Medlemmerne af Danmarks Lærerforening skulle tilbage i 2018 afgøre, om de godtog eller forkastede det kompromis om lærernes arbejdstid, som blev udfaldet af overenskomstforhandlingerne - nemlig kommissionen, som skulle beskrive vores virkelighed og komme med anbefalinger.

Det blev et pragmatisk ja, et ja med hjernen – ikke med hjertet. Sådan sagde en lang række kredsformænd ved lærernes urafstemning til OK18-forliget. Håbet var, at en kommission kunne skabe en ny start for folkeskolen.

"Afstemningen er et ikke-valg. Vi kan stemme nej i trods eller ja med pistolen for panden,«, sagde Brøndby-kredsens formand Rikke Jørgensen.

Lærerne var frygtelig frustrerede over udsigten til at skulle vente tre år mere på en ny aftale. "Det er slet ikke, hvad lærerne havde håbet på, eller hvad de og folkeskolen havde fortjent«, sagde Mette Brendstrup Laursen fra Faxe.

"Men der meldtes ikke om nogen organiserede nej-kampagner, og på de sociale medier var de kritiske røster fadet ud, sagde formændene." (Politiken, den 20. maj 2018)

Alborgs Lærerforenings kredsformand Karsten Lynge Simonsen ærgrede sig i 2018 over, at der ikke kom en ny arbejdstidsaftale i hus, men sagde: »Men hvis alternativet var en aftale, som ikke løser de udfordringer, vi står med hver dag ude på skolerne, vil jeg meget hellere vente tre år mere og få det helt rigtige frem.«

Vi accepterede forliget, der forpligtede Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation til at gå i dialog om en ny aftale frem mod OK21, men der var altså på ingen måde »halleluja-stemning« ude i kredsene, som en formand udtrykte det.

Fra KL's side var glæden til gegæld stor ved udsigten at udsætte overenskomstforhandlingerne yderligere tre år:

Michael Ziegler udtalte den 5. maj 18:

"Jeg har fuld tillid til, at den kommende kommission vil have en grundlæggende forståelse af, at man ikke bare kan udskrive en milliardregning til kommunerne. Det her er et kommissionsarbejde, der skal ende i noget, som rent faktisk kan implementeres. Hvis kommissionen ender med nogle anbefalinger, der kommer til at koste kommunerne 10 milliarder kroner, kommer det ikke til at ske.«

Politiken spurgte ham om, hvorfor lærerne skulle stole på, at de får noget ud af det kommende kommissionsarbejde.

»Jeg er med på, det kan være svært efter et langt forløb, hvor der er blevet skabt nogle fjendebilleder. Men jeg synes, lærerne skal prøve at stole på det alligevel – om ikke andet, fordi de bør stole på deres egen formand. Han og jeg har kigget hinanden i øjnene, og vi har sagt til hinanden, at den tilstand, vi har haft de seneste fem år, det går jo ikke ...«

Og så gik der yderligere tre år med det. Her står vi alle nu og venter på at se, om periodeforhandlingerne med accepten af de ultimative forudsætninger mon går i gang igen.

Bliver der stemt nej denne gang til endnu en miserabel aftale?

Ved afstemningen om overenskomstresultatet i 2015 valgte faktisk hele 29,9 procent af lærerne at stemme imod, og dengang var der vel at mærke ikke tilnærmelsesvis den samme offentlige diskussion om overenskomstresultatet, som der trods alt var om kommissionen i 2018.

Hvor langt er vi med en nej-kampagne denne gang? Har DLF opfattet den voksende kritik? Meget peger på det.

Hvis der stadig er en lærerstand, er det også nu, den burde sige fra. Bryd dog med åget fra den betontunge fagforenings anbefaling af et ja, som der ganske givet bliver anbefalet, uanset hvor ringe, vi stilles. Argumentet denne gang bliver sikkert, at nu må vi hellere se at få en aftale.

Kan Bondo senest i 2021 levere en central arbejdstidsaftale med markante forbedringer på forberedelsestiden i forhold til lov 409?

Når Bondo fortsat går ind på, at aftalen skal laves ud fra kommissionens anbefalinger og med KL's ultimative krav, hvordan skulle han så kunne gøre det?

Urafstemningen i Danmarks Lærerforening gennemføres elektronisk over 10 dage, hvorefter landsresultatet bliver offentliggjort.

Måske kommer der et resultat af periodeforhandlingerne til afstemning i august eller september i år. Ellers er det jo senest i april 21.

Men et nej bliver det forhåbentligt denne gang, hvis ikke miraklet sker, og Anders Bondo ender med at skrotte de nuværende forudsætninger og selv ryster posen.

Og så er der jokeren Pernille Rosenkrantz-Theil.

For vi kan roligt sende ansvaret for folkeskolen tilstand tilbage til de politikere, der siden 2013 med slet skjulte eufemismer for besparelser – såsom inklusion og heldagsskole – har implementeret verdens dårligste (underfinansierede) reform i en af landets vigtigste institutioner.

Ansvaret skal tilbage til politikerne; de bliver nødt til at melde ud, de må erkende, at lov 409 er en fadæse og hjælpe til med at genoprette lærerstandens integritet.

Det er ikke kun op til lærerstanden at løse den situation, landets magthavere har placeret den i.

Men den kan sige fra ved at stemme nej. Gør den det, kan vi kende den igen!

Der er mange forældre, der står bag os, kære lærerstand, også hvis vi stemmer nej.

De gener, det må medføre, er ingenting i forhold til den stille død, folkeskolen i disse år er ved at afgå ved.

Ved at stemme nej til OK21 kan lærerstanden sætte en prop i hullet.

Med en rigtig arbejdstidsaftale med et realistisk timeloft, fast forberedelsesfaktor og tid på alle opgaver kan vi sammen bringe folkeskolen flot igen over de næste år.