Håndværk og designlærere fik hårdt tiltrængt efteruddannelse trods corona

Med nye valgfag, afgangsprøve og udvidelse af faget til 3. klasse har håndværk og designlærerne virkelig savnet efteruddannelse i år, men næsten alle kurser blev corona-aflyst. Sidste weekend lykkedes det dog at afholde det store Østjyske Stævne med over 90 deltagere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De sædvanlige gensynskram og netværk på tværs af alle interesser var i år afløst af albue-bump, gruppeopdelt spisning og udendørs undervisning. Alligevel var stemningen i top, da Den faglige forening Håndværk og Designs lokalafdeling Østjylland fredag og lørdag kunne afholde deres årlige sommerstævne på Østervangskolen i Hadsten med 95 deltagere.

Fagdidaktikken var i fokus på østjysk håndværk og designstævne

"Det var forrygende. Vi havde rekord i antal deltagere, og halvdelen kom fra andre steder i landet", fortæller næstformand i den faglige forening og hovedarrangør af stævnet Wisti Pedersen.

"Det er en stor mundfuld for håndværk og designlærerne nu at skulle etablere en afbalanceret progression i faget over fem år og skulle forberede 8. klasse til den krævende praktiske prøve, så der har været planlagt temadage, kurser og stævner over hele landet. Men alt andet er blevet aflyst eller udskudt, så vi er så glade for, at det lykkedes at gennemføre vores sommerstævne under forsvarlige forhold".

Stævnet var som sædvanlig organiseret med et fælles oplæg og seks arbejdende workshops, hvoraf en del kunne foregå udendørs.

"Smedene havde det godt i solen, og trædrejerne havde vist også stor glæde af høvlspåner ned ad nakken i varmen", griner Wisti Pedersen.

Han oplevede, at det faglige fællesskab, som var i højsædet i de to tidligere sløjd og håndarbejdsforeninger, nu virkelig er etableret i den nye samlede forening for håndværk og design.

"Vi kan se, at folk kommer igen år efter år og kender hinanden og samarbejder på tværs. Og at de har stor glæde af hinandens kompetencer", fortæller han. Skal lære at arbejde i tekstil

De seks workshops bød i år på Redesign af tekstiler, Design og smed uroer og mobiler, Filtning af kurve, Trædrejning, Automata og teknologisk dannelse og Hvad skal 3. klasser lære i håndværk og design.

Den sidstnævnte var overtegnet på meget kort tid, for dels savner nogle lærere inspiration det nye klassetrin, og dels er en del lærere uden undervisningskompetence i faget blevet sat til at undervise de små. Workshoppen gav derfor også 10 helt konkrete ideer til forløb, så man er dækket ind indtil efterårsferien.

Jonas Breivik, som underviser i håndværk og design på Virupskolen, havde dog valgt Redesign af tekstiler.

"Jeg er uddannet sløjdlærer for 14 år siden, og selvfølgelig synes jeg umiddelbart, at smedning eller laserskæring lød federe. Men jeg tænkte, at jeg havde godt af at komme ud af comfort-zonen, og jeg har virkelig brug for at lære mere om tekstil".

Det kom der da også en del underholdning ud af.

"Jeg syede pludderbukser i skrigorange, som jeg så gik rundt i. Ingen fra de andre workshops kommenterede det, men kiggede bare ligesom hen over hovedet på mig og mine afskyelige bukser. Heldigvis fik jeg lejlighed til at præsentere dem ved den fælles præsentation og forklare, at vi skal lave musical på 6. årgang, så jeg ville lære at sy alladin-bukser, og det orange stof var det eneste, der var stort nok. Det var som om der gik et lettelsens suk gennem hele forsamlingen", griner han.

Og netop den lette stemning og den megen viden og lyst til at dele af den, er noget af det, Jonas sætter stor pris på ved stævnerne, som han har deltaget i flere gange.

"Det er simpelthen så dejligt at være på sådan et værksted med en kæmpe vidensbank og et folkefærd der virkelig gerne vil dele ud og lære fra sig. Og som ene hane på tekstilholdet, fik jeg særbehandling og al den hjælp, jeg kunne ønske mig af de superkompetente håndarbejdslærere".

