Klasseledelse
55   44

Stop fortællingen om »lorteklasser«

Alle skoler har dem. Klassen, hvor læreren lige tager en dyb indånding, inden han træder ind gennem døren. Eleven, der er kronisk uden for pædagogisk rækkevidde. Lærerne Janus Neumann og Lone Fogh har sat sig for at ændre fortællingen om deres »lorteklasser«.

Janus Neumann er lærer i udskolingen på Skovshoved Skole nord for København. Nogle elever gik blandt skolens lærere og vikarer for at være »helt umulige«. Ved overdragelsen af den nye klasse fik Janus Neumann af en kollega at vide om en bestemt elev, at »han hader lærere«.

»Så stod jeg der med denne her lille krudtugle«, fortæller han. »Og han virkede ikke som en hadsk person. Han havde udfordringer, ja, men det var ikke mit indtryk, at han mødte mig med had, bare fordi jeg skulle være hans lærer«.

Artiklen fortsætter under banneret

Problemet var, mente Janus Neumann, at fortællingen om eleven og den klasse, han gik i, var blevet bygget op over flere år. På lærerværelset, i forældregruppen og helt ind i klasselokalet, hvor eleverne havde taget historien om sig selv som en besværlig klasse til sig.

»Og det er altså betænkeligt«, mener Janus Neumann. »For ja, det var en klasse, det var lidt svært at komme ind på livet af. Men samtidig havde de et kanonhøjt fagligt niveau, et stærkt sammenhold og god humor. Så der var masser af positive ting at bygge på i klassen. Men det var svært at få dem til at droppe deres negative selvbillede«.

Lone Fogh, som er lærer og AKT-vejleder (adfærd, kontakt, trivsel) på den nærliggende Virum Skole, har også prøvet at overtage elever, der var berygtede i hele lærerkollegiet for deres umulige opførsel. I Gentofte Kommune arbejder alle skoler med et projekt, der skal forbedre lærer-elev-relationen. Som led i projektet sparrer Lone Fogh jævnligt med Janus Neumann om at ændre de negative fortællinger, der klæber til nogle klasser eller elever.

»Jeg har prøvet at overtage en klasse med ordene: 'Der er denne her ene dreng - du er ikke i tvivl om, hvem det er, når du har haft den første time' - og nej, det var jeg ikke«, fortæller Lone Fogh.

»Men jeg har altid haft et blødt punkt for de børn og klasser, som andre lærere bøvler med, og det fik jeg også for ham. Jeg elskede hans krøllede måde at tænke på, men når jeg observerede ham, lagde jeg mærke til, at han blev mere og mere urolig i løbet af lektionen. Op til frikvarteret kravlede han nærmest rundt i gardinerne. Det tog jeg en snak med ham om, og så fortalte han, at han larmede, for at de andre børn skulle lægge mærke til ham - så de ville huske at invitere ham med i deres lege i frikvarteret. Og det var jo en problemstilling, der var til at arbejde med. Vi skulle finde ud af at få ham ind i klassens fællesskab på en bedre måde«, siger Lone Fogh.

Inden for pædagogisk rækkevidde

Lone Foghs arbejde med den »umulige« elev og Janus Neumanns arbejde med den »umulige« overbygningsklasse kom i høj grad til at bestå i at skabe en ny fortælling om de såkaldt »umulige« børn. Både blandt eleverne selv, blandt deres forældre og i lærergruppen.

»En elev i min klasse var af forskellige faglige og pædagogiske årsager blevet flyttet over i parallelklassen. Det havde intet med klassekammeraterne at gøre. Alligevel var der en pige, som kommenterede overflytningen med, at 'vi er også sådan en klasse, som folk flygter fra'«, fortæller Janus Neumann og fortsætter:

»Så bliver man som lærer nødt til at imødegå det udsagn og sige tydeligt, at det ikke er tilfældet. Vi tog en snak om, hvor mange elever der havde forladt klassen i løbet af de seneste år, og det var ikke ret mange. Så de skal begrave den historie om sig selv, og det er mit arbejde at hjælpe dem med at gøre det. Ved at give dem en ny fortælling om sig selv«.

