringens fulde del af ansvaret for misæren – hun kaldte jo forløbet for ”uskønt”, og så kan man vist ikke sige det mere tydeligt end det. Så er den ligesom klaret. Lad os nu kigge fremad og glemme fortidens skærmydsler, og vi lærere og DLF skal jo også være imødekommende og arbejde for sagen. Husk på, at vi jo har tillid til hinanden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

KL indgik i 2015 en aftale med DLF gennem forståelsespapiret, og i 2018 lavede de undersøgelseskommissionen, så man kunne få belyst problematikkerne nærmere. Forståelsespapiret gik bl.a. ud på at lærerene skulle have en samtale med deres ledelse om årsopgave-oversigten, så man sammen kunne se om der var sammenhæng mellem opgaver og tidsforbrug. Der er så stadig lærere, der endnu har denne samtale til gode. Men, nu er det jo også blot fem år siden at man aftalte dette, og alle ved jo, at ting tager tid. Så hvis vi blot har lidt tålmodighed, så skal vi såmænd nok få den samtale på et tidspunkt. Og så er det jo godt at vi har tillid til hinanden, som vi kan støtte os op ad indtil det sker.

Undersøgelseskommissionen nåede så også, efter nogle års undersøgelse, frem til, at tillid og samarbejde var nøglen til at lægge skærmydslerne bag os. Så skulle det ligesom være bevist uden et gran af tvivl. Tillid er bare løsningen på det hele.

I mellemtiden er der jo så også indgået lokalaftaler i kommunerne, og det er jo ganske fint. Ja, det vil jo sige i de fleste kommuner. Der er jo nogle, der ikke lige har kunnet nå det på de 7 korte år der er gået siden 2013. Bl.a. Michael Zieglers egen kommune Høje-Taastrup. Men, manden har jo også haft travlt og siddet i møder med Anders Bondo og en masse andet. Jeg er sikker på at en lokalaftale står på Michaels to-do liste, han er bare ikke nået ned til punktet endnu. Vi skal jo heller ikke glemme, at Anders kender Michael rigtig godt og har tillid til ham, så burde vi lærere ikke være lidt mindre pernittengryn og have det samme? Tillid er jo nøglen til løsninger.

Nu er vi så fremme ved 2020, hvor vi igen skal møde hinanden i et samarbejde og have tillid til, at begge parter vil gøre det de siger. Og hvilken tillid er der ikke lige tale om her! Der er nemlig ingen aftalte værns regler. Der er intet krav om, at man skal skabe overblik over sin faktiske arbejdstid ved at lægge tidsforbruget på alle opgaverne sammen og se om det i sidste ende går op med de 1924 timer som en lærer skal arbejde på et år. Nej, sådan noget er nemlig unødigt timetælleri og overblik over dit tidsforbrug er noget opreklameret bavl. Vi skal blot have tillid til hinanden om at det nok passer ganske fint. Gør det ikke, så må vi jo tage os en lille snak om det, men hvordan man vil nå frem til enighed når man ikke må bruge konkrete tal, det er så lidt svært for mig at forstå. Nu er jeg så heller ikke fagforeningsmand, og det kan sagtens være at jeg overser noget.  Desuden er det jo godt, at vi har tillid til hinanden, og hvis det ikke virker, så har kommunen jo ledelsesretten og det sidste ord. Så vi skal såmænd nok finde en løsning på det problem.

Hvis du efter at have læst ovenstående tænker:

- at KL og regeringen har vist at de gennem tillid og samarbejde vil videre sammen med DLF og lærerene mod ”fagre nye tider”.

- Mener at dette er det første skridt på vejen til en ordentlig arbejdsaftale som vi så nok får forhandlet os frem til i løbet af de næste par årtier.

- Grundlæggende tror at denne aftale vil forbedre dine arbejdsforhold.

Så ser jeg ingen hindring for at du stemmer ja til aftalen. Hele hovedstyrelsen i DLF har jo tillid KL og synes det er en god aftale, så måske skulle du også have det.

Men det kan også være, at du, som jeg, tænker:

Jeg er stadig lidt skeptisk på om KL nu, denne gang, lever op til deres del af aftalen.

Jeg er lidt bekymret for at sige ja til noget uden værns regler.

 Jeg har ikke helt den samme grad af tillid til KL og Ziegler som Anders og hovedstyrelsen har.

Jeg synes måske ikke at Pernille R.T. var helt overbevisende i hendes ”undskyldning”, eller at regeringen har påtaget sig deres del af ansvaret.

Jeg tror nødvendigvis ikke at denne aftale giver mig bedre arbejdsforhold.

Jeg tænker at et par årtier nok er lidt lang tid at vente på den helt rigtige og gode aftale.

Ja, så bør du nok stemme nej i stedet for.

Men i sidste ende er det jo din egen mavefornemmelse, der afgør hvor du sætter dit kryds, og ultimativt dit helt eget valg.

Powered by Labrador CMS