Først og fremmest: Det har altid været sådan, at man ikke må stilles ringere end overenskomsten. I vores tilfælde betyder det, at man ikke må arbejde under vilkår der er ringere end L409 (som nærmest er ingen vilkår). Men derudover har det ALTID været tilladt at tilbyde sine ansatte vilkår som er bedre end overenskomsten (lokalaftale). Derfor virker det besynderligt, at dlf vil fejre det som en sejr, hvis der i en arbejdstidsaftale skal indskrives at der skal undersøges om der kan indgåes en lokal aftale i den lokale kreds. Det har man altid kunnet gøre, hvis man har villet. Er det så en sejr? Er det et punkt hvor KL har kommet lærerne i møde? I så fald mangler vi også at skrive mange andre selvfølgeligheder ind, retten til at blinke med øjnene, trække vejret og gå på toilettet bør måske også kaldes steder hvor KL kommer lærerne i møde?

Nå, nok sarkasme, men selvom det virker perfidt at eksemplificere, så er det for at illustrere, at en lokal aftale ingenlunde er nyt, eller en ret der bliver vundet i denne forhandling. 

Når rapporten konkluderer at der er bedre arbejdsmiljø de steder man har en lokalaftale, end de steder man ikke har, så er der nogle spørgsmål man som medlem bør spørge sig selv om, hvis man synes lokalaftaler dermed lyder fantastisk:

Har man det bedre fordi aftalen er lokal? Altså, har aftalen større værdi i de kommuner hvor man har en, fordi man ved at kollegaer i nabokommunen har ringere vilkår?

Hvor meget bedre har man det? Lidt bedre er jo også bedre end helt slemt. Nogle steder kører med ren L409, junglelov, splitting og del & hersk, hvis man i nabokommunen har garanti for 2 timers sammenhængende individuel forberedelse, så har man det jo lidt bedre. Men er det nok?

Hvis de steder hvor man har de bedste lokalaftaler er de steder, hvor lærerne trives bedst, hvorfor skal det så kun være de få forundt? Kommuner som Høje Tåstrup og Esbjerg, der nægter at indgå en ordentlig lokalaftale sætter deres lærere under et større arbejdspres end kommuner som Ballerup eller Århus, som indgår aftaler der lemper presset på den enkelte lærer. Hvorfor er det en fordel for kollegaerne i Esbjerg og Høje Tåstrup?

Kan det forventes at ALLE kommuner laver aftaler med deres lærerkreds? Hvis modstanden i KL imod at lave en central aftale er bundet i at det bliver dyrere for KL's medlemmer at drive skole, så betyder det også indlysende at der bliver store forskelle mellem de rige og fattige kommuner. Er det dét Danmark vi vil have?

Hvis ALLE kommuner i udgangspunktet er oprigtigt interesserede i at give deres lærere bedre vilkår end L409, hvorfor finder man så ikke en central forbedring at friste lærerne med?

Hvis kravene (folkeskoleloven, reformen og testene) er landsdækkende, hvorfor skal vilkårene for at løse opgaven så være forskellig?

Hvor meget sværere er det blevet at være skoleleder de steder hvor man har indgået en aftale hvor man lægger loft over timetallet, f.eks. Ballerup? 

Endelig er der et stort demokratisk problem, for hvordan indgåes en lokal aftale? Den fælles overenskomst for lærerne i Danmark aftales mellem KL og LC og sendes til afstemning blandt medlemmerne. Her kan hver enkelt lærer læse aftalen og tage stilling til dens kvalitet og værdi. Lokalaftaler laves på rådhuset mellem skolechefen og kredsformanden. Hvilken magtbalance er der her? Hvis den centrale overenskomst forkastes, så udbryder der konflikt, og KL må håndtere lukkede skoler overfor borgerne. Hvis den lokale aftale ikke kan opnåes så...? fortsætter man blot med L409. Man kan ikke nedlægge arbejdet i protest over for dårligt et udspil til en lokalaftale. Det er overenskomststridigt. Det kan man overfor en dårlig central overenskomst. Stiller det ikke den lokale forhandler meget svagt?

Må man nøjes med at tage det der tilbydes, fordi man alternativt må fortælle sine medlemmer at man ikke kunne finde ud af at forhandle sig til noget? Hvilken kredsformand påtager sig det ansvar? (stor respekt til Esbjerg herfra iøvrigt).

Hvordan godkendes en lokal aftale? Sendes den til afstemning blandt kredsens medlemmer, eller underskrives den på skolechefens kontor af kredsformanden?

Er det demokratisk, eller uddellegerer vi som medlemmer vores interesser til at varetages af enkeltpersoner overfor vores arbejdsgiverkommune?

Jeg er ikke i tvivl. De lokale aftaler bør kun supplere en stærk central aftale, som indeholder klare værn og rettigheder, som en presset kommune ikke kan løbe fra. Retten til at indgå forbedrende lokale aftaler bør ikke fejres som en sejr, for den har vi altid haft. Og lægger vi alle vores æg i den kurv, så opstår der større og større forskelle landet over, hvilket vil efterlade kollegaerne i 'udkantsdanmark' på perronnen. Derfor synes jeg dlf skal stoppe med at fremhæve de meningsløse analysekonklusioner fra kommissionsrapporten som en nyfunden fælles erkendelse med KL, for de er hverken nye eller fælles. De tjener kun vores modpart og et mindretal af lærerne!