Debat
0   44

I fear the Greeks, even when they bear gifts

Jeg frygter en socialdemokratisk undervisningsminister, også når hun kommer med indrømmelser. Jeg håber på kortere skoledage, men den lille strategiske åbning kan misbruges af regeringen, forligskredsen bag folkeskolereformen og KL med sine ultimative krav; kort sagt de kræfter, der skruppelløst kørte lærerne over i 2013.

Den nyeste elefant i rummet har Pernille Rosenkrantz-Theil denne gang selv skabt.

For en måned siden så Pernille Rosenkrantz-Theil nu pludselig muligheder i at korte skoledagen og i stedet lade eleverne fordybe sig mere derhjemme.

Artiklen fortsætter under banneret

I januar lød det jo ellers: "Nu har jeg været rundt og snakke med alle lærerne i hele Danmark, og de synes alle sammen, at skoledagen skal være endnu kortere. Jeg er ikke enig."

"Der er nogle elever, der har haft rigtigt god gavn af kortere skoledage med supplerende hjemmearbejde," er så nu hendes udmelding.

Hvilken betydning kan udtalelsen få for OK21 og lærernes arbejdstid?

Er det bare mon den samme gratis omgang, som da hun talte om et “uskønt forløb” efterfulgt af et stående bifald fra deltagerne på kongressen?

Gør hun det samme igen med en mistænkelig god timing? Hopper folk på det?

Er hun på charmeoffensiv for at facilitere KL's forhandlinger med DLF? Bliver der nogensinde givet køb på den uindskrænkede ledelsesret, hvor der ikke sættes tid på lærerens opgaver?

Som lærere skal vi prøve på ikke falde i svime én gang til over UVM Pernille Rosenkrantz-Theils lille strategiske åbning.

Så hun er (måske) blevet lidt klogere... dejligt. Men knyt ikke håbet til det - og regn ikke med, at den socialdemokratiske regering med det tvist redder os gennem lovgivning fra problemet med accepten af en lorteaftale med KL.

Mon Anders Bondo snart kommer med et begejstret indlæg her på Folkeskolen.dk om “den store mulighed”, så vi kan overtales til at stemme ja til endnu en ikke-aftale?

Og selvom det da ville være skønt, især for eleverne, med et par dage, hvor de kunne gå hjem en time tidligere, så handler arbejdstidsforhandlingerne altså om VORES vilkår, ikke elevernes, hvor vigtige de end også måtte være.

Vi SKAL have en central, bindende aftale med værnsregler og andre aftalte forhold, der beskytter os mod grænseløs udnyttelse af vores arbejdskraft. Sådan som andre offentligt ansatte har.

Der er nu gået syv år, snart otte, med reformen. Otte år, hvor ledere såvel som menige hver dag har haft mulighed for at iagttage, hvorvidt den markant længere skoledag, den forøgede inklusion af elever med særlige udfordringer og behov, lærernes markant kortere tid til at forberede og efterbehandle undervisningen har virket.

Er det mon nogen skoleleders opfattelse, at kvaliteten af undervisningen er blevet højere? At elevernes trivsel og evne til fokuseret opmærksomhed bedret?

Er der nogen elever, der ikke ville have godt at kortere skoledage? Vil nogen af længere?

Jeg frygter klart, at hendes tilsyneladende pludseligt opståede sea-change ikke nødvendigvis vil føre til mere forberedelsestid eller færre opgaver, blot til nogle to-lærer-ordninger ved at de store elever skal sidde derhjemme et par timer om ugen og lave skriftlige afleveringer, som skal gives feedback på og rettes af lærerne i udskolingen - uden mere tid, og derimod en øget arbejdsbyrde.

At tro at en eventuel (og sikkert beskeden) forkortelse af skoledagen, skulle komme lærerne til gode i form af færre konfrontationstimer og mere reel forberedelsestid, er desværre nok meget naivt.

