Engelske elever og skoler rystet af kæmpe karakter-drop efter corona

De nationale eksamener i Storbritannien er i år erstattet af en teknisk algoritme, og den har nu sat karakteren ned for 40 pct. af de unge, der afslutter, hvad der svarer til studentereksamen. Forventningen er et endnu større karakterdrop i grundskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Skotland fik et tilsvarende karakterdrop i sidste uge regeringen til at vende på en tallerken og lade eleverne beholde de karakterer, de havde fået af deres lærere. Det er især elever fra fattigere egne og bydele, der har oplevet at få væsentligt lavere karakterer af den nationale algoritme end af de lærere, der kender dem, og overalt i Storbritannien oplever unge lige nu, at de alligevel ikke kan komme ind på deres drømmeuddannelse. I England annoncerede undervisningsministeriet tirsdag i 11. time en mulighed for at lade elever, der klager over deres karakter, få den karakter, de opnåede ved forårets terminsprøve, forudsat at den fandt sted under eksamenslignende vilkår, men præcis hvordan det skal foregå, ligger ikke fast.

Undervisningsministeren: Undskyld

"Jeg undskylder over for hvert eneste barn i hele landet", siger undervisningsminister Gavin Williamson til BBC og afviser, at det er det nationale eksamenssystem, der er problemer med, men selve situationen, hvor han måtte lukke skoler og aflyse hele eksamensperioden.  

Myndigheden Ofqual beregner i år elevernes afgangskarakterer gennem en algoritme, som medregner elevens rangerering i klassen angivet af læreren, elevens præstationer ved den foregående officielle nationale eksamen, vedkommende har deltaget i og skolens præstationer de foregående år. 

Danske læreres erfaringer fra genåbningen indgår i debatten i England

Rektor for erhvervsskolen Newham Sixth Form College Mandeep Gill siger til The Guardian, at 47 procent af skolens karakterer blev sat ned af Ofqual - 301 ud af 646 afgangskarakterer. "Chok, vrede, vantro og forfærdelse" er de ord han bruger om sin reaktion, og han føler, at han har svigtet sine elever:

"Jeg ved ikke, hvad vi kunne have gjort anderledes. Vi fulgte alle vejledninger. Vi gjorde alt, hvad vi fik besked på. Vi blæste ikke karaktererne op". 

En anden skoleleder, formand for skolelederne i Kent, Alan Brookes, forklarer, at eleverne næsten altid forbedrer sig fra terminsprøverne til de afsluttende eksamener, "det er hele pointen med dem", og derfor er det ikke nogen løsning at lade eleverne få terminsprøvekaraktererne i stedet.

Afgangskaraktererne fra grundskolen, kaldet GCSEs, er ikke offentliggjort endnu. Men ifølge avisen the Guardian er der risiko for, at grundskoleeleverne vil blive ramt endnu hårdere af Ofquals algoritme. Dels gennemføres grundskolen af næsten hele elevårgangen, mens de mindst studieegnede ikke tager ungdomsuddannelseseksamen. Dels må algoritmen gå fem år tilbage, til eleverne afsluttede primary school, for at hente elevens seneste officielle eksamensresultater. 

Labour-leder Keir Starmer kalder regeringens bud på en appelmulighed for en "total fiasko": 

"Det var åbenlyst, at det her ville blive vanskeligt, men det har været uger eller måneder undervejs. At gennemføre en 11.-time-beslutning, som har forårsaget kaos blandt de lærere, jeg har talt med - det lugter af inkompetence", siger han til avisen.

9.-klasse-elev: Eksamen skulle være min chance for at hæve karaktererne