Der har været kæmpet, de store episke armlægninger i 2013, fulgt op af forsøget på fred i 2015, og siden fuseren i “Det endelige opgør” i 2018, hvor hele modstandsbevægelsen stod sammen om at sige fra overfor tyranni, udbytning og magtmisbrug, men endte med at forlade os, da vores krav var de sidste at møde (selvom det paradoksalt nok startede med at være de første der skulle på plads for DENNE GANG skulle der komme en aftale for lærerne). Som et sidste vildskud/eller en taktisk genistreg fra KL-mørket, blev det opgør afsporet, ved at åbne forhandlingerne, så de andre gik i dialog og fik deres overenskomster forbedret og forlænget. På den måde afmonterede man lærernes alliance, og imødegik truslen fra den pludselige modkraft man var blevet udfordret og overrasket af. Og ved at acceptere/foreslå en kommission fra en fjern, fjern galakse kunne man få det til at se ud som om man kom lærerne i møde og vinde tid til at omgruppere før næste holmgang. 

Den mest demokratiske forening i Danmark?

Og nu er vi her. Optakten denne gang har været beskrevet af lærerforeningen som den mest demokratiske proces man kan finde i Danmark, men reelt set har diskussionen om hvorvidt man skal samarbejde med overmagten eller kæmpe mod den ikke være levende i ‘mellemkrigsårene’ 2018 og 2019. Der har foreningens repræsentanter lokalt kontinuerligt og vedholdende efterlevet deres fredspligt, ved at henvise til “at vi jo fik en kommission, og vi må vente og se hvad den kommer med af anbefalinger.” Syltekrukken blev en sutteklud, og debatten, mobiliseringen og modstanden blev svækket af konstante udskydelser og ‘befriere ud af kommunen’.

I december 2019 fik kommissionen endelig, endelig, endelig taget bladet fra munden, og skulle udtale sig om hvilken retning der skulle fløjtes. Det var længe ventet af de eksilerede lærere, som havde knyttet håb til at voksne udefra skulle høre vores råb om hjælp og dermed udtale sig om en vej ud af det overgreb vi fortsat oplevede. At kommissionens væsentligste pointe var at “der er uenighed, som bedst vil føre til tilfredshed med samarbejde, og det er svært at sige hvad der er rimeligt, for det vil KL aldrig acceptere” var vel nærmest et dommerkast, op ad bakke i modvind?

I den demokratiske forening var der nu 1½ måned til at drøfte det her slag i luften, og sunde sig. De mennesker som kraftigst havde anbefalet kommissionen, læste ikke kommissionsrapporten med de briller som tvivlerne havde på. De ville ikke stille sig frem og sige: “Sorry venner, vi håbede at voksne udefra kunne se det og turde sige det, men det skete ikke”... tværtimod gik der politik i det, og selvom det er klart for det lille barn, at vasalkongen nu går i klæder vævet af usynlig tråd, så insisterede de på at det ville give langt bedre resultater denne gang, især hvis man lover at høtyvene, faklerne og blodhundene bliver i skuret forud for at nådesgaverne skal deles ud. 

Lang demokratisk proces eller lukket hastværk?

På en lukket kongres i starten af februar, altså blot 1½ måned efter at 7 års uenighed og strid blev evalueret, skulle man vedtage hvilket mandat man skulle gå ind til audiensen med, og sjovt nok samlede man sig med dem man har tættest på sig. De få der på kongressen talte for at forlade samarbejdssporet og vende tilbage til de rimelige krav for lærerarbejdet vi allesammen ved ville gøre livet som lærer værd at vælge igen, oplevede kongressen som et svært sted at få afsøgt den reelle opbakning til kursen blandt medlemmerne. Der var stor opbakning på kongressen til toppens anbefalede linje, nemlig at følge de anbefalinger kommissionen kom med, lægge våbnene og kravene og endnu engang knytte håb til at en voksen udefra vil gøre op med urefærdighederne? En facilitator skulle denne gang sørge for at man ikke hang fast i de samme fastlåste positioner, men at der var skred i samtalerne, og at man udviklede sig i en retning sammen. Da det kongresmandat blev offentligt, var der da heller ikke hverken tilfredshed eller opbakning til det blandt alle lærere. En del udtrykte deres overraskelse og utilfredshed allerede der, da ingen havde haft fantasi til at forestille sig en så vag rapport, fulgt op af så blind en tro på frelse gennem overgivelse. Der var en slags granatchok og modløshed at spore.

https://www.folkeskolen.dk/1587041/dlf-holder-lukket-arbejdstidskongres-i-dag

https://www.folkeskolen.dk/1587596/kongres-her-er-seks-maal-som-dlf-gaar-til-arbejdstidsforhandlinger-med

Aftalen er fortsat ikke på plads, den er en måned forsinket på trods af at samtalerne skulle fastsætte rammerne for lærernes betingelsesløse kapitulation til KL’s ultimative krav, hjulpet af en voksen som ville sørge for at det ikke tog for lang tid. Nu er deadline rykket til ubestemt tid, så foreløbig er der kun stigende bekymring i baglandet. Ingen tror længere på at noget går den rigtige vej, selvom de mest tillidsfulde tillidsfolk fortsat siger “vent og se”, så virker det energifattigt og  uden andre argumenter end håb.

