Debat

På med sølvpapirshatten, for Tossebussen er væltet ved et fortov nær dig!

Skal man gætte på fremtiden? Skal man lade være? Skal man håbe? Skal man vente? Skal man lytte til de meldinger der kommer fra formanden om arbejdstidsforhandlingerne? Skal man vælge hvilke dele af det han siger, som man tror mest på, eller skal man tro blindt på det hele? I den bedste af alle verdener, forhandlede vores formand med en modpart, som var interesseret i tilfredse medarbejdere, men er de det?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konspirationsteorierne er mange, og spekulationerne kan være mere eller mindre velunderbyggede. I sidste ende er det overladt til dig, om du vil give KL en chance og overlade dem din tillid, eller om du har tabt troen på dem og vil kræve at vilkår skal aftales klart for alle, og ikke opfindes hen ad vejen, på et lederkontor et sted i landet. Kort sagt skal du stemme JA til en ny start (og tror du på den), eller skal du stemme NEJ til en uklar aftale, fordi du ikke tror på den?

Konspirationsteori nummer 1: I 2013 havde rygterne om aftalt spil mellem KL og regeringen allerede svirret længe. Der var dem der påstod at man havde aftalt at tilbyde lærerne en elendig overenskomst, og hvis de nægtede ville man lave et lovindgreb der indførte den alligevel?

Det er aldrig påvist ved at de involverede har stillet sig frem og taget et personligt ansvar for forløbet. Personer tæt på har indikeret, at de er overbeviste om at det netop er sådan det forløb. Hvis man ikke tror på rygter og hear-say, og tror på det bedste i alle mennesker, så skal man jo stemme JA til KL’s forslag til en ny arbejdstid baseret på tillid, samarbejde og respekt for hinanden. Omvendt kan man sige, at hvis man føler sig overbevist eller i tvivl om ansvaret for lockouten i 2013, så skal man jo overveje, om KL er en partner man kan stole på, når de helst vil have at man ikke skriver tal ned der binder ressourcer, men derimod at ressourcerne skal fordeles med rimelighed. Så skal man stemme NEJ.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Konspirationsteori nummer 2: I 2015 var dlf blevet gunfright af opgøret i 2013, og selvom det egentlig var tid til at slå tilbage, så havde man uro i baglandet pga. medlemslån fra 2013, så i stedet for at sætte hårdt mod hårdt, og kræve L409 rullet tilbage (med frygt for en gentagelse af 2013), så accepterede man et aftalepapir, som man godt vidste ikke gav oprejsning eller nogle værn, men det gav ro, og håb om bedring i baglandet. Det sendte man til afstemning, med et håb om at medlemmerne ville følge anbefalingerne i tiltro til at det var det bedste man kunne få? 

Det er udokumenteret at dlf godt vidste papiret ingen effekt ville have, men det er mere og mere vedholdende blevet fremført, at selv de personer som anbefalede aftalepapiret håbede, snarere end troede på, at papirets ånd ville blive mødt med forståelse fra KL og skoleledelserne. Hvis man tror på at aftalepapiret var en forbedring, lavet i den reneste ånd, så skal man jo stemme ja, til mere af den kant. Tror man derimod på at det var et udtryk for at nøjes, på trods af erkendelsen af der ikke kunne ‘støttes ret’ på ret meget i det, så skal man stemme NEJ til endnu en gang at tage nogle år med tillid til modparten.

Konspirationsteori nummer 3: I 2018 havde man forenet sig med resten af fagbevægelsen og indgået en musketéred om at lærerne skulle have en arbejdstidsaftale af værdi. Da eden skulle stå sin prøve, og vi var fem minutter i konflikt, lokkede KL’s forhandlere dlf til at indgå i et samarbejde i form af en kommission, som de godt vidste ville betyde 3 år mere med L409 og ledelsesretten, samtidig med at de gik til opgaven med den dagsorden ikke at afgive noget som helst. De håbede på at lærerne gennem 7 års mishandling ville blive udmattede og møre til at acceptere den nye virkelighed? 

Det er ikke påvist, at KL’s hensigter var urene. Der er aldrig en talsmand der har stillet sig op og har sagt at L409 skal bestå. Omvendt forlyder det, at de ikke er villige til at imødekomme de kardinalpunkter som lærerne mener ville bringe engagementet og arbejdsglæden tilbage. Tror man på KL’s rene hjerter, gode vilje og lyst til reel forandring, så skal man selvfølgelig stemme JA til resultatet af periodeforhandlingerne. Hvis man derimod sidder med fornemmelsen af, at kommissionen var det kunstgreb, som afværgede at musketéreden ville blive afprøvet, og blot en syltekrukke der gav mulighed for 3 års udnyttelse af regeringsindgrebet i 2013, så bør man holde kommissionens anbefalinger op i strakt arm, og se om det gav den retning man blev lovet, eller om man skal vælge at stemme NEJ til at vise tillid til Ny Start?

Konspirationsteori nummer 4: Udsættelsen af offentliggørelsen af periodeforhandlingernes resultat hang sammen med timingen af Coronagenåbningen af skolerne. I en tid hvor KL havde brug for lydighed, offervillighed og fleksibilitet fra alle deres frontlinjemedarbejdere, ville det være en katastrofe at bede lærerne om at stemme for en arbejdstidsaftale, som i vid udstrækning blot fastholde KL’s ultimative krav endnu en overenskomstperiode, krydret med nogle flotte ord om rimelighed, fleksibilitet og samfundssind?

Da forhandlingerne stadig er uafsluttede, og resultatet derfor ikke kan bedømmes, er det ren spekulation. Men hvis Ny Start var udtryk for en reel vilje til at komme af med L409 og hen mod et ligeværdigt samarbejde, hvor passer de ultimative krav om årsnorm, ledelsesrum og lokale løsninger så ind? Tror man det er fordi man behøvede mere tid fordi en god aftale liiige manglede den sidste måneds forhandlinger for at blive færdig, så skal man fastholde at stemme JA til en nyfunden tillid til modparten. Tror man derimod, at det handler mere om et taktisk spil hvor tidspunktet man præsenterer lærerne for muligheden for det ultimative knæfald, og at det ikke var i genåbningen, så skal man beholde sin ret til at stemme NEJ til at blåstemple L409.

Jeg ved godt selv, hvad jeg tror! Og min tillid til KL kan ikke ligge på bagsiden af teske. Jeg baserer min vurdering på mine erfaringer gennem de seneste 8 år. En arbejdsgiver der hensynsløst miskrediterer os i pressen, ustandseligt blander sig i måden opgaverne skal løses, konstant forandrer kravene og konsekvent forringer vilkårene, står ikke stærkere i mine øjne, når de beder om min tillid efterfulgt af ultimative krav til at bestemme alt fremover! De vil bare gerne uddelegere ansvaret for om det lykkes at drive skolen på trods af deres benspænd!

Derfor stemmer jeg NEJ til en uklar aftale!

Powered by Labrador CMS