Jeg er uddannet i 1992 fra Odense seminarium. Jeg  har efteruddannet mig via en diplomuddannelse i ledelse, proceskonsulent i narrativ psykologi, taget MI Teori U uddannelserne. Jeg har erfaring med almen og specialundervisning, ledelse og konsulentarbejde.

Jeg blev i 2019 arbejdsløs og har siden da søgt omkring 150 jobs inden for lærergerningen, ledelse og konsulentarbejde. Jeg er altid blevet rost for mit engagement og min indsats på skoleområdet. Jeg har været til 6 samtaler om lærerjobs og 8 lederjobs og en enkelt konsulentstilling, men jeg er stadig arbejdsløs og har en meget kraftig oplevelse af at men alder har betydning. Jeg er som sagt 56, men er på alle måder fit for fight og er dybt frustreret over ikke at kunne få arbejde indenfor det felt jeg med glæde har lagt min energi 26 år.

Jeg har svært ved at forstå at min erfaring og viden ikke kan bruges i skoleregi længere. Jeg har søgt jobs hvor jeg på alle måder er velkvalificeret, men uden gevinst.

Så min spørgsmål/undren går på om en 56 årig lærer/leder er nød til, meget i mod min vilje, at skifte branche?

Hvad er det der gør, at trods mine åbenlyse kvalifikationer, så sidder jeg tilbage med en oplevelse af at min alder er et problem ?! Jeg har fornyeligt set en undersøgelse der viste at i de statslige organer er der det sidste år ansat én person over 50!! Er vi blevet et land hvor det at være erfaren og have indsigt, er en diskvalifikation?

Jeg håber på lidt feedback på en uholdbar situation og frustration over ikke at kunne arbejde med det det er mit hjerteblod.

vh

En smule disillusioneret men stadig kæmpende lærer.