De store elever kan selv spritte tangenterne af efter brug, og de små kan måske lave deres egne slagtøjskøller af avispapir, foreslår musiklærerformand Karen Johansen.

Musiklærerforeningen: Sådan kan musiktimerne afvikles coronaforsvarligt

Musik er et af de fag, som mange skoler aflyste i forbindelse med nødundervisningen. Når skoledagen bliver er mange musiklærere usikre på, hvordan man underviser i musik på en coronasikker måde. Musiklærerforeningen har forsøgt at finde svar.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En musiktime for de mindste elever vil tit handle om at synge i en rundkreds, danse, mens eleverne rører hinandens hænder eller spille på instrumenter, hvor eleverne undervejs bytter. Alle tre dele kan være svære at gøre corona-forsvarligt.

Mange musiklærere har på Facebook udtrykt usikkerhed om, hvordan de skal genstarte musikundervisningen, når skolerne slår dørene op efter sommerferien.

Bekymringerne har fået formand for Musiklærerforeningen Karen Kjær Johansen til at ringe til coronahotlinien i Undervisningsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

"De siger begge steder: Sund fornuft og god håndhygiejne. Børnene skal vaske hænder inden musiktimen og efter musiktimen. Afspritning af instrumenter skal ske i det omfang der er muligt. Ved sang gælder 2 m- reglen 'fremad'. Det vil sige i den retning, børnene synger. Og ja. de drejer måske hovederne lidt, men de behøver ikke have 2 meter i mellem sig til siden. Børnene må gerne holde hinanden i hænderne når vi laver danselege - de skal bare ikke synge hinanden ind i ansigtet", lyder Karen Kjær Johansens gengivelse af svarene.

Rettelse: Karen Kjær Johansen havde fået forkerte oplysninger. Der skal være 2 meter i mellem eleverne til siden. Se kommentarfeltet under artiklen

Musiklærer: Nødundervisning åbner nye veje i musik 

Forskellige vilkår 

Den største udfordring ser hun i valgfaget musik - også ved morgensang.

"Vi kan ikke dele børnene i familiegrupper som på efterskolerne, så der er stadigvæk en udfordring med morgensang, hvis lokalet ikke er stort nok til 2 meters afstand. Lokalestørrelserne er meget afgørende for, hvilke aktiviteter, der kan lade sig gøre. Og i valgholdsundervisningen må vi gerne blande børnene på tværs af klasserne. Jeg håber, vi alle får en god skolestart og husk, vi gør ikke tingene ens, så det der fungerer et sted, dur måske slet ikke et andet sted", lyder opfordringen til musiklærerne fra formanden.

Hun understreger, at Musiklærerforeningen ikke kan udstikke retningslinjer.

"Men jeg havde behov for at prøve, om vi kunne være med til at give ro i maven på os alle sammen. Det jeg hører er, at det er kommunalt bestemt, og det vil sige, at det bliver forskelligt fra skole til skole. Det handler om, hvordan skolederen tolker reglerne, og hvor store lokaler man har, så vi kan ikke sige præcis, hvordan det skal være. Men vi vil gerne give lidt ro", siger Karen Kjær Johansen.  

Bagud i valgfaget musik

Hun forstår godt, at musiklærerne er usikre. Mange har ikke undervist i faget siden nedlukningen.

"Jeg har ikke gjort det siden marts. Men man må bruge sin sunde fornuft. Jeg tænker, at vi kan sætte instrumenterne i 'karantæne Hvis man bruger rasleæg om mandagen, så kan man ikke bruge dem om tirsdagen. Vi kan også lade eleverne have deres egne ting - eksempelvis kan man lave køller af avispapir. De store elever kan også godt selv tørre tangenterne af, når de har spillet på keyboard. Jeg tror, at mange vil trække musikundervisningen udenfor - og det er en rigtig god idé, hvis man synes, man er for tæt på børnene", siger Karen Johansen.

De praktisk-musiske valgfag er hårdt ramt 

Hun ser dog en stor udfordring, når det gælder valgfaget musik, som bliver en del af elevernes afgangseksamen. Mange elever mangler fire måneders undervisning i det toårige fag, og det bliver svært at indhente.

"I valgfaget musik har vi meget, vi skal nå igennem. Der tror jeg, at man må undervise i musiklokalet. Og udmeldingen her er, at vi godt må blande børnene".