Blog
1   8

Mangfoldighed

Abonner på nyt om Børn med autisme i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Kunne elevernes interesser, og særlige evner få en mere fremtrædende rolle i folkeskolen og i afgangsprøven?

I disse coronatider kan vi ikke have idræt og svømning i skolen. Derfor har vi lagt en gåtur ind i skemaet, tre gange pr. uge for at få rørt kroppen. Vi er otte teen-age elever med autisme, og to lærere, der går turen. Turen er naturligvis skemalagt, samme tid, samme rute, samme gruppe - altid, uanset vejret.

Eleverne er glade for turen. De er klar, når uret bipper, og vi skal afsted. Elevernes personligheder kommer tydeligt til udtryk, fordi turen er fri for krav, og ren afslapning.

Artiklen fortsætter under banneret

Forrest går Anita og Anton, de går sammen med læreren, Helle. Anton går forrest i et raskt tempo. Han har det samme tøj på året rundt, et tyndt sportssæt i kunststof. Han fryser ikke, og er i sit es, på disse gåture. Han elsker, at tale med Anita og Helle, om livet og verden. Samtalen foregår altid på samme måde, Helle spørger -Anton og Anita svarer. I undervisningen er Anton tavs, alt der handler om faglighed bliver ikke kommenteret. Anita leder efter sin rolle i verden. Nogle gange er hun så stresset, at hun finder ro ved at gå i takt med Helle, andre dage taler hun som et vandfald om stort og småt.

Peter går lidt bagefter, han er optaget af mælkebøtternes frøstande, som han kæler mod kinden. Han synes det er en vidunderlig følelse. De bløde frøstande stimulerer hans sanser. Han går i et bestemt system med sine skridt, og bliver irriteret over, at hans sko bliver våde i græsset, når systemet dikterer ham, at hvert andet skridt skal ramme et græsstrå. Han går turen i sin indre verden, og vil helst ikke forstyrres af lærerens spørgsmål, og invitation til en samtale. Peter er, i sin indre verden, en uovervindelig japansk kriger, der sniger sig, hopper og springer, for at undgå en usynlig fjende.

Morten og Kaj går i næste række, de er bedste venner. De spiller computerspil sammen i skolen og i fritiden. De pjatter, tjatter og som hundehvalpe prøver de, at finde deres plads. Deres samtale handler udelukkende om computerspillet, og foregår på flydende engelsk. De sanser ikke, at vi går flere sammen. De er helt opslugt af deres tosomhed.

Nemi er meget socialt orienteret, han forsøger, at deltage i samtalen med Morten og Kaj, men de opdager ham ikke og han opgiver, at tale med dem. Han løber højtråbende frem og tilbage i gruppen, for at gøre opmærksom på sig selv. Helle opdager hans flagren og uro, og inviteret ham ind i samtalen med Anton og Anita. Der kommer ro på Nemi, og efter lidt tid taler han med Anita.

Nicolai retter sin opmærksomhed uden for gruppen. Straks vi kommer ud af skoledøren, har han fundet den første store kæp, som han brækker til og slår mod græsset. Den første halve time går med at finde nye og bedre kæppe, snakke med alle som vi kommer forbi, og kommentere på alt hvad han ser. Han forsøger, at deltage i samtalen med Morten og Kaj, men de opdager ikke, at han stiller dem adskillige spørgsmål. Han føler sig tilsidesat af dem, og klager til mig. Inden jeg når at svare, ser Nicolai et plastiklåg i vejkanten, fanger det med sin kæp og begynder på en lang enetale, på engelsk, om hvor forkert det er, at smide skrald i naturen. Så plukker han et græsstrå, og spørger mig, hvor mange forskellige græsser der findes? Jeg kender ikke svaret, men lover at google det, og give ham svar, når vi kommer hjem. Nicolai taler uafbrudt, indtil vi er tilbage i skolen.

Monika er ikke i skole i dag, hun har voldsom stress og angst, og kommer kun i skole tre dage om ugen i denne periode.

En kerneværdi i vores skole er mangfoldighed. Vi hylder, at mennesker er forskellige, og tror på, at netop det faktum, gør vores verden til et bedre sted at være.

Vi er også elever og lærere i en dansk folkeskole, hvor afslutningen på skolegangen ikke giver mange muligheder, for at afspejle denne mangfoldighed.

Hvad er min opgave?

At træne eleverne med autisme i at være, som de neurotypiske elever, at tilpasse deres adfærd, så de udadtil fremstår som neurotypiske, men indadtil ikke genkender sig selv?

Eller skal jeg anerkende deres særlige måde, at se verden på, og støtte dem i deres interesser og styrker, så de vokser og oplever, at deres liv har værdi?

Afgangsprøven er lavet til neurotypiske unge, og tager ikke hensyn til de fleste elever med autisme.

Kunne elevernes interesser, og særlige evner få en mere fremtrædende rolle i folkeskolen og i afgangsprøven?

Tør vores samfund anerkende, at mangfoldighed er en styrke, og handle på den viden?


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.212 andre er allerede tilmeldt