I brev til alle medlemmer af Danmarks Lærerforening beskrives det, at KL ved indgangen til periodeforhandlingerne har bragt minimum tre ultimative krav med ind i forhandlingsrummet. For det første vil de beholde en årsnorm, for det andet må der ikke være ressourcebindinger og for det tredje skal en aftale ikke medføre administrativt tunge løsninger, men skabe fleksibilitet (hvad det så end betyder i KL’s øjne).

Samtidig har DLF’s strategi været at følge et samarbejdsspor, der i grove træk går ud på at finde de problemstillinger, som vi sammen med KL opfatter som problemer, der bør findes en løsning på. Men samtidig har strategien været at vi ikke møder op til forhandlingerne med ultimative krav, som eksempelvis en månedsnorm, ressoucebindinger i form af maks. timetal eller administrativt tunge løsninger som at skulle angive tid på alle opgaver.

Men hov! Vil det sige, at KL gør præcis det, som vi på kongressen afviste at gøre? Vil det sige, at KL på forhånd må stille ultimative krav og DLF ikke må? Og hvad var egentlig grunden til at vi ikke ville stille de ultimative krav? Det var, at så kunne man sidde på den anden side af bordet og afvise kravet, og så ville man være lige vidt. Så er mit spørgsmål, om vi så har gjort det samme over for KL’s ultimative krav? Ikke det?

Lad mig slå fast, at jeg er helt enig i DLF’s stategi om at adressere problemstillingerne uden at stille ultimative krav på forhånd. Det var faktisk også det, jeg satte min sparsomme lid til i kommissionens rapport, der jo ikke ligefrem var til lærernes fordel. Og det var det, jeg stemte for på kongressen. Men når vi ikke spiller efter samme regler, eller når der tilsyneladende er åbenlyse fordele for det ene hold, er det så fair og lige forhandlinger? Det er i hvert fald ikke ordentligt eller troværdigt.

Det svarer jo til, at det ene hold i fodbold har et dobbelt så stort mål, som det andet. Eller at en cykelrytter kun må bruge det ene ben. Eller er det ligefrem sådan, at det ene hold bestemmer reglerne? Så ville man opleve håndbold, hvor det ene hold overtræder og laver skridt, mens det andet hold taber, fordi de spiller fair.

Kære venner. Vi har efterhånden en lang historie med en uendelig række af forsøg på at få ophævet den forbandede lov 409. Hold da op, hvor har der været gjort meget. Hold da op, hvor har vi vist alle sider af flinkeskolen. Og hold da op, hvor har vi lidt mange nederlag og skuffelser siden da - ikke mindst i 2018, hvor der åbenbart kun var en løsning for næsten alle.

Med udsigten til, at OK21 ikke bliver tilbagefald, og at der nok heller ikke ligefrem bliver delt gaver ud næste forår, så er det altså nu, det gælder. Der er ingen strjkeret - ej heller lockout-mulighed. Men vi SKAL have en ordentlig aftale, som skaber forbedringer for alle lærere, og som der kan støttes ret på. Så må vi hellere gå fra forhandlingerne, end at blive spist af med KL’s ultimative krav.

Jeg savner stadig at se DLF vise sin sande styrke. Alt for længe og alt for meget har vi set os lærere være samarbejdsvillige og forhandlingslækre. Det formår KL at udnytte optimalt. Endnu engang står vi i en forhandlingssituation, hvor modparten med al tydelighed ikke viser den imødekommenhed, der skal til for at enderne kan nå sammen. 

KL var med på Ny Start, Kommissionen, lærerne skulle have en arbejdstidsaftale. Jacob Bundsgaard flød jo nærmest over på stormødet i Odense med alle de bedste intentioner. Hvor er det nu henne?