Den seneste diskussion, man kan følge her Folkeskolen.dk, drejer sig om seksualvejledningen.

Ja… og det er da heller ikke uvigtigt for børn og unge - især i dag.

Der diskuteres på ministerens foranledning; hvor meget tid skal vi bruge på disse emner, hvem kan inddrages? Vi har helt sikkert svære betingelser for at skabe en god og sammenhængende undervisning, allerede selv uden disse timeløse fag som fx færdselslære og seksualvejledning, der typisk rammer klasselærerens fag (dansk).

Alle de afbrydende tiltag, med trivselsdage, innovation, uddannelsesvejledning, test, elevplaner og -samtaler… Læreren skulle efter reformen udføre det samme arbejde på den halve tid, eftersom reformen udelukkede, at opgaver faldt væk. Og ikke nok med det; oveni kom nye opgaver, som vi også skulle varetage inden for den samme tidsramme.

Vi skal bl.a. også involvere foreningsliv og sørge for 45 minutters daglig bevægelse MED fagligt indhold - med den smule forberedelse, vi har til rådighed; 9-12 minutters forberedelse til hver lektion, spredt ud på ugens fem dage som huller i hverdagen, en halv time her og der, hvor man ikke er optaget af andre opgaver.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har netop i juni måned lovet Stén Knuth (V), at spørgsmålet om implementering af de 45 minutters daglig bevægelse i skolen kommer på skoleforligskredsens dagsorden efter sommerferien. Det går ikke godt nok med det. Gør det ikke??!

En ny og spændende, afvekslende skoledag!

Efter lockout og regeringsindgreb mistede vi enhver form for enhver indflydelse på tilrettelæggelsen af vores arbejdstid; lærernes arbejdstidsaftale bortfaldt, og skolelederen fik den fulde og uindskrænkede ledelsesret.

Vi har så mange opgaver, der bare skal løses. Helt uden tidsbestemmelse og uden noget endeligt omfang.

Kommunerne nægter at lægge sig fast på tid og ressourcer. Det er ikke muligt at få KL til at love folkeskolens lærere nogen mulighed for bedre at kunne lykkes med reformen.

Alligevel diskuterer vi bare, hvad farven på sandkassen skal være, selvom lærernes krav til overenskomstforhandlingerne i 2021 allerede skal besluttes på DLF's kongres i København den 22. og 23. september i år.

Som Karsten Bräuner skrev allerede i januar 2014: ”I skolereformens folkeskole bliver læreren reduceret til vikar i sit eget skema – med ringe eller ingen tid til forberedelse af undervisningen. KL og regeringen har byttet nødvendig forberedelse med fuld tilstedeværelsestid.”

Skal vi bare give op? Håbe på KL’s nåde? På DLF’s forhandlingsevner?

Hvornår vågner vi op som faggruppe - og begynder at kæmpe sammen? Skal vi ikke diskutere det, som betyder ALT for os, og som afgøres om otte uger?