”Vi er gode til at varetage vores medlemmers interesser, og dettror jeg også, at højskolelærerne vil opleve", siger formand for Frie Skolers Lærerforening.

Frie Skolers Lærerforening åbner for højskolelærere

Højskolernes Lærerforening har henvendt sig til Frie Skolers Lærerforening med ønsket om at blive optaget i fagforeningen. Frie Skolers Lærerforening har nu besluttet, at de fremover også organiserer højskolelærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi opfatter højskolerne som en central og vigtig del af den frie skoleverden. Derfor synes vi også, at det er helt naturligt, at lærerne bliver organiseret hos os", siger formand for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup i en pressemeddelelse.´

Lærerne på 73 danske folkehøjskoler kan dermed blive medlem af Frie Skolers Lærerforening. Højskolelærerne var tidligere med i en paraplyorganisation for lærerne på de frie skoler. Men i slutningen af 1970'erne besluttede højskolelærerne at søge over til Dansk Magisterforening. Det har de nu fortrudt og vil gerne  stå sammen med lærerne fra de andre frie skoleformer - de frie grundskoler, efterskolerne og de frie kostskoler.

Hver sjette elev starter i fri- eller privatskole 

Arbejdsvilkår, som ligner hinanden

Uffe Rostrup glæder sig over, at højskolelærerne nu bliver en del af Frie Skolers Lærerforening. I Frie Skolers Lærerforenings formålsparagraf står, at foreningen er for alle lærere på det frie skoleområde, og det mål omfatter også højskolelærerne, understreger han. 

"Vi er gode til at varetage vores medlemmers interesser, og det tror jeg også, at højskolelærerne vil opleve. Deres praksis, historie og arbejdsvilkår minder meget om efterskolelærernes, så vi har som forening ekspertisen og erfaringerne til at varetage deres interesser".

Lav lærerløn er med til at finansiere små friskoler 

Højskolerne er en del af den frie skoletradition

Også højskolelærerne er glade for den nye mulighed, fortæller forkvinde for Højskolernes Lærerforening Sigrid Lauenborg Dahl.

"Vi er meget glade. Vi oplever, at vi nu vender hjem til familien. Højskolerne er en del af den frie skoletradition i Danmark, og derfor glæder vi os til at samle højskolelærerne i et fagligt fællesskab med lærerne fra de andre frie skoler, hvor man har en praktik, der minder om vores", siger hun.

Hun håber, at Frie Skolers Lærerforening på lidt længere sigt kan være med til at skaffe højskolelærerne en overenskomst. Det har de nemlig ikke i dag. Højskolelærernes løn- og arbejdsforhold styres af en bekendtgørelse fra Kulturministeriet.

Frie Skolers Lærerforening har godt 10.000 medlemmer på landets 500 frie grundskoler og 250 efterskoler.

Powered by Labrador CMS