Debat

To dages fravær om måneden betyder et helt års tabt læring over et skoleliv

Aarhus' social- og skolerådmænd foreslår et samarbejde omkring en fælles ledelses- og kulturindsats, en øget systematik i fraværsopfølgningen og etablering af et fælles fraværsteam på tværs af kommunens afdelinger,

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, og Kristian Würtz, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Skolen er omdrejningspunktet i børns og unges liv. Og det er godt at gå i skole. Derfor er det også et problem, at alt for mange aarhusianske børn og unge har et højt skolefravær. Både fordi det er svært at lære noget, når man ikke kommer i skole. Men bestemt også fordi skolen og skoleklassen er et afgørende vigtigt fællesskab. Det har corona-krisen med den månedlange nedlukning og hjemmeundervisning om noget lært os.

I Aarhus Kommune har vi igennem mange år haft fokus på betydningen af fremmøde og deltagelse i fællesskaber. Og fraværet i de aarhusianske folkeskoler er faktisk også lavere, end vi ser det i landets andre store byer. Alligevel mener vi, at vi skal gøre mere. Ja, vi kan faktisk ikke tillade os andet. Derfor fremlægger vi en ny plan for at nedbringe fravær, som kan træde i kraft når eleverne forhåbentligt vender tilbage til en mere normal skoledag efter sommerferien.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det betyder, at vi foreslår et samarbejde omkring en fælles ledelses- og kulturindsats, en øget systematik i fraværsopfølgningen og etablering af et fælles fraværsteam på tværs af kommunens afdelinger, der skal styrke understøttelsen af skoler og familier.

At møde i skole er vigtigt for børns læring. Elever med mere end et helt skoleårs fravær over hele folkeskoletiden får et karaktergennemsnit på 5,7 ved afgangsprøven, mens elever med under et halvt års fravær får 8,3 i gennemsnit.

Men alt kan naturligvis ikke gøres op i læring og karaktergennemsnit. Fravær er også et tydeligt tegn på, hvordan et barn trives. Vi ved, at de elever, der er mest fraværende, også er dem, der svarer, at de ikke trives.

Nogle elever kommer ikke i skole, fordi de har svært ved at følge med. Undervisningen kan opleves som nederlag. Andre elever kommer ikke, fordi de ikke føler sig som en del af fællesskabet. En tredje gruppe kan være fraværende, fordi de har ondt i livet. Måske har angsten eller depressionen bidt sig fast. For andre gør det sig måske gældende, at familien går igennem en svær periode.

På den måde kan fraværet være et råb om hjælp, som alle de professionelle omkring eleven skal blive dygtigere til at lytte til.

Vi ved, at fravær på kort sigt kan føre til dårlige skolepræstationer. Vi ved også, at de elever med meget fravær efterfølgende har større risiko for at droppe ud af deres ungdomsuddannelse. Vi ved, at de har sværere ved at få arbejde. Vi ved, at de oftere er socialt isoleret, at de oftere lider af angst.

Det skal vi tage alvorligt, for vi vil en folkeskole og et velfærdssamfund, som tidligt rækker ud til de børn og familier, der har brug for det.

Det er således af helt afgørende betydning, at alle de betydningsfulde voksne omkring vores børn og unge rykker sammen i bussen og sammen bliver endnu bedre til at forebygge elevfravær for den enkelte og for fællesskabet.

Vi ved også, at sårbare og udsatte børn har et højere fravær end andre. Det Derfor har vi som rådmænd for Børn og Unge og Sociale Forhold og Beskæftigelse sammen sat os for bordenden for at styrke indsatsen for, at nedbringe elevfraværet.

Vi indstiller til alle vores kolleger i byrådet, at vi får sat betydningen af fremmøde og fravær på dagsordenen i Aarhus. Værdien af, at alle børn og unge kommer i skole, og at alle børn og unge trives, er så stor, at vi slet ikke kan lade være. 

Vi glæder os til at få foldet arbejdet ud - og sikre at alle de relevante fagligheder og interessenter får mulighed for at komme med indspark, ideer og opmærksomhedspunkter.

Powered by Labrador CMS