Jonas Breivik er eneste sløjduddannede lærer på Virupskolen, som i år går fra at have hold på 4. og 5. årgang til at skulle dække tre spor fra 3. til 8. klasse. Det giver en del udfordringer i forhold til at dække timerne, og hans kolleger er i øjeblikket i gang med efteruddannelseskurser. "Vi har hidtil bare lagt timerne, så håndarbejdslæreren og jeg kunne bytte elever og give dem det, vi hver især var bedst til. Men det kan vi ikke længere. Og det værste vil jo være at skulle sætte eleverne i gang med noget, som man slet ikke selv havde prøvet at lave. Man er nødt til at kende faldgruberne".

Brug for et åbent mindset i faget

Det fælles oplæg skulle i år have været holdt af Undervisningsministeriets læringskonsulent Rikke Hyldahl, men hun er stoppet efter sommerferien, og der er endnu ikke fundet en ny læringskonsulent for håndværk og design, så oplægget blev en kombination af to videoer, udarbejdet af Rikke Hyldahl, hvor hun fortalte om det faktuelle omkring afgangsprøven og om kravene og progressionen fra 3. klasse, efterfulgt af et oplæg fra den tidligere læringskonsulent Heidi Bruus.

De nye fælles mål for håndværk og design i 3. klasse er netop kommet et par dage inden skolestart, og Rikke Hyldal kunne både fortælle om faget som identitetsskaber og samtidig forsikre om vigtigheden af at begynde med noget enkelt, så eleverne synes faget er sjovt og fascinerende.

"Jeg hæfter mig ved, at de nye mål taler så smukt om fagets identitet og sammenhængen mellem krop, hænder og hoved. Rikke Hyldahl nævnte også vedholdenhed, som ikke står direkte i målene. Det kobler jeg til klasseledelse, for klasseledelsen betyder uendeligt meget i håndværk og design", fortæller Heidi Bruus, som til dagligt underviser i håndværk og design og billedkunst på Henriette Hørlücks Skole og er freelancekonsulent i fagenes didaktik.

"Det betyder meget, hvordan man får skabt god stemning og tryghed i rummet helt fra begyndelsen, så eleverne fortsætter, når de fx møder modstand i materialerne. Derfor foreslår jeg, at man fx arbejder med læringsmakkere".

Hun talte også om vigtigheden af at arbejde med mindsettet - både hos eleverne og hos læreren selv. Inspireret af den amerikanske forsker Carol Dwecks beskrivelser af henholdsvis udviklende og fastlåst mindset fortalte Heidi Bruus hvor stor betydning det har, hvordan læreren kommunikerer om arbejdet i håndværk og design.

Læreres syn på fejl smitter af på deres feedback

"Det er så vigtigt for elevernes virkelyst og kreativitet, at de er trygge ved at grine af og lære af deres fejl. Det kræver blandt andet, at vi som lærere ikke er fastlåste og viser os som dem, der har svaret på alt. Jeg har fx vist mine elever, hvordan jeg er kommet til at brodere med to forskellige hvide tråde, en kold og en varm, for de skal også se, at jeg fejler og lærer af det - hele livet. Vi skal lade os forbløffe over eleverne og vise os som undrende, undersøgende og nysgerrige og sige 'Ja, det er svært, det kunne du ikke - endnu. Men nu finder vi ud af det sammen'".

Hun understregede i forhold til undervisningen af de nye 3.-klasser, at indgangstærsklen skal være lav, og derefter skal der være højt til loftet.

"Lad være med at liste en masse mål op fra starten. Du kan tænke på, hvad de skal lære i dit eget hoved, men fra starten handler det om at få en undervisning i gang, hvor alle er med, og hvor materialerne er styrende. Og så skal der være højt til loftet, når de først er i gang".

Evalueringerne af stævnet viste, at lærerne i høj grad er sultne på mere efteruddannelse, og ikke mindst mere viden om den kommende nye prøve, som er blevet ekstra svær af, at valgholdene har mistet så mange timer under nedlukningen. Næste stævne i den faglige forening er Sjællandsstævnet i Brøndby, som bliver afholdt 2. og 3. oktober.

Læs mere

Nye Fælles Mål for 3. klasse