Debat

Folkeskolen vender tilbage i corona-udgave

Mon ikke det er tid til lidt mere handling fra KL og Undervisningsministeriet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Velkommen tilbage i skole. Så er sommerferien slut og i den forgangne uge har lærere rundt omkring i landet forberedt undervisning, lavet årsplaner, arbejdet med nye tiltag og alt det andet, som ingen ser. I dag møder eleverne op til en anderledes skoledag. I Aarhus Kommune er det midt i et coronaudbrud og lærerne efterlyser at nødundervisningen kommer tilbage indtil der er styr på coronaudbruddet. Lærerne er klar og prøver at løse undervisningen og opgaverne på bedste vis, selvom de ikke har en arbejdstidsaftale som tilsiger det. Det gjorde de også i foråret uden at stille spørgsmålstegn ved det, af den selvfølgelige grund at lærere altid udviser samfundssind. Det ligger ligesom i lærernes DNA. Arbejdstidsaftalen blev ikke landet under det man kalder periodeforhandlingen, fordi parterne igen ikke kunne komme til enighed. Den menige lærer finder det efterhånden tragikomisk, at man på den ene side gerne vil have lærerne til at arbejde fleksibelt og finde løsninger i en coronatid, men at sikre dem arbejdsvilkår og aftaler, så de faktisk kan løse deres arbejde på professionel vis kan man ikke give dem. Det er en pinlig affære og tilliden til især KL og dermed politikere over en bred kam er efterhånden borte med blæsten. Alt imens bliver der sendt et fint brev ud med flotte superlativer fra Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som stadig mangler at sætte handling bag hendes bevingede ord til lærernes kongres og komme med løsninger på en falleret skolereform. Tiden går og intet sker, og hun ender måske med selv at blive den elefant i rummet, som ingen taler om. I skolestartsbrevet takker hun og Formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen alle, herunder lærerne for deres håndtering af coronakrisen. Tak for de fine ord, men kunne vi så se at få sat handling bag ordene. Blandt lærerne er der efterhånden kun hovedrysten til overs, når fine ord bliver slynget ud uden konkret handling. Det er tåkrummende pinligt og hamrende uambitiøst af landets skolepolitikere. Kom nu i gang og vis handlekraft ligesom landets lærere rundt omkring i Danmark i disse coronatider. Træd i karakter med konkret handling og genvind respekten for det vigtige hverv, som både I og vi udfører.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget