Debat

Nej. Men ellers tak!

Hjælp DLF-toppen ved kærligt at nudge dem med et nej fra dig!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når jeg anbefaler et nej til denne arbejdstidsaftale mellem KL og DLF, så handler det især om, at vi forlader forestillingen om fagforeningens raison d'être, når vi forfølger Lærerkommissions slutmål.

For hvad med hele idéen om kollektive aftaler? Den er jo rygraden i fagforeningtanken! Med denne aftale dissekeres idéen lige så langsomt, og medarbejderens ve og vel skal behandles lokalt. Læreren alene på skolen, en overbebyrdet TR og kun igennem lokalaftaler. Det kan da ikke være optimalt?!!

Vi kan håbe på 'rimelighed' og 'samarbejde' fra ledelsens side som det højeste (man kan også håbe, at det var der før) - og så lokalaftaler med de enorme udsving i alt væsentligt, fx undervisningstimetal til de samme landsdækkende opgaver; intet centralt værn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi kan ganske enkelt ikke leve med, at tillidsmanden - uanset hvor godt han gør det og med den tid han kan få - er ENESTE bolværk.

Ja-siden ser jo nok denne 'aftale' som kulminationen på den geniale idé om at acceptere en lærerkommission, der kom med sine ensidige anbefalinger - ligesom den anden geniale idé om at acceptere KL's ultimative forudsætninger sad lige i skabet!

Men hvem siger, at en aftale ikke kan være ressourcebindende? Hvem bestemmer, hvad der er "realistisk"? Er det realistisk fortsat hæmningsløst at udnytte lærernes arbejdskraft på et niveau, der får dem til at vende folkeskolen ryggen? Det er altså denne 'aftale', som er urealistisk! Reelle, nye forhandlinger, tak!

Måske handler det også om, at jo længere væk man kommer fra gulvet, jo mindre ved man om hvad der foregår. 

Hjælp DLF-toppen ved kærligt at nudge dem med et nej fra dig!

Vi skal derpå i gang med at samle lokale krav og tage en god gedigen, vaskeægte fagforeningskamp mod en arbejdsgiver, der har snydt os i syv år.

OK21 venter i april, for når "aftalen" bliver nedstemt, kommer der hverken strejke eller lockout. Forhandlingerne blev jo ført udenfor de almindelige overenskomstforhandlinger.

Mon ikke, at dét vil give os noget - meget - mere end vi kan få nu?

Lad os overraske alle skeptikerne, der siger at lærerne definitivt har givet op! Stem! Og stem NEJ!