Debat
0   59

En tur i tidsmaskinen

Hvis man vil drive en skole, hvor man har højtpræsterende lærere, så handler det om tid på opgaverne og tid til forberedelse af et realistisk antal undervisningstimer.

Den 9. maj 2018 bragte Folkeskolen.dk en artikel, da det stod klart, at vi ikke fik en arbejdstidsaftale, men en undersøgelseskommission.

En relativt nybagt lærer med kun tre års erfaring fortalte fra sin hverdag:

Artiklen fortsætter under banneret

"I fem år har lærerne nu levet uden en arbejdstidsaftale, og hverdagen på de danske folkeskoler har været dikteret af lov 409. Mark Skiffard Noesgaard Sørensen blev uddannet lærer i 2015, og hele hans lærerliv har således været reguleret af loven og ikke en arbejdstidsaftale.

»Jeg kan se, at min arbejdsdag ikke tilnærmelsesvis hænger sammen, til trods for at vi har en lokalaftale i Aarhus. Jeg kan ikke være i den her virkelighed, hvor kollegaer går ned og siger op på grund af urealistiske arbejdsvilkår. Jeg arbejder efter reglerne og går dermed tit ind til en time uforberedt. Alternativet er at arbejde gratis om aftenen for at forberede undervisningen. Det gjorde jeg de første to år, men jeg har indset, at der ikke kommer os nogen til undsætning. Vi skal have et opgør nu. Jeg kan ikke risikere at stå tre år mere i den her suppedas. Problemet er nu, og vi kan ikke vente. Jeg er enormt frustreret«, siger han om udsigten til en undersøgelseskommission."

Mads beskriver så præcist den oplevelse, som så mange kolleger stadig har i dag. Tingene hænger ikke sammen; kolleger siger op, andre bliver sygemeldte med stress eller går på deltid, hvis økonomien er til det; hvilket bare bliver en fuldtidsstilling på lavere løn.

Det er et kæmpe problem, at vi bare arbejdede gratis, efter at reformen blev indført. 

Jeg kender ingen kolleger, der ikke har haft gjort det. Og selv efter min bedste overbevisning om det modsatte, endte jeg desværre også med at sidde og rette opgaver derhjemme, for elevernes skyld - ellers ville der gå evigheder, hvis jeg skulle bruge 10-15 minutter her og der. 

KL burde nok fra starten have fået den skole, de ville betale for, uanset hvor ubehageligt det er at skulle møde uforberedt op. Men problemet er, at det kun rammer os selv. 

I tiden før skolereformen i 2013 var jeg en glad og engageret lærer – hele mit liv drejede sig om dét at være lærer.

Når jeg tog på biblioteket, når jeg læste aviser og bøger, når jeg skrev og bearbejdede ting – havde jeg altid mine fag og elever i baghovedet. Jeg sad om aftenen og i weekender, uanset tidspunkter og talte ikke timer. Det var min identitet på så mange områder.

Hvilken lærer ønsker forældre mon, der går ind ad døren til klasseværelset? En lærer, der på denne måde brænder for sin gerning og glæder sig til at kunne bruge sit forberedte stof, eller den lærer, der har haft få minutter til at sætte sig lidt ind i et Alinea- eller Clio-onlinemateriale?  

Flere og flere forældre fravælger folkeskolen, 16 procent af underviserne er ikke læreruddannede, og mange skoler modtager massiv kritik fra arbejdstilsynet.

HVIS vi kunne få lov til at udføre vores arbejde på en måde som mindede om det, som vi gjorde før 2013, hvor vi fik arbejdstidsloven, kunne vi arbejde på den bedst mulige måde – for børnene, for skolen, for samfundet.

Hvis der var et max over antallet af undervisningstimer for alle lærere. Hvis vi havde tilstedeværelse på skolen, når det giver mening. Hvis det på opgaveoversigten blev synligt, hvor lang tid ledelsen forventer, at lærerne bruger på de enkelte opgaver.

Den måde at arbejde på ville give transparens i hverdagen og betyde, at vi kunne have en meget højere trivsel og lavere sygefravær. Hvis man vil drive en skole, hvor man har højtpræsterende lærere, så handler det om tid på opgaverne og tid til forberedelse af et realistisk antal undervisningstimer. 

