Debat

Konkurrence skaber manglende trivsel i klassen

Indbyrdes konkurrence stikker nemlig dybere end vi tror, og påvirker hele klassen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom jeg nogle gange får lyst til at stille mig op til et forældremøde, og i frustration nærmest råbe til alle forældrene at ”nu skal vi den ondelyneme tage os sammen og lære vores børn, at konkurrence imellem dem aldrig nogensinde er godt, men at gøre sit bedste i forhold til sig selv, er vejen frem”, så ved jeg godt, at ikke alle har lyst til at arbejde med deres børns konkurrencelyst. Og så kan man spørge sig selv hvorfor de ikke har lyst til det - det er jo vejen frem!?! Men det har de ikke, fordi mange mennesker forveksler konkurrence med at gøre sit bedste, og det er ikke så heldigt. 

Konkurrencen stikker meget dybere end vi tror:

Min erfaring igennem de sidste 14 år med forældre, lærere og børn i folkeskolen, viser desværre, at konkurrence imellem eleverne, er en af de største årsager til klassens generelle manglende velbefindende. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Men fordi, både forældre og lærere udelukkende ser isoleret på hver enkelt konkurrence, og ofte kun på de konkurrencer der foregår i forbindelse med bevægelse, ser de det ofte som et individuelt problem. Det hjælper imidlertid ikke ret meget, for konkurrence mellem børnene foregår hele tiden, i forskellige kontekster mellem forskellige børn, og dem der råber højest, er i virkeligheden bare et symptom på hele klassens manglende trivsel. Det handler om rummelighed – konkurrerer man ikke med andre, har man nemmere ved at trives, fordi man lettere kan rumme hinanden. Konkurrencen gør det nemlig svært at rumme andre.

Jeg kan ikke tælle, hvor mange forældre jeg igennem de sidste 14 år har mødt, der har fortalt mig, at de mener, at konkurrence er godt i mange henseender, og at man ikke skal nedgøre det faktum at det får os til at gøre noget mere, når vi er i konkurrence. Og det har de desværre til dels ret i. Men grunden til, at de til dels har ret, er fordi vi i vores samfund har anlagt en skæv vinkel på det at gøre sit bedste. 

Vi har nemlig, fra barnsben lært af vores forældre - som vi lærer vores børn, at vi kun gør vores bedste i forhold til andre

Det har rykket på vores indre opfattelse, både tanke og følelsesmæssigt, af at gøre sit bedste. Og det har dermed ændret vores fokus på, hvordan vi får det godt med os selv. Vi har lært at vi skal måle vores ”bedste” i forhold til andre, og ikke i forhold til os selv, og det giver, modsat det vi går rundt og tror, rigtig mange nederlag, usunde tanker og dårligere selvværd. 

Vi kan ikke sammenligne os 100% med andre end os selv:

Et menneske med korte ben har ikke lige så store muligheder for at springe lige så langt som et menneske med lange ben. Hvorfor? Fordi vedkommende med de korte ben, af fysiske årsager, skal arbejde hårdere for at kunne springe lige så langt som vedkommende med de lange ben. Et menneske som er lille, har større mulighed for at kravle igennem et lille hul, end et menneske som er stort etc. 

Netop fordi vi er så forskellige, er det absurd at sammenligne os med andre, men det er til gengæld ret smart at sammenligne egne gamle bedrifter, med dem man lige har udført. Dér får man en sund indikator på, om det er lykkedes at gøre noget mere.

Så kan man sige at så længe resultatet er det samme, så går det nok, men der er, som nævnt ovenfor, faktisk stor forskel på hvordan vores indre påvirkes af enten den ene eller den anden måde. 

Hvis vores lyst drives af en sammenligning, lægger vi et meget større, og meget mere usundt pres på os selv. Slutresultat, rent psykisk, er værre når vi sammenligninger os med andre, for vi får nemlig med tid et generelt dårligere selvværd – fordi vores ”drive” er baseret på en ydre faktor, som i virkeligheden aldrig kan sammenlignes 100%, og risikoen for at ”fejle” er derfor større. 

Hvis vores lyst drives af en indre lyst til at gøre vores bedste – i forhold til os selv, og vores egne præstationer, er lysten ikke drevet af pres, men af en lyst til at gøre noget godt for sig selv, hvilket i sidste ende, resulterer i at man har det bedre med sig selv – uanset om man har overgået sig selv eller ej, for fokus er på lysten som altid er positivt præget. Overgår man ikke sine egne præstationer er man nemlig stadig glad for indsatsen fordi den var præget af en lyst, og man kan dermed bedre stille sig tilfreds med sig selv, uanset om man altså overgik sig selv.

