Blog
0   12

Fingeraftryk - indflydelse og smudsige fingre

Abonner på nyt om Jens Raahauge i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

I forbindelse med mit blogindlæg om vores store poet Peter Poulsen har Mikael Munch-Brandt bedt om mit besyv vedrørende forholdene på tærsklen til en overenskomst. Her er ottende refleksion.

Når man brænder for noget, vil man gerne have sat sine fingeraftryk på dette 'noget'. Det hedengangne lærerråd var et udtryk for, at vi som lærere ønskede at være med til at forme skolens hverdag og indhold, og man må begræde, at denne indflydelse i en forhandling blev solgt for en ret linser: lidt mere i lønningsposen og utålelige arbejdsforhold med fingeren konstant på ufø-kuglerammen. På den anden side stod en modpart, der brystede sig af højskolesind, men vis sin scient.pol.uddannelsen havde fået klistret et handels- foran højskolen - og i øvrigt havde sine ideosynkrasier over for alt, der lugtede af kollektive vilkår. Så måske var det det bedst opnåelige. Men en dlf-formand fik smudsige fingre.

Jeg noterer dette, fordi den, der påtager sig at kæmpe for en sag, sjældent får alle ønsker opfyldt, men til gengæld næsten altid får lidt snavs på hænderne. 

Faktisk kan jeg kun komme i tanker et eksempel, hvor en har haft fingrene i fadet og trukket dem renere op: Sonny fra 8., som altid mødte i skole med beskidte hænder, men som kom i praktik som bager og derpå kunne fremvise den blødeste , lækreste, reneste hænder.

I det tidlige forår udkom Dansk Sproghistorie. Dansk i brug, bd. 4, hvori jeg  havde fået til opgave at skrive om vores modersmåls vilkår i skolen fra de første læseplaner og frem til i dag. Det var et forunderligt deja vue, fordi jeg på vegne af Dansklærerforeningen har haft fingrene med i spillet, når lejlighed bød sig. Jeg har set mig selv som en ildsjæl, der ville faget det bedste - både i den overordnede fagpolitik, som lærer og som skoleleder. Ved alle de korrektioner, der har været i den tid, hvor jeg har været med, har jeg i mine årsberetninger noteret vores landvindinger, men når jeg så ser hele udviklingen sådan lidt fra over, kan man lige så vel påstå, at alle landvindingerne er blevet opnået inden for et politisk og institutionelt flow, der har givet os mere styring, øget kontrol og mindre rum for lærernes udøvelse af deres profession. Det vi står i lige nu, har været undervejs længe, og trods mange ihærdige bestræbelser er det ikke lykkedes at skabe et skolesyn, der gjorde skolereformen og dens overgreb umulige. 

Artiklen fortsætter under banneret

Kort tid før sin død skrev min forunderlige dansklærer på seminariet, Finn Horn, til mig: "Ja, det var en tidsparentes, vi mødtes i.... Nu er der et hav af mennesker, der ikke sætter pris på den". Måske havde han ret, men jeg henter styrke i digteren Vagn Steens herlige digt: "En parentes kan (ikke) bruges til noget". For mig at se er det den tid, hvor skolens udvikling skabtes i lærernes møde med eleverne, der har skabt vores velstand og vores tillid til hinanden. Og det vi har fået med den instrumentelle top-down-reform er dybest set en trussel mod begge dele. 

Og nu er spørgsmålet, om jeg fortryder, at have haft fingrene i fadet og opdaget, at de er blevet tilsmudsede. Svaret er et entydigt nej, for dels hører det for mig med til at være lærer, at man søger at påvirke sine faglige og professionsmæssige arbejdsvilkår, så de bliver bedst mulige, samt at man søger at holde fast i de tilgange, som man har set er bedst for elevernes faglige og personlige udvikling. 

Jeg hæfter mig ved PHs sætning i "Man binder os for mund og hånd", "men man kan ikke binde ånd". Og så længe tilpas mange holder ånden i hævd, vil den kunne fremkaldes som udslag af vores livgivende indflydelse i den enkelte lektion, på den enkelte skole, i den enkelte kommune og måske i vores land, hvis vi får fat i lampen og gnider ihærdigt på den med vores beskidte hænder.     

Og hvorfor så ikke bare blive lønarbejder i den kompetenceskole, som dybest set vil kunne klares med en langt kortere læreruddannelse. Fordi ingen, der har valgt lærerprofessionen kan levere under ånd. Og for at citere en anden PH-vise, Humanistens vise: "Jeg ved at den der opgir har i hvert fald tabt".    


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.278 andre er allerede tilmeldt