For vi lærere på gulvet er det kun logisk, at god undervisning kræver tid til forberedelse og evaluering af undervisningen.  At kvalitet i undervisningen er afgørende for elevernes uddannelse, trivsel og dannelse. 

En kommende aftale SKAL binde undervisning og forberedelse sammen med en faktor, så der er sammenhæng mellem undervisningstimetallet og tiden til forberedelse. Undervisningstimetallet i dag er alt, alt for højt. Individuel forberedelse findes mange steder tilnærmelsesvis ikke; det foregår ofte mest i teams af den ene eller anden art. 

Det blev ikke til en arbejdstidsaftale i 2018, men en undersøgelseskommission, der langtfra var nok til at tilfredsstille lærerne, der i fem år ikke havde kunnet udføre et kvalificeret arbejde. En kommission, der det næste halvandet år skulle kulegrave lærernes arbejdstid og komme med et oplæg til en ny arbejdstidsaftale for 52.000 lærere. 

De fandt ud af, at 84 procent af de adspurgte lærere i Lærerkommissionens rapport oplevede at have for lidt eller alt for lidt tid til at forberede undervisningen, uden at det gav anledning til en anbefaling om sikring af samme.

Og fra kommissionens anbefalinger endte DLF ud i blindgyden, ”hvor vi som udgangspunkt har accepteret KL’s helt ultimative forudsætninger. De forudsætninger er blandt andet en årsnorm, ingen centralt aftalte resursebindinger som f.eks. et maksimalt undervisningstimetal og en fortsat høj grad af fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelse.”

Vi kæmper hver især for at få hverdagen til at hænge sammen, men vi er nødt til at bruge tid og energi på at forholde os til den "arbejdstidsaftale", som snart bliver forelagt os.

Det ER nødvendigt, at vi får en arbejdstidsaftale denne gang. Men ikke en hvilken som helst.

Selv har jeg slet ikke nogen tiltro til KL, og nu heller ikke til den linje, som DLF har valgt, hvor accepten af Lærerkommissionens vattede rimelighedsvurdering fra ledelsens side i slutspurten blev forvandlet til betingelsesløs kapitulation. 

Jeg så allerhelst, at Anders Bondo lyttede til baglandet og erkendte, hvor langt ude det er at acceptere ultimative krav - og afbrød forhandlingerne nu for at regruppere. 

Hvis det ikke sker, så tegner alt til, at vi samlet må sige nej på hans vegne, vente indtil '21 og forsøge reelle forhandlinger - evt. med henblik på at gå i konflikt, hvis det er nødvendigt.  Min stærke fornemmelse er, at baglandet var lunkne ved tanken om syltekrukken kommissionen - og aldeles opgivende over dens anbefalinger. 

Men - vi kommer stærkt igen nu, og folk kan nå at finde deres inderste stærke modstandsdrift frem imod KL's tromlen hen over os og foreningens overgivelse.

Jeg har kontakt med mange lærere, der skriver lige nu, at de ikke har lyst til at komme i spotlightet pga. deres arbejde og position, men fuldt ud støtter kampen for at redde lærerfaget fra den endelige ødelæggelse.

Mon ikke vi er mindst 51% af medlemmerne, der ikke vil tage til takke med en overenskomst, som gælder for fremtidens muligheder for et arbejdsliv, hvis ikke den giver markante ændringer på de områder, der afgør, om vi kan udføre vores arbejde med stolthed og kompetence? 

Det første slag skal vindes; det vanvittige projekt med at acceptere KL’s ultimative krav skal stemmes ned, for så får vi chancen igen bagefter til reelle forhandlinger. Hvis det bliver et ja, bliver vi ikke spurgt igen i 21.

Jeg aner konturerne af noget; en ramme er ved at tage form for vores muligheder som lærere med nu fem dage tilbage - og jeg skimter omridset af et gigantisk, nødvendigt nej. 

DLF kommer til at skulle skifte kurs ved siddende formand Anders Bondo, hvis vi nu til denne afstemning mønstrer nok modstandskraft til at afvise de ultimative krav. 

Inden for 4-6 uger kommer afstemningen. Og så har vi enten vundet første slag, eller tabt hele krigen om anstændige arbejdsvilkår.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