Vores tanker er virkelige for os – de giver både biologisk og psykologisk effekt. Vores kroppe reagerer fysisk lige så meget på et mentalt input som et fysisk input. Tænk eks. på hvordan vores blodtryk eller hjerterytme påvirkes når vi får hhv. en positiv som en negativ besked. Vi har omkring 70.000 tanker om dagen.

Selvom vi har samme sprog har vi stadig forskellige tanker og vores tanker defineres ud fra associationer, følelser og oplevelser.

Derfor oplever vi også, oftere end vi tror, at vi misforstår hinanden. Men vi voksne, befinder os oftere i situationer hvor vores kommunikation ikke giver det resultat vi forventer, når vi taler med børn og unge, end når vi taler med andre voksne. Og det er der nogle rigtig gode grunde til. 

1. Voksne har erfaring og læring med sig, som de anvender i deres tænkning og adfærd, som børn/unge ikke har. Når vi tænker på at vi har 70.000 tanker om dagen og lige så mange associationer så har vi voksne altså en betydeligt større referenceramme vi anvender når vi taler. 

Mellem 90 og 95 % af dem af disse tanker og associationer er dog underbevidste, dvs. vi har ikke en bevidsthed om dem. Men vi lagrer dem i vores forståelser af verden, og de er med når vi taler med andre dog ofte ubevidst eller indirekte i vores tale. Vi ekspliciterer ikke alt der foregår i os heller ikke alle bevidste tanker. 

Når vi taler med børn og unge der ikke har samme referenceramme som os går meget information om vores forståelser derfor tabt og vores samtaler med vores poder vil derfor ofte være delvis uforståelige for dem. 

2. Børns/unges hjerner ikke er helt udviklet, rent forståelsesmæssigt, før de er mellem 25 og 30 år.  Det betyder bl.a. at de ikke kan se hvad deres adfærd har af langsigtede konsekvenser.  Børn og teenagere er dårligere end voksne til at koncentrere sig, til at have fokus i længere tid og de er dårligere til at styre deres impulser, til at risikovurdere og til at se ting i et større perspektiv, i større sammenhænge. 

Vi voksne er ”videre i teksten”, vi tænker langsigtet i større perspektiver når vi handler og  vi har lettere ved at kontrollere vores impulser/følelser. Derfor taler vi ofte forbi hinanden fordi vi er på to forskellige forståelsesstadier. 

3. Børn/unge lytter/ser mest på kropssproget og tonen. Voksne tror generelt at både børn og de selv taler med sproget som den primære faktor. Det giver specielt uoverensstemmelser når vi voksne ikke taler ærligt, eks. er frustrerede, ikke ved hvad vi skal sige, gøre etc. men vælger at “bullshitte” ved at fortælle børnene at vi ikke er frustrerede, kede af det eller sure. 

Den sans vi benytter os allermest af, og som altid trumfer er synssansen, og det betyder bl.a. at vi altid benytter os af vores adgang til det nonverbale sprog, vi ser på vedkommendes kropssprog – ansigtsudtryk, øjenkontakten og hænders og bens placering etc., og vi hører hans tonefald og tryk på ordene. 

Det sammensætter vi selvfølgelig med det der siges. 

Men det non-verbale står for 75-80 % af børns forståelse (lidt mindre for den unge), hvilket vil sige, at hvis vores kropssprog ikke er i overensstemmelse med det vi siger, tror de på vores kropssprog – det der automatisk viser vores sande følelser. 

De allerfleste børn og unge gennemskuer derfor ofte vores bullshitting. Denne uoverensstemmelse mellem det verbale og det nonverbale giver desværre også vores poder anledning til, enten at tænke at vi ikke taler sandt, eller at de ikke kan stole på os eller deres egne intuitioner. Og uoverensstemmelser mellem det vi siger, og det vi føler sker desværre ofte når vi voksne samtaler – specielt når vi diskuterer. Vi voksne har igennem vores kultur lært at det verbale er det vi skal forholde os til, og vi er faktisk derfor ”lidt bagefter” når vi taler overensstemmelse mellem det verbale, det nonverbale og forståelse.

Og hvad kan vi så bruge denne viden til?

Det er ikke altid lige nemt at undgå misforståelser når man har krævende samtaler eller diskussioner netop på grund af ovenstående. 

Vi kan dog gøre meget for undgå flere af misforståelserne, i vores samtaler og diskussioner, hvis vi tager hensyn til ovenstående, og det gør vi ved at være opmærksomme på eget sprog – verbalt som non-verbalt. 

Verbalt skal vi voksne generelt eksplicitere mere end vi regner med:

 - Vi skal forklare vores udsagn og vores baggrund for at sige som vi gør. 

-  Vi skal undgå indirekte tale.

-  Vi skal nuancere vores sprog – dvs. vi skal sige tingene på flere måder.

-  Vi skal også, til en vis grad, eksplicitere vores irritation, vores frustration og vores bange følelser .

-  Vi skal ikke anvende ironi, sarkasme eller nedladenhed – det forvirrer ofte og er aldrig en åben tilgang til en diskussion.

Non-verbalt skal vi voksne generelt huske EN ting:

- Vi skal være autentiske i vores kropssprog, så vi opnår sammenhæng mellem verbalt sprog, nonverbalt sprog og tonefald.

Vi skal i alvorlige samtaler så vidt muligt anvende en åben tilgang eks. via aktiv lytning.

Og når vi er ved at være færdige med samtalen skal vi tjekke af med børnene hvordan de har forstået vores samtale ved at bede dem om at fortælle hvad de har fået ud af samtalen.

Husk at respekt skal gå begge veje men vi voksne har i sidste ende altid ansvaret for udkommet af vores samtaler med børn.

Ovenstående opmærksomheder kan faktisk også bruges når vi samtaler med andre voksne.