På lærernes område har politikernes succes med at lægge låg på kritiske undersøgelser og spørgsmål resulteret i at de fleste politikere sætter kikkerten for det blinde øje, og nærmest betragter L409 som en slags hævd? Altså først og fremmest forsøger de allesammen at undlade at forholde sig til resultatet af 2013, ved at nægte at diskutere indhold, men kalde det ‘uskønt’, ‘dårlig timing’ eller ‘en uheldig sammenblanding’. Men ingen af de politikere, der måtte spørges om hvad der er galt med L409, vil forholde sig til indholdet. Hvor mange har vi ikke hørt sige: "Nu er det jo ikke op til mig, at bestemme indholdet af arbejdstidsregler, det skal politiker holde ud i strakt arm, og lade parterne finde den rigtige løsning på." Der henvises til armslængdeprincippet, men det kan gøre mig aldeles rasende, for der er en detalje de undlader at forholde sig til:

I 2013, da parterne ikke kunne blive enige, gik politikerne ind og lovgav på området, og stjal alle de rettigheder som lærerne havde erhvervet sig gennem forhandlinger, og gav dem til de KL-politikere, som de bagefter gav opgaven at lave mere for mindre. Altså lade lærerne betale for deres egne ambitioner, gennem øget arbejdsbyrde til 0 kr. Ikke aftalt gennem forhandling, men pålagt ved lov. 

Hvorfor var det ikke forkert?

Hvorfor strider det ikke mod armslængdepricippet?

Hvordan kan man trække på skuldrene nu, og nærmest sige “det er ved at være så lang tid siden, så er det ikke tid at komme videre?”

Kan politikere vinde hævd på værdier de tilraner sig?

Årsagen til politikernes tiltagende frækhed og ublu selvbillede af magtfuldkommenhed, skal findes i deres erfaringsbank (det koster ganske sjældent andet end lidt dårlig omtale) og deres fortsatte lovgivning mod åbenhed (mørklægningslovgivning). Det er altså tæt på helt gratis, og det bliver sværere og sværere at opdage, fordi der sløres mere og mere.

Men magthaverne optræder også mere og mere styrende i forhold til hvad de vil forklare. Har de roller i dårlige sager, så nægter de blot at stille op, eller svarer på noget andet end det de bliver spurgt om, stiller hidsige eller flabede modspørgsmål eller latterliggører journalisten som spørger. Der er mange eksempler på den stil, men Jesper Petersen fra socialdemokratiet tangerede Danmarksrekorden i udenomssnak, da han i debatten 21 gange på 9 minutter svarede på noget helt andet end det han blev spurgt om, og statsministeren udstillede Henrik Qvortrup ved at tale ned til ham, og understrege hvor godt det var, at hun bestemte og han ikke gjorde, i stedet for at svare på hans spørgsmål. Troels Lund Poulsen fra Venstre nægtede at svare pressen, men henviste til en tavshed han var blevet pålagt… af sig selv. Andre igen nægter at svare på det de spørges om, eller henviser til deres kollegaer i den anden ende af bygningen, som et slags stjerneløb.

Alle disse krumspring, angstbideri og udenomssnak, har resulteret i, at journalister som endelig får audiens hos en politiker optræder servilt og ærbødigt, som om det var en rockstjerne eller en kongelig de har fået lov til at tale med. Væk er kanten, kritikken og vedholdenheden i at stille politikerne til ansvar. Ansvar de er valgt til at varetage. Det er blevet omvendtland, hvor politikerne ikke bliver forholdt, at de arbejder for os, og ikke omvendt. 

Pressen er blevet en kuet hund, som ikke tør kigge op, men er tilfreds med at blive kløet mellem ørerne og fodret ved bordet med resterne. Det er et voldsomt demokratisk problem!

På vores område er der et par ting, som vi må insistere på:

Vi anerkendte ikke L409 som en arbejdstidsaftale i 2013. Den er ikke blevet en arbejdstidsaftale af at der gik 7 år. 

Det der foregik i 2013 mangler der klarhed over. Men dem der siger noget, de siger at politikerne som dengang lovgav lyver.

Man må ikke stjæle, heller ikke selvom man beholder det stjålne længe. 

Det skal ikke være konsekvensfrit at træde på andre. Heller ikke selvom det er en hel faggruppe.