Er Ny Start vejen der leder ud af eksilet?

Derimod har gruppen af tvivlere som under kommissionsarbejdet var tavse, under kongresmandatet var afventende, nu under forhandlingerne uenige i linjen, rejst debatten om hvorvidt det nu også er smart at opgive dét der vil kunne sikre et godt lærerliv, nemlig værnsregler og sikringer af de væsentligste vilkår i faste aftaler, for at få en fælles forståelse for hvad der gør det svært at levere kvalitet. Jo længere tid der går med at åbenbare det man forstår fælles, jo tydeligere fremstår det for os, at der faktisk ikke er så meget man forstår ens, og at KL ikke er villige til at afgive magt - kun at uddelegere ansvaret, og sådan leger vi ikke! Vil I sidde med al magten - så har I alt ansvaret!

Uanset hvor meget vi bliver tudet ørerne fulde af vores fagtop om hvor vigtige vi er, så kan vi kun være det med indflydelse på vores eget virke, og det virker ikke pt. 

Hvis det var et straffespark uden målmånd, hvorfor står der så 0-0?

Havde det her været en episk fortælling ala Star Wars, så skulle der jo kommer et opgør som næsten afsluttes, men som udskydes i det uvisse og dermed lægger op til efterfølgeren. Hvad kunne man forestille sig ville afbryde et ellers fuldstændig fastlagt og skudsikkert forløb? En pandemi? En af de allierede, som i stedet for at melde sig på banen med støtte til lærerne i den forhandling, som ser så svær ud, når modparten er stejl og man selv har opgivet, som trækker tæppet væk under det trods  alt lille pres KL måtte føle ved at have udsigt til at stå over for en samlet fagbevægelse om et lille år, uden den lovede aftale til lærerne? En udskydelse af forhandlingerne i det uvisse, samtidig med en fagboss der fjerne presset fra KL? Man kan næsten ikke forestille sig det hele mere håbløst, vel?

https://www.folkeskolen.dk/1843640/overvejer-at-udskyde-overenskomstforhandlingerne-et-aar

Nuancerer eller splitter sidelinjedebatten vores forening? 

Alligevel har en lille gruppe samlet sig i cyberspace - det sidste tilflugtssted i 2020, hvorfra der mod hårde odds, som overmagt og modstand fra vores egen forening, føres en kamp for dét argument, at KL er bedøvende ligeglade med hvordan vi har det, eller hvordan vi arbejder. De interesserer sig for hvad det koster, og respekterer kun hvis det ikke bliver udført. Kun udsigten til en konflikt vil kunne rykke dem i vores retning - ikke af deres gode hjerte eller fordi de opfatter L409 som uretfærdig, men alene fordi de for alt i verden vil undgå at stå alene med 600.000 skolebørn der skal undervises, og 1.200.000+ forældre som spørger dem hvorfor det ikke sker!

Cyberspace er perfekt til den slags. Kommunikationen foregår lynhurtigt på tværs af landet. Man kan melde sig hjemmefra, og bidrage til debatten med få eller mange klik på tastaturet. Modsat det hyldede medlemsdemokrati, hvor det traditionelt har været med personligt fremmøde på de tidspunkter hvor man enten er på arbejde eller i krig på hjemmefronten med mad, børn og bleer, så kan cyberspace-slaget udkæmpes i de tidslommer der findes uafhængigt af hinanden. Man kan bidrage når det passer eller passes ind.

Vi startede da krudtrøgen havde lagt sig efter kongresmandatet blev offentliggjort. Vi var rystede over at de som skulle varetage vores tarv, pludselig begyndte at varetage arbejdsgiverens i stedet, og forsøgte at forklare os at vores kamp for vores vilkår til at udføre vores arbejde var en fælles kamp med arbejdsgiveren. At vi havde en fælles interesse? Det næste ville vel blive at det var fælles interesse med lavere løn? Eller flere ugentlige arbejdstimer? Tjah… vi kunne i hvertfald læse at dlf er enige med KL om at flere skal på fuld tid? For at lykkes bedre med at drive skolerne?

https://www.folkeskolen.dk/1589569/kl-og-fagbevaegelsen-enige-om-at-flere-skal-paa-fuld-tid

Vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne og ører. Og nægtede at tro på det vi blev fortalt, når vi spurgte, nemlig: “De fleste lærere tror på dét her!”

