Debat

På vej eller på afveje - mine bevæggrunde for et "ja"

Når en enig hovedstyrelse nikker ja til den forhandlede aftale om lærernes arbejdstid, er det jo indlysende, at jeg også er endt med at godkende aftalen. Det vil jeg gerne forsøge at belyse mine bevæggrunde for.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle ved, at vores situation er den, at vi siden 2013 har været uden aftalte vilkår om vores arbejdstid, men arbejdet efter Lov 409, som på ingen måde sikrer ordentlige arbejdsvilkår. Det virker til, at der blandt nogle har været en forventning om, at det vil være muligt at gå fra Lov 409 og ingen aftale til en fantastisk aftale i et hug i denne omgang. Den forventning har jeg ikke haft, men jeg skal blankt tilstå, at jeg havde håbet, at vi kunne have fået nogle tydeligere sikringer af fx forberedelsestiden end vi er endt med. Havde jeg/vi skrevet aftalen alene ville den utvivlsomt se anderledes ud, og vi er med denne aftale ikke nået endeligt i mål. Det medgiver jeg gerne.

Hvorfor ender jeg så alligevel med at sige ja? Det er der primært to årsager til.

For det første er denne aftale i min optik bedre end alle realistiske alternativer i den nuværende situation i forhold til at bringe os hen til den aftale, som jeg helst vil have. Reelt var der vel blot to andre mulige veje at vælge. Vi kunne ende periodeforhandlingerne uden resultat og derpå håbe, at Forhandlingsfællesskabet og Mona Striib kunne sikre os en aftale, der minder om de aftaler, som andre faggrupper har. Det er muligt, at det vil kunne lykkes, men en sådan aftale vil hverken sætte grænser for undervisning eller normer for forberedelse. Alternativt skulle vi håbe på, at vi i OK21 ville kunne konflikte os til den aftale, vi vil have, medmindre KL om et halvt år skulle ønske at give os den via forhandling. Jeg kan på ingen måde se, at nogen af de to veje vil bringe os tættere på vores slutmål end den indgåede aftale gør.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

For det andet, så er der i aftalen både en række gode perspektiver og reelle fremskridt, der gør, den er et skridt frem, som er værd at tage, selvom det ikke indeholder de konkrete tal, der vil gøre det lettere for os alle at se forbedringerne. Blandt forbedringerne kan nævnes følgende: Aftalen giver på ny lærerne en kollektiv stemme og TR en tydelig position. Det giver ikke resultater af sig selv, men har et stort potentiale i forhold til nu. Individuel forberedelse kommer langt mere i fokus end virkeligheden har været for mange lærere de senere år og både skoleledelse og kommune kommer til at skulle stå på mål for deres prioriteringer af lærernes arbejdstid. Derudover er overgangsordningen for aldersreduktionen gjort permanent, så man fortsat som 60-årig kan nedsætte arbejdstiden med 175 timer årligt med deraf følgende lønnedgang, men med fortsat fuld pensionsindbetaling fra arbejdsgiver. Det er ikke nok til, at jeg står med armene over hovedet, men det er nok til, at jeg vurderer, at det med afstand er det bedste alternativ i den nuværende situation.

Min opbakning til aftalen står jeg helt og holdent ved, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg også er skeptisk over for, hvordan den vil blive udmøntet. Lov 409 var et totalt opgør med lærerne som kollektiv og tillidsrepræsentantens position blev forsøgt svækket. Det kræver en enorm kulturændring blandt mange ledere og i mange kommuner – jeg er selv kredsformand i en af dem – at levere på den aftale, der nu ligger foran os. Jeg tror ikke på, at det kommer til at lykkes alle steder uden kamp, men med en aftale har vi pludseligt noget at støtte ret på, når vi møder en arbejdsgiver, der forsømmer sit ansvar. Det har vi ikke haft på samme måde de sidste 6 år, og det er en af de store gevinster ved at komme tilbage på aftalesporet. Når vi er der, har vi en fortsat opgave med at udbygge og forbedre aftalen, så den ender med at være en aftale vi kan være tilfredse med, og ikke blot en aftale, som har perspektiver.