Det betyder at vi lærere har en forpligtelse overfor os selv og hinanden:

Vi må kræve at få vores rettigheder tilbage.

Vi må forlange at forløbet bliver undersøgt til bunds (her må vores fagblad begynde at varetage vores interesser, frem for ministeriernes, som de pt. holder mikrofon for, med de seneste undervisningsministerbulletiner). 

Vi må som faggruppe sige fra, og sørge for at der bliver konsekvenser for politikerne ved at overtræde reglerne i den danske model. Vil de ikke give os vores rettigheder tilbage - så må vi konflikte. De mærker intet af surstråling, utilfredshed og uendeligt samarbejde. 

Når ingen andre medier forholder magthaverne deres ansvar i konflikten, så ville jeg gerne have at folkeskolen gjorde. Jeg savner svar fra konkrete politikere på konkrete spørgsmål, og jeg mener at deres uvillighed til at svare ikke burde tilfredsstille journalister, men anspore dem til at grave dybere. Hvorfor vil de ikke give brugbare svar?

Mette Frederiksen: 

I 2013 skrev dit daværende ministerium, beskæftigelsesministeriet L409. Du præsenterede lovindgrebet som nødvendigt. Men var det også retfærdigt?

Du er socialdemokrat. Skal faggrupper reguleres ved lov?

Virker loven som den skal?

Har folkeskolen brug for noget andet end L409? Hvad?

Er der fortsat konflikt i folkeskolen, eller har lærerne lagt 2013 bag sig?

Hvis lærerne går i åben konflikt i 2021, vil du så gribe ind tidligere end Thorning?

Hvis du skal gribe ind, vil det så afslutte eller forlænge konflikten, hvis man ikke forandrer L409 ved et indgreb?

Hvorfor tror du ikke lærerne har taget L409 til sig?

Skal lærerne blot bruge mere tid til at vænne sig til vilkårene i L409, førend de bliver glade for dem?

Pernille Rosenkrantzs-Theil:

Forløbet i 2013 var uskønt. Hvad gjorde lærerne der ikke var kønt?

Det er ved at være 7 år siden. Skal lærerne glemme 2013 og komme videre?

Er konflikten mellem lærerne og politikerne afsluttet eller findes den fortsat?

Er det uberettiget, hvis lærerne fortsat er sure på jer?

Hvis de lange skoledage er det der kan få ligningen til at gå op, kunne man så løse konflikten ved at forkorte skoledagene og give lærerne deres rettigheder tilbage?

Du har brugt et år på at snakke om at du vil lytte før du handler. Hvornår skal du til at handle? Hvilken dato kan vi sige til hindanden dét har ministeren sørget for?

Du har hørt samstemmende kritik fra lærerne af de lange skoledage, men vil ikke ændre dem. Hvordan handler du på baggrund af det du hører?

Hvis man ikke kan måle reformens fremgang på 1,2 eller 5 år, hvornår mener du så at reformen enten kan erklæres end succes eller en fiasko?

Eller kan reformen aldrig, uanset hvilke resultater der fremvises være forkert?

Jakob Ellemann-Jensen

Hvis der kommer et skifte i regeringsmagten, og du bliver leder af en borgerlig regering, hvordan vil lærerne så mærke det?

Vi spurgte om lærerne, ikke eleverne. Hvilken forandring i arbejdsvilkår/effektiviseringspres vil lærerne opleve, hvis du bliver statsminister?

Kan der effektiviseres mere i folkeskolen?

Disse spørgsmål er spørgsmål jeg selv har undret mig over ikke bliver stillet eller besvaret. Jeg synes virkelig vi som den skadede part i konflikten har krav på at få forklaringer for de som har ansvaret. Hvis de ikke vil svare, så synes jeg at medierne burde kaste sig over det, i stedet for at Aftensshowet en gang om ugen inviterer Mette Frederiksen ind for at fortælle at hun kan lide en leverpostejmad eller strikker når hun stresser af. Det er dygtigt af politikerne at have tøjlet vagthunden, men skadeligt for samfundet. Kom så i gang!

PS. I andre læsere opfordres til at skrive jeres forslag til kritiske spørgsmål om lærerlivet til navngivne politikere i kommentarfeltet, og evt. sende dette debatindlæg til journalister I måtte kende. Vi må vække dem!