Lone Fogh fortæller om sin »umulige dreng«, at hans selvbillede blandt andet var, at han ikke kunne styre sig.

»Så det havde vi mange snakke om«, siger hun. »Vi forsøgte at tale om, at hans intentioner altid var gode, for han ville jo bare være med i fællesskabet. Men hans handlinger hjalp ham ikke med at opnå det, han ønskede. Så hvad kunne han gøre i stedet? Det tog tid, men en dag så jeg, at han cyklede af sted med nogle klassekammerater til en filmaften«.

Hun lægger venstre hånd på brystkassen og ånder lettet ud: »Jeg blev så glad for at se ham være en del af klassens sociale liv. Det var fantastisk. Og den historie, jeg havde fået fortalt om, at han var helt uden for pædagogisk rækkevidde, jamen, det var han jo slet ikke«.

Læs af på den rigtige måde

Arbejdet med at skabe nye fortællinger om »lorteklasser« og »umulige elever« har indimellem skabt problemer med kollegerne, fortæller begge lærere.

»Det kan godt være lidt et tabu, fordi man på sin vis anfægter en kollegas tilgang til en klasse eller en elev«, mener Janus Neumann og fortsætter: »Den negative fortælling får styrke rundt om frokostbordet eller over eftermiddagskaffen, og det er ødelæggende for lærerens professionelle forpligtelse til at møde en klasse eller elev med friske øjne«.

»Sidste år fik jeg simpelthen nok af altid at høre nogle kolleger konstant omtale mine elever negativt. Så jeg sendte en mail ud til dem og bad dem stoppe. Også fordi andre af klassens lærere ikke delte den entydigt negative opfattelse af klassen. Jeg skrev, at hvis der var problemer med nogle af eleverne - og det var der jo jævnligt - så kunne de komme til mig og tage en snak om det«.

I mailen til sine kolleger skrev Janus Neumann også, at han ikke ville kunne komme i mål med det pædagogiske arbejde, der var krævet, hvis den automatisk negative snak om hans elever ikke stoppede. Nogle af kollegerne gav udtryk for, at det var godt, at han havde sendt mailen rundt, fortæller han.

På Virum Skole vil Lone Fogh også helst have, at kolleger går direkte til hende, hvis der er noget snak i forhold til hendes elever. For som klasselærer har man en anden relation til eleverne, påpeger hun.

»De bliver lidt mine 'unger nummer to'. Det betyder så også, at jeg kan komme til at gå en lille smule i forsvarsposition, hvis de bliver kritiseret, også selv om kritikken er helt berettiget. Jeg har da oplevet, at jeg måtte undskylde over for en kollega, så vi bagefter kunne tage en mere konstruktiv snak om og med klassen om nogle bestemte episoder«.

Hverken Lone Fogh eller Janus Neumann forsøger at forklejne, at det kan være svært at tale om dårlige oplevelser med enkelte elever eller klasser.

»Nogle gange kan bølgerne gå højt, når man beder en kollega om ikke at tale grimt om ens elever. Man kan føle et behov for at læsse af eller få luft for sine frustrationer over en lektion, der er kørt af sporet. Det har jeg fuld forståelse for, og det har jeg også selv indimellem. Men man skal rette sin frustration det rigtige sted hen, og det er ikke rundt om lærerværelsets kaffebord. Det skal heller ikke være de samme elever eller klasser, der altid bliver omtalt negativt«, siger Janus Neumann.

Men lærere er også kun mennesker, supplerer Lone Fogh, og det sker for alle, at de kommer til at optræde uhensigtsmæssigt, mener hun.

»Jeg kan også selv have behov for at læsse af, og der har jeg heldigvis en god kollega, som gerne lytter. Og som jeg kan tale med om konstruktive løsninger, når jeg har fået luft«.