Rosenkrantz-Theil er klar over, at mange lærere som desperat håber på bare en smule forståelse og bedring vil læse hendes “nogle elever”, som den helt store åbenbaring, fordi det er, hvad de ønsker at høre. Det er bare ikke det, Pernille siger!

En kortere skoledag for eleverne medfører absolut ikke automatisk, at vi får tilstrækkelig forberedelsestid - tiden forsvinder nemt ikke bare i to-lærer-ordninger, men mere teamsamarbejde, sociale indsatser for de sårbare elever, ‘stærkere læringsfællesskaber’, nye it-tiltag og rettearbejde I udskolingen. Vi SKAL gå benhårdt efter en sikring, et værn. Det er tid på alle opgaver, loft over undervisningstimetallet og en fast forberedelsesfaktor.

Det ville være fremragende for især børnene, at skoledagene bliver kortere. Men - kampen om forberedelsestid er en anden. Det er altså en faglig kamp om ordentlige vilkår, og ingen må lulles til at tro, at vi får lov til at gøre tingene bedre, hvis det fortsat kun er lederens vurdering af rimelighed, der afgør det – som ved LOV 409, der højest sandsynligt stadig er i det kommende forslag, som Michael Ziegler vil skrive uden modstand fra DLF. Vi skal sætte hårdt mod hårdt.

Håbet om betydningen af de kortere skoledages fatamorgana-luftspejling kan koges ned til nogle debattørers juhu-udsagn: ”Det her er kæmpestort. Det kan blive begyndelsen til enden på krigen mellem lærerne og socialdemokraterne. Det kan blive den åbning, der kan give os en arbejdstidsaftale vi kan stemme ja til.”

I fear the Greeks, even when they bear gifts.  

Håbefulde fastholder nogle, at så længe de lange skoledage er lov, er problemet med den manglende tid til forberedelse uløseligt.

Og det er da rigtigt, at reformens længere skoledage udgør en merudgift for skolens samlede økonomi. Men at dét nødvendigvis skulle lette lærernes samlede arbejdspres med kortere skoledage, tvivler jeg på.

Men jeg er slet ikke enig i, at den eneste løsning er at råbe landspolitikerne op om kortere skoledage.

For vi skal i gang med at stille krav, ikke bare håbe på en politisk velvilje, som nok blot vil indbefatte eleverne i de mindre klasser. “Nogle elever” er nøgleordene her; det kan betyde alt fra næsten alle til nogle få - som i to elever på hver skole.

Det er faktisk slet ikke en løsning. Det er et håb - og det er kun et spinkelt håb - om at kunne hjælpe trætte elever i indskolingen og på mellemtrinnet.

Jeg frygter allermest, at det i værste fald bliver en katastrofe, hvis forkortelsen af skoledagene ender med at blive den luns kød, som regeringen vil smide til os midt i den hedeste strid om medlemmernes ja/nej til en elendig overenskomst, hvor DLF har skrevet accepten af ultimative krav ind i en L409-kopitekst, som de vover at kalde en arbejdstidsaftale.

Hvis der er tale om den helt store genistreg, bliver det sådan, at vi oven i stumperne får en slags undskyld for den forrige socialdemokratiske regerings håndtering af lockout og regeringsindgreb i 2013, for så er der ikke et øje tørt (ikke noget juridisk bindende, naturligvis, men noget om selve processen omrking det, eller om de følelser, konflikten skabte, som nu anerkendes).   

Kun reelle fagforeningstiltag, hvor DLF stiller direkte krav, kan give en løsning. Evt. ved at konflikte.

For vi forhandler jo altså ikke med landspolitikerne. Så hvilken længde, der skal være på skoledagen, hvor mange ugentlige timer et fag skal have eller hvilket klassetrin, fremmedsprogsundervisningen skal starte - har vi ingen forhandling om.

Vi kan kun forhandle med vores kommunale arbejdsgiver, der har brug for 50.000 uddannede lærere, der stiller krav om ordentlige arbejdsvilkår (hvis altså de vattede periodiske on-off forhandlinger bliver stemt ned).