Mange topatleter arbejder også ud fra devisen om, at gøre sit bedste i forhold til sig selv – ikke i forhold til andre.

Tilbage til klassen i folkeskolen og hvorfor det påvirker hele klassen negativt:

Når vi så ser på næsten samtlige klasser i folkeskolen så er den konkurrence der foregår, rigtig skidt for klassens sammenhold. Og det er den, fordi vi konstant gør noget - i forhold til andre. Vi afleverer opgaver og får karakterer, vi svarer på spørgsmål fra læreren, vi arbejder i grupper, vi har matematik sammen(hvor mange fik du rigtige?), idræt sammen(kan du løbe lige så langt som jeg?), håndværk og design sammen(er den bold du syede, lige så stor og pæn som min?), vi har dansk(kan du læse lige så hurtigt og stave lige så godt som mig?), vi har natur og teknik sammen(hvor mange forskellige blade har du samlet? Har du fundet en lige så stor svamp som jeg?), SFO sammen(kan du lave lige så mange perleplader som mig? kan du spille bordfodbold lige så godt som mig?)når vi har valgt mellem fransk og tysk konkurrerer vi om hvilket sprog er bedst osv osv.  

Børnenes hverdag er altså en stor del af dagen, fyldt med sammenligninger, og presset er faktisk kæmpe stort. 

Sammenligningerne blandt børnene, udvikler sig desværre også ret ofte til en skidt adfærd blandt dem. 

Med indlæringen fra os forældre, om at vi kun gør vores bedste i forhold til andre, i erindringen, går børnene nemlig automatisk i gang med at konkurrere med hinanden. For i løbet af det/de første år i skolen lærer de, at sammenligningen er vejen frem i samværet med andre, hvis man vil ses og høres, og være noget, og det vil alle. 

Konkurrencen, som altså basalt set udspringer af håbet om at ”være noget”, i forhold til hinanden, udvikler sig derfor til en adfærd hvor de begynder at vise sig for hinanden. For hvis man vil ”være noget” er man nødt til at vise de andre at man ”kan noget” der er bedre end det, de andre kan.

For at ”være noget”, bliver sammenligningerne derfor til en ”jeg er bedre end dig” adfærd, så sammenligningen ”er den bold du syede lige så stor og pæn? bliver til:  ”min bold er flottere end din!”, ”Jeg er bedre til at klatre!”, ”Jeg spiller bedst bold!”, ”Jeg får de højeste karakterer!” 

Og desværre fortsætter det også ofte videre til en adfærd hvor de ikke kun roser sig selv, men nedgør andre i processen – ”du er ikke særlig god til fodbold”, ”kan du ikke engang finde ud af syv-tabellen?” ”vi gider ikke have Peter med på vores hold for han er dårlig” etc etc.

Det skaber splid i klassen – ikke sammenhold, og konkurrencen skaber børn og unge, og senere voksne som lever under pres mere eller mindre altid. 

Konkurrencen fortsætter nemlig i gymnasiet med karaktersammenligning etc., og sammenligningen stopper ikke der, men går videre med valg af uddannelse, med valg af job, hvilken sport vi dyrker, hvilket hus eller lejlighed vi bor i, hvilket tøj vi går i, hvor vi bor, hvor mange venner vi har, hvor mange ”likes” vi har på SoMe etc. etc., i håbet om at være noget – noget som andre synes er godt!

Alt sammen fordi vi ikke gør tingene for os selv, men fordi vi gør det i forhold til andre.

Og netop det forhold, at vi ser vores succes i forhold til andre gør, at man i klassen ikke kun kan arbejde med den elev der råber højest eller mest, men man faktisk er nødt til, at arbejde med hele klassen, og deres forældre, om en generel holdningsændring. 

Og hvis arbejdet lykkes, vil vi se en mere harmonisk klasse, hvor den enkelte elev ikke føler sig nødsaget til at råbe højest eller mest i sammenligningen, men som kan glæde sig lige så meget over andres arbejde, som over ens eget. Og denne holdning kan heldigvis følge os resten af livet.

Powered by Labrador CMS