Jeg bliver igen mødt af en del skuffelse og manglende forståelse for min stillingtagen til A20 – præcis som det var tilfældet med OK18. Det er nok ikke så mærkeligt, og jeg har det faktisk overordentligt svært med at svigte folks tillid, men jeg ville have det endnu sværere med at anbefale noget, jeg ikke kan stå inde for. Der er for mig forskel på at ændre på sine værdier og idealer og at ændre på sine analyser og handlinger. Ikke mindst som lærere bør vi anerkende, at mennesker udvikler sig på baggrund af nye indsigter og erkendelser. I en hastigt foranderlig verden er der overhængende fare for, at man gror fast i noget, der er forældet, hvis man ikke bevæger sig.

Kritikpunkterne er flere, og jeg vil herunder forsøge at give mine bemærkninger til to af dem.  

A20 er usolidarisk - vi efterlader nogen på perronen

Vel er vi forskellige - fra Århus til København, fra Gedser til Skagen - men vi er først og fremmest lærere af hjerte og medlemmer af den samme fagforening. Vi skal anerkende forskelle i temperament, sindelag, politisk overbevisning og kommunaløkonomiske betingelser - men vi skal afholde os fra at dyrke forskellene og gøre en dyd ud af dem. For der er langt mere som samler, end adskiller os. 

Vi har som arbejdstagere kun én mulighed for at opnå kollektive aftaler og rettigheder. Og det er, at vi står urokkeligt sammen, hvilket slet, slet ikke er let. Vi skal nemlig forsøge at favne alle medlemmer; fra de, som på det nærmeste er klar til at gå i krig for vores idealer og arbejdsvilkår, til de, som synes, at selv den mindste forbedring er bedre end ingenting.

Jeg anbefalede selv et nej til OK15 og bilag 4. Det gjorde jeg, fordi det var for uforpligtende, og fordi jeg dybt ind i hjertekulen er drevet af ønsket om til enhver tid at levere bedst muligt for medlemmerne: Kollektive, ordentlige, arbejdsvilkår.

Viden og indsigt giver dog bedre udsigt, og jeg har måttet forstå og erkende, at den decentralisering og ressourcemæssige skævvridning af folkeskolen, der blev indledt med kommunaliseringen i 1993, har vidtgående betydning for vores aftalemuligheder og handlerum. Således skal vi huske, at der også under de centrale aftaler - UFØ, A05 og A08 - var markante niveauforskelle på arbejdsvilkårene i kommunerne.

A20 sikrer ikke ensartede arbejdsvilkår over det ganske land, men er den nødvendigvis usolidarisk af den årsag? Man kan vende det om at sige, at hvis vi forkaster aftalen, bliver på Lov 409 og går mod forhandlingerne ved OK21 uden en sikkerhed for, at det medfører et bedre resultat, kan det i sidste ende vise sig at være et langt større svigt af de dårligst stillede - og dermed mere usolidarisk.  

Det er faktuelt, at resultatet ved OK18 - hvor vi slog ind på samarbejdssporet med KL - har givet betydelige gennembrud i mange kommuner. I flere af de kommuner, som vi - lidet flatterende - har betegnet som "de sorte pletter på landkortet", er der indgået aftaler. De er ikke guldrandede, men før OK18 havde vi nærmest troet, at det aldrig ville komme til at ske. Jeg taler om kommuner som Kalundborg, Køge og senest Herning. Derudover har vi kunnet se en klar tendens til, at de lokalaftaler, som er blevet genforhandlet, har vokset sig stærkere.  

Jeg har efterhånden drøftet A20 med et hav af kredsformænd, og billedet er tæt på entydigt. De kredse, der på papiret har de dårligste vilkår, vurderer, at A20 vil give dem håndtag til at levere konkrete vilkårsforbedringer, som de ikke har været i nærheden af siden 2013. Flere kredsformænd udtrykker faktisk, at de ”har hænderne over hovedet”, men undlader at udtrykke sig sådan i respekt for, at det helt forståeligt kan være svært at gennemskue og få øje på som lærer. Én fortalte sågar, at kommunen allerede havde udtrykt, at aftalen betyder, at der skal forhandles en faktor, fordi skolelederne ikke vil vurdere den enkelte lærers individuelle forberedelsesbehov. Det er da en kollektiv sejr - og jeg er overbevist om, at det vil sprede sig.     

Mit budskab er, at man bør orientere sig bredere og søge dybere indsigt, før man konkluderer, om aftalen er solidarisk eller usolidarisk.

A20 er ikke en 'rigtig' overenskomst

Meget vand er løbet i åen siden OK13, 15 og 18, tiderne ændrer sig, og sammen med dem vores analyser, muligheder og strategier. Det er ikke forkert at bevæge sig, men vi skal gøre det bevidst og i fællesskab. Ellers mister vi styrke, samhørighed og sammenhængskraft. Her må vi nok erkende, at vi som forening har et udviklingspotentiale, hvad angår kommunikation.  

Vi har muligvis været for dårlige til at forberede vores medlemmer på, at denne aftale ville blive et nybrud. Om den viser sig at være gal eller genial, er der ingen af os, som kan vide, men da jeg tror på samarbejdet om skolen og ikke kan få øje på egentlige alternativer, vælger jeg at tro på, at vi med denne aftale (også) er i gang med at udvikle overenskomstsystemet og forhåbentlig vil se tilbage på det som en nyskabelse, der har vist sig at give enorm værdi.  

Under alle omstændigheder er det medlemmerne, der skal afgøre, om Hovedstyrelsens analyser og vurderinger er tilstrækkelig fornuftige til, at man kan bakke op om A20. Det håber jeg, fordi vi med denne aftale slår ind på et spor, som vi har ønsket at vende tilbage til siden 2013.