Blog
0   2

"Liv Life Leben Vie Love" En ny udgivelse af Mette Vedsø

Abonner på nyt om Litteratur, lærdom og læreruddannelse i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Det er en af de bøger, dansklærere må glæde sig over. Sproglig spændvidde, præcis i persontegningen og med et tema, vi alle kender til: Alting forandres. Alt skifter. "Liv Life Leben Vie Love” er udgivet på Jensen & Dalgaard 2020. Mette Vedsø er forfatteren og Naja og Taxa kan man også møde i romanen ”Hest Horse Pferd Cheval Love”, der har fået Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur og bogen er nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris).

Liv Life Leben Vie Love 

”Hest-isme.

Det er der vist ikke noget, der hedder, selvom Naja vil være ret så meget ekspert.”

Naja er hovedpersonen i Mette Vedsøs bog: ”Liv, Life, Leben, Vie, Love”  (eller vælg en anden rækkefølge på ordene, de står i en ”Sød-Tøs-version” på forsiden af bogen. Naja er vild med heste, hun kommer på rideskolen så ofte som muligt. Her passer hun Brandy. Silke, hendes veninde, har til opgave at passe Gisly. Før, altså før i tiden, var det Taxa, der var Najas bedste veninde. Nu er Taxa videre. ”Taxa er fyldt femten nu. Så behøver hun altså ikke at tælle ned. Taxa er først med det meste.”

Artiklen fortsætter under banneret

Silke er en helt anden slags pige end Taxa (der jo egentlig hedder Vanessa, men hendes far kører taxa, så derfor kaldes hun selvfølgelig Taxa). Silke er ikke ”først med det meste”, men hun er klog, smart, og Naja er sikker på, at hun får en tjekket fremtid. ”Det er, som om Naja kan se Silkes liv i en krystalkugle. Hun bliver sådan en, der kan klare en stor flok unger og et tjekket lederjob og alt muligt andet samtidig.”

Bogen er med små kapitler, der alle indledes med en lillebitte sart valmue. Nogle kapitler er lange, andre ganske korte. Et af de korte lyder sådan: ”Fortid.

Nutid.

Fremtid.

For altid.

Mens tid er.

Når tiden rinder ud.”

Det er bogens tema, at alt har sin tid. Tiden går, mennesker forandrer sig, relationer forandrer sig, tiden går, men man husker jo fortiden. Til tider husker man fortiden på forskellig vis. Naja tænker meget over det. Hun tænker i det hele taget en hel del. Hun skriver noget af det ned i sin grønne bog. ”MIT LIV, MY LIFE, MEIN LEBEN, MA VIE”, skriver hun for eksempel. Naja tænker meget over Silkes måde at tage tilværelsen på. Silke er med i alt: rideskolen, elevråd, klaver, young-debaters, kor og ”hot-spot-environment” og klimakampen og …. Mens Naja bliver helt træt, hvis hun skal mere end én ting. Sammen med Silke forsøger Naja at blive mere klimabevidst, og hun tager med til en demonstration.  Det er en udfordring. ”Da Naja går ud af toget og op ad trapperne, tænker hun: Hvor må det være dejligt nemt at være hest”. Silke møder mange mennesker, hun kender, og så møder Naja pludselig Taxa. Det bliver et herligt gensyn: ”Naja, min elskede Brandymus, siger Taxa og hopper op og ned, og så hopper Naja, de hviner, de laver ansigter og vipper med knyttede hænder. Kattepoter. Det er som at hoppe tilbage i en tid, der ellers var forbi.” Taxa er anderledes, ser Naja: ”Selvom Taxa er helt sig selv, er der også noget, der er anderledes. Før var hun bare Taxa. Nu er hun Taxa, der godt ved, at hun er Taxa.”

Taxa fortæller om Michelle fra opholdsstedet Solsikken. Michelle begik selvmord. Lige pludselig, og da Naja spørger til det siger Taxa: ”Alle siger, man skal snakke om det, men det hjælper altså ikke for mig. Jeg kendte hende jo ikke særlig godt, Naja. Hun sagde bare: Jeg har glemt at æde mine piller og min far er en pisse nar, og så røg vi og drak og fyrede den af. Så tog hun hjem og jeg tog hjem og så plejede vi at se ses igen på samme måde og så skete det bare.

Naja nikker. På en måde forstår hun godt, hvad Taxa siger.”

De to piger, Taxa og Naja, nærmer sig hinanden igen, og der er en herlig ordveksling efter historien om Michelles selvmord: ”På en måde føler jeg, at jeg skal redde dig, siger Naja. På en måde føler jeg, at jeg skal redde dig, siger Taxa.”

De to piger kan ikke vende tilbage til tiden før, tiden hvor Gisly og Brandy og rideskolen var deres centrum; men de kan tale sammen, og Taxa har lært af Najas introverte væremåde, mens Naja får livslyst og livsmod i selskab med Taxas ekstroverte personlighed.

Og Silke er andet og mere end den selvsikre verdensdame. Piger (og drenge) vokser op og bliver ældre og lærer om livet. Alting forandrer sig. Altid. Men noget kan man tage med sig.

”Fortid.

Nutid.

Fremtid.

For altid.

Mens tid er.

Når tiden rinder ud.”

Sådan er det at blive voksen. Sådan er livet, sådan er det med life, leben, love og vie.

P.S. ”Liv Life Leben Vie Love” er udgivet på Jensen & Dalgaard 2020. Mette Vedsø er forfatteren og Naja og Taxa kan man også møde i romanen ”Hest Horse Pferd Cheval Love”, der har fået Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur og bogen er nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris).


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.598 andre er allerede tilmeldt