Midt i februar, en uges tid efter offentliggørelsen af “Den nye orden” og de kravløse forhandlinger, gik vi i luften med facebooksiden “OK21 - Lærere stem NEJ til uklare aftaler”, for at afsøge lærerbaglandet, og se om det virkelig kunne passe? Var vi alene?

A New Hope?

I starten kunne vi selvfølgelig kun kontakte de lærere vi kendte personligt, men ret hurtigt voksede tilslutningen. Derefter fladede den lidt ud - så var dét det? Nej, der opstod en slags ‘naturlig’ eller linær kurve, som steg med ca. 20 om ugen. De seneste udskydelser af forhandlingerne, medlemdsmails med grundige forklaringer af hvad man overvejer at opgive, samt de offentlige arbejdsgiveres håndtering af coronakrisen og de øgede krav til fleksibilitet og tilsidesættelse af værn, regler og aftaler, i samfundets interesse har øget interessen og kurven knækker så medlemstallet stiger. Gruppen af utrygge, utilfredse og uinddragede lærere vokser hurtigere og hurtigere. I skrivende stund har vi runder vi 500 der synes godt om siden, og ca. 80 mere følger den - sikkert ikke uden grund.

cyberdemokrati 2.0

I 2018 var der en lignende facebook-side, som anbefalede et nej til kommissionen. Dengang var der 452 medlemmer. Det kan lyde af lidt, når man tænker på at det er ca. 50.000 lærere der skal stemme om en aftale. Men 10.000 stemte nej! mere end 25% af de afgivne stemmer var et nej til kommissionen! Af de 74% som stemte ja, sidder der flere tilbage som fortryder efter de så rapporten. Ikke alle er på facebook, og vi kan ikke sige at 1000 synes ‘godt om’ på facebook vil betyde 20.000 nej-stemmer til aftalen, men omvendt tror vi ikke det kan afvises, at det at samles for at få et talerør, kan være med til at forandre resultaterne? En ting er sikker - sidder vi med hænderne i skødet og frygter det værste, mens vi håber på det bedste, så afskriver vi os enhver medinflydelse og overlader kampen for vores vilkår til forhandlinger vi ikke tror på. Derfor vil vi rejse debatten med øget styrke fra det øjeblik den udskudte aftale fremlægges. ALT skal læses med de mest skeptiske briller, belært af den ridefogedmentalitet KL har udvist de seneste 8 år (optakten til konflikten medtaget). Og vi fastholder at uklarheder i aftaleteksten tror vi kun vil tolkes til vores ulempe fremad. Derfor fastholder vi også det krav, at en aftale vi skal kunne stemme ja til skal være fri for uklarheder. 

Er vi irriterende?

Det er garanteret ikke ønsket eller nemmere for forhandlerne at nå Ziegler, efter at vi rejser debatten, om hvorvidt kongressen i virkeligheden repræsenterer medlemmernes ønske? Det er garanteret hamrende ubelejligt, og med til at skabe tvivl om hvorvidt et aftaleforslag kan stemmes hjem i fred og ro? Men i så fald er det også med til at lægge et pres på forhandlingerne, fordi der opstår en tvivl om hvorvidt der kan opnås flertal for en aftale der kvit og frit overdrager alt magt til KL og al ansvar på lærerne? På denne måde sniges nogle krav alligevel ind ad bagdøren, ikke som Bondos eller dlf-kongressens, men overfor modparten må det nævnes, at KL's ultimative krav til at undgå faste timetal, ikke betale en krone mere og ikke sætte tid på opgaverne, måske ikke kan forenes med deres fromme medieønske om at komme af med L409, fordi den fremstiller dem som samvittighedsløse arbejdsgivere, ikke fordi den opleves som uretfærdig af lærerne!

Hvis årsagen til udskydelserne skyldes reelle uenigheder mellem forhandlerne, på trods af fælles interesser, samarbejdssporet og en facilitator, så er vi ikke bange for at kalde det en falliterklæring, at man på så lang tid når så lidt - tænk hvis vi andre arbejdede ligeså langsomt og resultatløst i folkeskolen?

Hvis årsagen til udskydelserne ikke skyldes reelle uenigheder, men derimod at timingen for afstemningen er uheldig, fordi der skal stemmes om at opgive rimelige krav og rettigheder, i en tid hvor arbejdsgiverne i forvejen bejler til vores fleksibilitet pga. genåbning af skolerne, så vil vi sagtens kunne huske det om en uge, to uger eller to måneder! Vi har fortsat hverken glemt eller tilgivet de seneste 8 år!