Eleverne reagerer positivt

På Skovshoved Skole forstår Janus Neumann i øvrigt også godt, hvis hans kolleger eller andre lærere møder denne pædagogiske metode med korslagte arme. Det gjorde han nemlig også selv, da han fik den systemiske tænkning og Fællesskabsmodellen præsenteret i sin tid.

»Da vi skulle i gang med relationsarbejdet omkring denne her problematiske årgang, var jeg skeptisk over for det, jeg opfattede som den evigt pseudoanerkendende tilgang til eleverne. Så til at starte med sad jeg lidt med armene over kors«, fortæller han, men gradvis skete der noget. »Når man går i overbygningen, er det ikke en undskyldning for dårlig opførsel, at ens forældre er ved at blive skilt, tænkte jeg«.

Men det er heller ikke det, der er kernen, fortæller han om, hvad der fik ham til at overgive sig til metoden, som skolens AKT-lærere præsenterede ham for:

»Kernen er, at man taler med eleverne om, at man godt ved, at de har det svært, man ved også hvorfor, for det har man talt med forældrene om. Men det skal ikke gå ud over deres kammerater. Eleverne reagerer positivt på en type ret direkte konfrontation, er min erfaring. De føler sig set, man kan tale med dem om andre måder at opføre sig på, og de oplever, at deres lærer er oprigtigt interesseret i dem«.

Kollegaen Lone Fogh kommer med et eksempel fra sin skole:

»Det handler om at holde fast i, at intentionen bag uhensigtsmæssigheden er god. Jeg oplevede på et tidspunkt, at der var sat et skilt op på døren, hvor der stod: 'Denne klasse SKAL ud i alle frikvarterer'. Det var selvfølgelig ment som en hjælp til lærere og vikarer, men det blev jo en gabestok for de elever. De havde ikke en chance. Der er vi fagprofessionelle nødt til at finde nogle andre måder at løse problemerne på«.

Den gode fortælling skal fodres

Selv om Janus Neumann for længst har tilegnet sig metoden og dens muligheder, erkender han, at det er skrøbeligt, og det tager lang tid at opbygge nye fortællinger og gode relationer.

»En enkelt uhensigtsmæssig bemærkning fra min side kan sætte det gode forhold, jeg har fået opbygget, måneder tilbage. Eleverne holder fast i de negative fortællinger om sig selv, og de aflæser de mindste signaler hos os voksne«, siger han og forklarer, at forældrene spiller en vigtig rolle, når man skal vende fortællingen.

»Man skal have forældrene med, og her skal man som lærer huske, at forældrene kan have en fortælling om, at 'skolen ikke vil mig og mit barn det godt'. Den skal også vendes. Jeg havde på et tidspunkt en samtale med en mor om hendes barns opførsel, som var gået helt over stregen. Hun var helt med på, at det selvfølgelig skulle have konsekvenser, så der var ingen konflikt der. Men da vi så var ved at være igennem samtalen, sagde hun: 'Er du ikke sød en dag at ringe til mig med noget positivt?' Og av, den sved lidt. For det skal jeg da selvfølgelig også gøre«.

»Ja, vi skal ikke kun komme med møget«, indskyder Lone Fogh. »Vi skal også huske at sige til vores kolleger, at deres unger er dejlige, og at vi har haft en skøn time med dem. Det er også en måde at fodre den positive fortælling på«.

Overblik

• I Gentofte Kommune arbejder skolerne med en Fællesskabsmodel som grundlag for at ændre negative fortællinger om elever og klasser. Det betyder blandt andet, at lærerne arbejder med at se konflikterne fra elevernes perspektiv.

• Fællesskabsmodellen er inspireret af systemisk tænkning og er i bund og grund en forsimpling af den såkaldte LP-model, der er en pædagogisk analysemodel af de faktorer, som udløser og opretholder adfærds-, trivsels- og læringsproblemer.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