Vi har brug for hinanden

Hver dag lærer jeg noget nyt af mine kollegaer. De ser løsninger, som jeg ikke ser. Det gør de, fordi vi er forskellige. Nogle gange kan det være hårdt at indse, at mine kollegaer har en bedre løsning end mig. Men lukker jeg deres perspektiver ind, udvider de min horisont og gør mig klogere. Lige så vel som vi alle har brug for vores kollegaer, så har vi også brug for vores ledere, vores kredse og vores kommuner. Og de har brug for os. De ved tydeligvis ikke, hvad der foregår i en hektisk skolehverdag med et propfyldt skema. Vi ved til gengæld heller ikke noget om, hvilke muligheder der er for folkeskolen set fra deres perspektiv. Hvilket økonomisk råderum, de arbejder ud fra. 

Økonomien spænder ben

Alle de ønsker jeg har for min undervisning, ved jeg godt ikke kan finansieres. Også selvom det blot drejer sig om små beskedne beløb. Folkeskolen har ingen penge, men forventningerne er stadig tårnhøje til både børn og lærere. Derfor har jeg et håb og et ønske om, at vi sammen kan blive klogere på de udfordringer, som folkeskolen står overfor. Jeg tror, at vi sammen kan bringe vigtige perspektiver i spil fra de forskellige steder, hvorfra vi anskuer folkeskolen. Jeg vil dog påstå, at lærere er de klogeste. Vi ser nemlig, hvilken påvirkning politiske nedprioriteringer af folkeskolen har på både elever, lærere og forældre. Det er kun os, der kan se det og forstår det, fordi det er os, der lever i den virkelighed. Politikerne kan blot vende det døve øre til. Men det skal være slut. Folkeskolen er ikke bare de bygninger vi er i. Folkeskolen er de personer, der brænder for den, og som er med til at holde den i live hver dag. Men vi er ikke noget uden de rammer, vi bliver givet. Folkeskolens forskellige aktører bliver nødt til at kigge hinanden dybt i øjnene og samarbejde. Det kan kun gå for langsomt. Det går ikke længere, at beslutnigner bliver truffet hen over hovedet på lærerne. Vi brænder for Danmarks børn og for vores folkeskolen, og derfor skal og vil vi være med til at påvirke de beslutninger, som bliver truffet for vores arbejdsliv og for vores folkeskole. Ikke blot for vores egen skyld, men for elevernes skyld. Eleverne er ikke noget uden os. Men vi er heller ikke noget uden eleverne. Vi bliver nødt til at skabe en folkeskole, som vores elever og lærere kan og vil være i. 

Et skridt i den rigtige retning

Jeg ser denne aftale, som en udstrakt hånd, og ja, der er sket mange ting siden 2013. Jeg var ikke lærer dengang, og jeg kan ikke helt sætte mig ind i, hvordan det virkelig var. Men jeg er lærer nu, og jeg brænder for mit fag, for mine elever og mine kollegaer. Vi får ikke sat tal på alt, men vi vinker farvel til lov 409. Det er argument nok i sig selv. Jeg vil stemme ja. Ikke for at læne mig tilbage og stille mig tilfreds med, sådan som tingene er ude i folkeskolen i dag. Jeg vil kæmpe videre. Tale op og dele min mening. Men jeg tror ikke, at vi får en bedre aftale, som tingene og økonomien er nu. Ingenting vil nogensinde rykke noget, før der bliver sat flere penge af til folkeskolen. Derfor giver det ikke mening at vende ryggen til en aftale, der kan give os bedre arbejdsforhold, mens vi kæmper videre for folkeskolen. Hvad er alternativet? At vi beholder lov 409, og hvad så? Penge vil ikke blive tryllet frem i forhandlinger mellem KL og DLF. De penge skal sættes af i Finansloven, og derfor må vi lægge pres på vores politikerne. Tænk, hvis vi kunne få kommunerne til at forstå, at folkeskolen har brug for flere penge. Tænk, hvis kommunerne pludselig forstod os og forstod, at det ikke handler om lærerne, men om folkeskolens fremtid. Folkeskolen er en demokratisk institution, derfor skal vi selvfølgelig også udnytte muligheden for at bruge vores stemme og gøre en indsats for at påvirke vores arbejdsforhold og folkeskolen i en bedre retning. Det bliver nødt til at ske lokalt først. Demokratiet bliver nødt til at foregå mere end hvert fjerde år i stemmeboksen. 

Stem ja til mere demokrati 

Jeg mener, at aftalen lægger op til en mere demokratisk tilgang til nogle af de problemer, som vi sidder med i folkeskolen. For lange skoledag, for lidt forberedelse, for få penge. Nogle af problemerne ville kunne løse sig selv, hvis vi bare blev lyttet til. Det kunne være et tættere samarbejde med kommunen og kredsen ville bære andre ting med sig. Jeg håber og tror på, at kommunen vil træffe nogle bedre beslutninger, hvis de har en større indsigt i lærernes hverdag. Hvis vi sammen lægger pres på kommunerne, kan det være, at kommunen lægger pres på længere oppe i systemet. Der er ingen tvivl om, at det var nemt at tage en beslutning inde på Christiansborg, langt væk fra de danske folkeskole, om at lave et lovindgreb i 2013. Politikerne havde jo ingen idé, hvilken betydning det fik for mine kollegaer, der var lærere på det tidspunkt, og som stadig har betydning for mig og for mine elever i dag. De kiggede kun på økonomien. Vi skal have dem til at kigge en anden vej. Det skal ikke være så nemt for dem at træffe sådanne beslutninger. Lærerne, kommunerne og kredsene skal se hinanden øjnene og stille krav til, at der bliver taget ansvar for vores folkeskole. Så lad os starte med at sige farvel til lov 409 og begynde at opbygge et forpligtende samarbejde. Aftalen synes måske ukonkret og som en masse luftkasteller, men hvis vi ser på den med et mere positivt syn, kan den have en kæmpe stor positiv betydning for folkeskolen.