Vi kan kun påvirke de forhandlinger, vi indgår i, og kun i de forhandlinger har medlemmerne mulighed for at kunne strejke mod arbejdsgiveren KL.  

Vi skal STÅ FAST på kravet om tilstrækkelig forberedelsestid – på en faktor dertil, et undervisningstimeloft og tid på alle opgaver.

Lige nu står vi til at der er gået mindst 8 år med LOV 409, uden nogen ændring er sket eller vil komme til at ske. Uden nogen arbejdstidsaftale, som den eneste faggruppe i DK - i Danmark I DAG, vanvittigt!

Hvad er forventningerne til en arbejdstidsaftales kvalitet - er enhver forbedring af LOV 409 nok til, at man kan kalde det for en arbejdstidsaftale for vores faggruppe?  

Er det nok med arbejdstidsaftale, der bygger lidt timegaver fra regeringspartiet, som lavede lovindgrebet efter et dokumenteret forløb med KL's lockout af alle lærere?

Skal vi nøjes med få ændringer til den lov, der har ødelagt vores professionelle virke i så lang, lang tid?

Skal vi acceptere "ultimative forudsætninger"? Eller skal vi kæmpe dén gang nu, en gang for alle, som vi konfliktsky har udsat igen og igen?

Pengene til vores løn? Den finder KL, for vi er den løn, til det ordentlige arbejde, værd. Det er generationer af børns skolegang fra nu af, som vi taler om.  

Pointen er - at det vitterligt ikke er vores hovedpine.

Vi skal sørge for, at DLF repræsenterer lærerne ved faktisk at optræde som vores fagbevægelse.

Det vil sige, at de skal stille krav til en endelig, lang tid ventet overenskomst om vores arbejdsbetingelser - og ikke spille kommunens eller ledelsens forlængede arm i en misforstået, alfaderlig rolle som KL’s og regeringens (lille) hjælper. 

Hvad prisen end er, så må KL nøjes med at glæde sig over de otte år, som de nåede udpine og skambruge et lands samlede lærerstand. Det har været tider at være leder og kommunalbestyrelse!

Men nu skal DLF for pokker træde i karakter og begynde at opføre sig som en vaskeægte FAGforening.

Afskaffelsen af de lange skoledage i indskoling og mellemtrin ændrer slet ikke nok. Hvis vi sætter vores håb til det, har vi virkelig først tabt. Kun gennem krav om værn får vi sikkerhed for, at ekstra økonomi sættes af til os. Hvor og hvordan er ikke vores bord!

Man kan jo håbe på Pernille Rosenkrantz-Theil og regeringens velvilje til at forkorte skoledagene, og det ville også være dejligt for de trætte elever.

Men ligesom elefanten i rummet fra den ekstraordinære kongres, der stadig aldrig virkelig er blevet adresseret, har vi endnu ikke set et seriøst udspil fra PRT.

Og de kortere skoledage er bare ikke det vigtigste, bl.a. fordi det er ude af vores kontrol og i hænderne på lovgiverne og et-parti-regeringen, der nedstemte de øvrige 'røde' partiers forslag om at give en mia. til folkeskolen.

Hvad KL vil stille op økonomisk med vores krav, det er ikke vores faggruppes ansvar.

Vi kommer bare ingen vegne ved at acceptere LOV 409's fulde ledelsesret, uden værn af nogen art. Og dét er mere presserende; om 2,5 måneder vedtages vores krav til OK21. Der er mindre end 10 UGER til.

Skal det være de samme fuldstændig opgivende som i 2018?? Hvor vi ikke gik efter yderligere forberedelsestid overhovedet?

Nix! Denne gang SKAL vi kræve sikre værn mod rovdrift på lærerne; der er ingen vej uden om kampen.

Du må handle på det, Bondo. Hvis du sikrer vores værn om realistisk timeloft, fast forberedelsesfaktor og tid på alle opgaver, så KOMMER der flere lærere på skolerne.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