Debat

Bog om eksistensen er en gave…

"Mellem frygt og håb" er en gave til pædagogik og pædagogisk forskning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen har sammen skrevet bogen "Mellem frygt og håb – 18 forfattere og tænkere om eksistens i det 21. århundrede" Forfatterne. Forlaget er Kristeligt Dagblads Forlag, 2019

Hvordan kan en interviewbog om eksistens være velegnet til pædagogisk virke og forskning? Det korte svar er: Fordi den handler om pædagogikkens grundspørgsmål: Hvem er vi som mennesker? Hvad er frihed?

I første afsnit ´Verden er blevet kompleks´ siger sociologen Zygmunt Bauman, at vi lever i en tid, hvor medmenneskeligheden har svære kår. Filosoffen Charles Taylor siger, at vi må genskabe troen på at kunne gøre en forskel.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I andet afsnit ´Længsel efter samhørighed´ siger idéhistorikeren Dorthe Jørgensen , at vi har mistænkeliggjort alt det uforklarlige. Forfatteren Ida Jessen siger, at vi fokuserer for meget på præstationen.

I tredje afsnit  ´Gensyn med de store fortællinger´ udtaler filosoffen John Gray, at vi ikke er så sekulære, som vi tror.  Forfatteren og sangskriveren Patti Smith mener, at  vi har mistet forbindelsen til det guddommelige. - For nu at citerer 6 ud af de 18 interviewede personer, der i et letflydende sprog udtrykker sig klart og engageret; engagementet viser sig ved klare udmeldinger og holdninger til det at være i verden – med en skønlitterær eller filosofisk tilgang.

Det giver mening at læse om, hvordan man kan forholde sig til problemstillingen om den udbredte større valgfrihed for den enkelte – samtidig  med at man som enkeltmenneske ønsker at indgå i et alment fællesskab, hvor mulighederne gerne skulle være ligeligt fordelt.  

Det giver mening at læse om, hvordan man som menneske kan finde håb i en ellers håbløs verden.

Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen kan kunsten at fastholde den skarpe vinkling mellem frygt og håb, og samtalerne mellem dem og de personligheder –  som de har mødt både i Danmark og i de respektive lande, hvorfra de interviewede kommer – giver som helhed et budskab om, at verden ar værd at leve i.

I en tid, hvor man med rette kan kritisere megen pædagogisk forskning for at være evidensbaseret forskning med rod i det naturvidenskabelige –  hvor mennesket betragtes som en ting, man objektivt kan beskrive, analysere, måle og veje – er bogen  "Mellem frygt og håb, 18 forfattere og tænkere om eksistens i det 21. århundrede" særlig velkommen.

For i stedet for forskningsmæssigt at forsøge at få mennesker ind i en sammenhæng, som snævert set drejer sig om ”hvad der virker” (Biestas Why ´what works´ still won´t work) bør man forske i pædagogik med rod i det humanistiske og dermed spørge: Hvad er et menneske? Hvad er frihed? Med andre ord inddrage skønlitteratur og filosofi. Dette er baggrunden for at denne interviewbog om eksistensen i det 21. århundrede  er en god gave til  alle med interesse for undervisning og pædagogik.

At der netop nu i denne tid også i en dybere forstand må stilles spørgsmålstegn ved globaliseringens og målingens tidsalder – det gør desuden bogen generelt væsentlig til kvalificeret eftertanke.