For den brede befolkning står læreren centralt i  idéen om folkeskolen - om det end er som forkælet, laissez-faire, dygtig, uundværlig, eller hvordan de nu ser os.

Mens læreren selv (med sin faglighed i undervisningen og øvrige opgaver) står placeret "solidt" midt i mellem folkeskoleloven og reformen vedtaget på Christiansborg - og en given kommune, som entydigt er folkeskolens driftsherre.

Når en skoleleder på nogle skoler f.eks. siger “kommunen får, hvad kommunen betaler for”, når lærergruppen beklager sig over fx uforberedt undervisning, ingen læsehold osv. - kan det umiddelbart synes som en opbakning -  at vi bare skal stemple ind, lave halvdårligt arbejde og stemple ud igen; vi får at vide, at vi skal prøve at tænke, at det er et politisk valg.

Den skoleleder, der bare beder os indrette os efter besparelser, lige så meget er kommunens mand som den, der pisker sine ansatte til flere opgaver, for i den sidste ende kigger den brede befolkning på deres barns lærer og vurderer indsatsen.

Og dette vil fortsætte, hvis vi ikke nu får et loft over den ugentlige timetal og en fast forberedelsesfaktor.

Lærerne har ret til gode og reele arbejdsvilkår som faggruppe, uanset den modsætning der består mellem de statsbestemte, lovmæssige krav og kommunalbestyrelsens bevillinger til skolevæsenet.

Den nye overenskomst bliver den helt grundlæggende aftale for fremtiden - aftale nr. 1, ground zero. Herfra vil formodentlig kun få kommaer kunne ændres over de næste mange år, når overenskomsten siden skal genforhandles i den følgende tid.

Aftalen må ikke blåstemple vilkår, vi har fundet os i så længe nu.

Stem nej, hvis vi ikke får en rigtig aftale.